Et tilbageblik

Roses mor har lige begået selvmord, og hendes liv er sat på pause. Hendes veninde Frida kommer og besøger hende, men en dag er der noget ved hende, der er anderledes. Rose får muligheden for at lave om på fortiden. Men Rose finder ud af, at alt ikke er som det ser ud til.

1Likes
1Kommentarer
464Visninger
AA

2. En Dag Før

kapiltel 2: En Dag Før

 

Da jeg åbenende min øjne sad jeg stadig på min værelse, og holdte stadig billedet i hånden.

”Hvad fanden skete der?” spurgte jeg Frida. Jeg prøvede at skjule frygten i min stemme. Hun svarede mig ikke, hun sad bare og stirede ud i luften. 

”Hvad end du prøvede virkede det ikke,” konstaterede jeg.

”Rose! Står du snart op. du skal i skole,” jeg stivede med ét, da jeg genkendte stemmen. Det var min mor, der kaldte.

”Hvad har du gjort? Hvis det her er en joke, så kan jeg love, at jeg slår dig ihjel,” råbte jeg, mens jeg kunne mærke tårerne der pressede på.

”Det er ikke en joke. De sagde, at jeg skulle sende dig tilbage hertil,” hviskede hun nærmest.

”For det første hvem er ’de’? For den andet hvor er her?”

”Kan du huske at jeg fortalte dig at min familie har en hemmelighed?”

”Ja, men du ville ikke sige, hvad det gik ud på”

”Når, men det kommer altså nu. Min familie kan øh… vi kan finde ud af magi,”

”Det er derfor du kunne få mig her til tilbage,” sagde jeg rolig, for jeg ville ikke skælde hende ud. Jeg gik over til min væg hvor min kalender hang. Jeg kiggede chokeret på kalenderen, og sagde så:

”Det er dagen før min mor begår selvmord, jeg er blevet sendt tilbage for at forhindre hendes død,” sagde jeg glad og krammede Frida.

”Det ved jeg ikke noget om. Jeg skulle bare sende dig tilbage, resten kommer af sig selv.”

Jeg hørte fod trin. De var på vej ind på mit værelse.

”Unge dame! Jeg sagde, at du skulle stå op,” sagde min mor på vej ind på mit værelse. Da hun gik ind af døren løb jeg over og kastede mig om halsen på hende.

”Mor! Jeg har savnet dig så meget.”

”Åh lille skat, du så mig jo i går.” Hun lød ret forvirret.

”Ja det ved jeg, men det virker som om der er gået flere uger,” sagde jeg med et smil, for jeg var så glad for at se hende igen. Så stoppede hun med at kramme mig og spurgte:

”Hvornår er du kommet Frida?”

”Øh jeg… jeg”

”Hun kom ret tidligt i morges,” afbrød jeg hende. Eller retter reddet hende. ”Mor ville det være okay, hvis Frida boede her i nogle dage,” tilføjede jeg.

”Ja, selvfølgelig, bare hun har sagt det til hendes forældre,” svarede min mor.

”Ja tak, det vil jeg meget gerne,” svarede Frida høfligt. Lidt for høfligt, hvis du spurgte mig, det var jo bare

 

 

På vej i skole var, der en tanke der irriterede mig, så jeg delte den med Frida.

”Lagde du mærke til, at min mor overhovedet ikke var trist, eller deprimeret?”

”Ja, det bemærkede jeg, men skal man ikke være okay nede for at begå slevmord?” spurgte Frida.

”Det kunne være, at der gør at hun begår slevmord ikke er sket endnu,” svarede jeg.

”Det kunne være, men hun kunne også spille skuespil.” Da vi endelig var færdig med at gennemgå teorier, aftalte vi at opfører os så normalt som muligt. Men vi ville stadig holde øje med ændringer omkring min mor. Vi havde åbenbart snakket længe, for før jeg vidste af det var vi over på skolen. Faktisk var der noget der slog mig, jeg kunne huske særlig mange detaljer fra dagene før min mor begik selvmord. Men den tanke blev hurtigt slået ud af mit hovedet, for mine øjne fangede en person. En dreng, han lignede lidt Danny fra Grease. Bortset fra at ham her havde Ray-Ban solbriller på. Frida viftede hånden foran øjne på mig, og spurgte:

”Hallo! Rose er du hjemme.”

”Ja, hvad er der. Øh jeg var vidst lidt i min egen lille verden.” hun vidste vist allerede, hvem jeg kiggede på for hun sagde:

”Rose, du kan altså ikke stå sådan og savle over den ’nye dreng.’ Du ved ikke engang, hvad han hedder.”

”Nej, det ved jeg godt, men jeg kan ikke gøre for det. Han er virkelig pæn.” Jeg kunne mærke, at blodet steg op i mine kinder.

”Uh, du er forelsket,” drillede Frida mig.

”For der første: Det kan jeg ikke være, for jeg har ikke mødt ham. Jeg har kun set ham. For det andet: jeg er her ikke for at finde en kæreste jeg er her for at redde min mor. Har du forstået?” Det var ikke meningen at lyde sur, men det var sandheden.

”Undskyld, du lavede jo bare sjov,” sagde jeg og krammede hende. Hun tog heldigvis i mod min undskyldning. Men da jeg stoppede med at kramme hende, lagde jeg mærke til at ’drengen’ stod og iagttog mig. Jeg skyndte mig at lade som om jeg ikke havde set ham, og gik så ind til time.

 

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...