Dødens Torn

Roses far er urmager og hun bruger mange aftener i hans værksted. Det er på en af disse dage en mystisk mand dukker op med et endnu mere mystisk ur.

0Likes
1Kommentarer
334Visninger
AA

1. Daniel Westmann

Fra det øjeblik han trådte ind over dørtærsklen, kunne jeg ikke lide ham. Han smækkede døren op med så stor kraft, at urene hoppede på deres plads i reolerne og butiksklokken ikke bare bimlede, men svingede op i loftet og lod dens metalliske klang sidde længe i min fars og mine øre.

 

Her havde ellers været så stille. Min far havde siddet ved disken i dyb koncentration. Med miniatureværktøj og forstørrelsesglas for øjet. Med stabil hånd og et næppe hørligt åndedræt. Han viste mig ofte sit arbejde når jeg kom hen mod aftenen. Talte om urværker med strålende entusiasme i øjnene. Hans kærlighed til klikkende tandhjul og drejende visere fik ham til at arbejde fra morgen til aften hver eneste dag, natten med nogle gange. En gang imellem lod han mig også prøve at rode med mekanismerne i baglokalet, men han kunne sjældent se på mine forsøg uden at demonstrere og demonstrere, indtil det gik op for ham, at han var kommet til at overtage urarbejdet. Men jeg havde det bedst med bare at betragte min fars koncentrerede arbejde.

Jeg var fast inventar i min fars butik hver aften. Når de huslige pligter var overstået efter skole og jeg havde handlet ind på markedet, vasket og ophængt tøj med min mor og læst lektier med de små, gik jeg altid over i min fars butik. Der lavede jeg lektier, snakkede med min far eller tænkte over alverdens ting, mens han arbejdede. Når alle urene i butikkens visere pegede på 7, pakkede vi sammen, låste af og gik hjem.

 

Denne aften var ikke anderledes. Til lyden af hundrede ure der alle tikkede i takt, havde jeg siddet med albuen hvilende på disken og studeret enden af mit brune, krøllede hår, mens jeg tænkte tilbage på børnene i skolen. De kunne ikke lide mig. For det meste lod de mig være i fred. Men nogle gange kunne de finde på at skubbe mig i mudder eller tage mit overtøj eller hælde vand ud over mig. Så råbte de ting som "Pas på du ikke sviner dig til, deres højhed!" eller "Dine kongelige skolebøger ligger på taget!" Min bedste taktik var at ignorere dem. Deres familier havde ikke mange penge og de var formentlig jaloux på min fars gode rygte der strakte sig længere end byen vi boede i.  Men drilleriet var først begyndt for et par år tilbage, da min fars butik pludselig fik besøg af kongens bror, der havde været på vej gennem skoven, da han tabte sit ur. Hans hest havde uvidende trådt på det, og arbejdet med at få det til at ligne sig selv igen berøvede min far flere nætters søvn.

 

Jeg blev revet ud af mine tanker, da manden slog døren op, og hans brede skikkelse tegnede sig først som en høj silhuet. Da han tog et skridt ind i butikken, kunne vi se ham klart. Han kropsbygning var grov og skuldrene brede. Han havde slesk glat hår og en tynd streg af overskæg under næsen. Bag ved ham stod et par andre mænd i samme gul-grønne frakke som ham selv. Han brasede gennem butikken med lange skridt og et jagtgevær på ryggen, inden han  hamrede et armbåndsur ned på disken. Min far så overrasket på manden og så med sin spinkle bygning meget lille ud i forhold til manden, der stod med hånden på disken og ansigtet helt op i min fars. "Mit ur er gået i stå," sagde han med en dyb stemme og min far trak sig lidt væk. "Ordn det. Jeg er tilbage om en time og der skal det være færdigt. Prisen betyder ikke noget. Men du drejer ikke på ringen uden om urskiven. Har du forstået?" Det var ikke et spørgsmål der skulle svares på. Han drejede om og gik hen til døren med samme beslutsomme skridt som han var kommet ind med. "Sir?" lød min fars stemme, der lød helt svag efter mandens rungende stemme. Manden drejede langsomt hovedet, som om det var en pine at skulle tale mere med min far. Min far rømmede sig. "Har De er navn? Hvad skal jeg skrive på afhentningssedlen?" Der var stille og jeg tror min far fortrød en smule at han havde spurgt. Så svarede manden: "Mit navn er Daniel Westmann, men jeg tror du ville have kunnet genkende mig." Min far spærrede øjnene op og nikkede så,  inden han straks begyndte på arbejdet. Daniel Westmann smækkede døren efter sig og han og hans mænd trampede væk. Ikke én eneste gang havde kastet et blik på mit fregnede, runde ansigt. Ikke at det var underligt, efter hans opførsel. Jeg så på min far der studerede armbåndsuret. "Far? Ved du hvem det var?" Min far havde set ud som om han genkendte navnet. Han nikkede. "Daniel Westmann er ejer af 'Westmann', en kæmpestor virksomhed der fremstiller mange varer. Fødevarer, for det meste. Der går rygter om at der er lidt snavs med virksomheden, men man skal ikke tro på alt man hører." Selvom min far tydeligvis prøvede at se det bedste i Westmann, synes jeg han lignede en der havde snavs med virksomheden mere end nogen anden. Jeg besluttede mig for at kigge nærmere på uret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...