Et tilbageblik

Roses mor har lige begået selvmord, og hendes liv er sat på pause. Hendes veninde Frida kommer og besøger hende, men en dag er der noget ved hende, der er anderledes. Rose får muligheden for at lave om på fortiden. Men Rose finder ud af, at alt ikke er som det ser ud til.

1Likes
1Kommentarer
458Visninger
AA

1. Billederammen

Et tilbageblik

Kapitel 1: Billedrammen

Som noget nyt sad jeg i vindueskarmen, på mit værelse. Jeg kiggede på regnen, der dalede, ligesom tårerne fra mine øjne. Et billide af min mor var i mit skød. Der var gået to uger. To uger siden at min mor havde begået selvmord. Jeg havde fået af vide, at det var en overdosis. Siden har mit liv været på pause. Det eneste jeg fortager mig er at: Spise, drikke, sove og græde. Min far prøvede at få mit liv i gang igen, ved fx at forslå at gå i biografen. Men jeg kan bare ikke være glad. Min veninde Frida, havde besøgt mig næsten hver dag siden.  Det gør mit humør lidt bedre, at jeg ved hun var der for mig.

Jeg sad stadig i vindueskarmen, da det bankede på døren til mit værelse. Det var Frida, der igen kom for at se, hvordan jeg havde det. Det første hun spurgte om var:

”Hvordan har du det? Har du det bedre?” Det kom ikke som en overraskelse, for det var altid det første hun sagde, når hun kom. Og som altid løj jeg og sagde at jeg havde det bedre. Det var altid det samme når hun kom. Hun kom altid efter skole, så det eneste hun havde med var hendes skoletaske. Men i dag havde hun en sort pose med et mærkeligt tegn på. Tegnet virkede bekendt, men jeg kunne ikke komme i tanken om hvorfra. Frida tog skoletasken ned fra skulderen og lagde posen ned i den.

”Er der sket noget nyt inde for disse fire vægge?” spurgte hun. Jeg syntes at det virkede som om hun kun spurgte for at få min opmærksomhed.

”Øh nej det samme. Hvad med dig er der sket noget nyt i din verden?”

”I går fandt jeg en familiehemmelighed. Det var virkelig noget lort” hun lød meget bekymret.

”Hvad er det for en hemmelighed?” spurgte jeg nysgerrig. Hun svarede mig ikke, så blev der helt stille.

Men jeg vidste, at det havde noget med den sorte pose at gøre.

”Hvor meget ved du egentlig om din mors død” Jeg kunne hører alvoren i hendes stemme.

”Jeg ved, at hun begik selvmord. Der er ikke mere at vide,” jeg svarede hende sur, fordi at hun stillede mig det spørgsmål.

”Hvordan ved du det? Har du nogensinde set liget?”

”Min far fortalte mig det. Og nej jeg har ikke set liget. Jeg måtte ikke, for jeg kun er et barn.” Jeg var begyndt at hæve stemmen. Jeg ønskede virkelig, at hun ville stoppe denne samtale, men hun blev ved.

”Men da min farfar døde måtte jeg godt se hans lig inden han blev begravet. Og der var jeg kun 11 år,” sagde hun. ”Så hvorfor måtte du se ikke se liget?” tilføjede hun. Jeg havde en ide om at hun allerede vidste svaret.

”Det ved jeg da ikke, måske fordi det var min mor.”

”Ja det var din mor, men der burde ikke være forskel.” Det var sekundet, hvor jeg lagde mærke til, at det virkede som om Frida var blevet mere moden end sidste gang jeg så hende. Og det var kun lidt mere end et døgn siden. Hvad er der sket med hende? Har hun været ude for en tragedie? Spurgte jeg mig selv.

”Hvad var det for en hemmelighed din familie havde,” spurgte jeg hende. Det virkede som om der gik meget lang tid før hun svarede.

”Øh det vil jeg helst ikke snakke om lige nu. Er det okay? ”Jeg kunne høre noget i hendes, jeg tror det var frygt. Men hvorfor skulle hun være bange, spurgte jeg mig selv. Da jeg kom tilbage til virkeligheden, svarede jeg: ”ja ja det er helt fint, vi kan bare lave noget. Vi kan spille eller snakke.”

”Vi kan godt spille,” svarede hun, men det virkede som om, at hun egentlig var røv ligeglad.

 

Vi havde siddet og spillet i total stilhed i noget tid, da Frida spurgte om det var okay, at hun gik på toilet. Jeg nikkede bare, men ville hellere have sagt: hvad fanden tror du selv, det er sku da ikke mig, der bestemmer om du må gå på toilet, men stemningen var dårlig nok i forvejen, så jeg kunne ikke se en grund til at gøre det værre. Jeg lagde også mærke til, at hun tog sin taske med sig. Hvorfor helvede tager man sin taske med på toilet? Spurgte jeg mig selv.

Frida var kommet tilbage. Hun træk den sorte pose op ad tasken. Og stak hånden ned i posen. Hun tog en billederamme op. Hun gik over til min seng, og satte sig med billedet i skødet. Og det var der, hvor jeg lagde mærke til, at der løb tårer ned ad hendes kinder. Jeg rørte hendes skulder og Spurgte:

”Frida! Hvad er der galt? Er der sket noget? Jeg kunne mærke, at frygten var begyndt at vokse inde i mig. Hun rakte rammen hen mod mig. Jeg havde kun set et lille glimt af, hvad det var på billedet, men jeg vidste allerede hvem det var. Det var min mor. Jeg tog billedet fra hende, eller prøvede, for hun ville ikke give slip. Frida mumlede nogle ord på et sprog jeg ikke kendte. Og da hun var færdig, sagde hun:

”Jeg er virkelig ked af det, men de sagde, at jeg skulle gøre det her.” Nu strømmede tårrene ned af hendes kinder. Jeg ville give slip på rammen, men mine hænder og arme ville ikke lystre. Det næste stykke tid gik i snegle fart. Jeg så et lysglimt, og lukkede så jeg mine øjne.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...