Tomboy (1D)

Carlee er halv dansk, kvart franskmand, kvart amerikaner og sidst men ikke mindst født ind i en cirkusfamilie. Hendes familie ejer det populære amerikanske Cirkus Maravillas. Når hun altså ikke er frustreret over at sidde hjemme i lille Danmark, hvor der intet sker, turnerer hun USA tyndt med dem. Men Carlee vil mere. Hun vil ikke blive i cirkus hele sit liv. Derfor nægter hun at tage med hjem og gøre skolen færdig. I stedet tager hun til LA og ser hvad hun kan få ud af det. Her møder hun blandt andet 5 drenge, som jeg tror nogle har gæt på hvem er.

18Likes
56Kommentarer
5278Visninger
AA

24. Oscars

Den aften er et stort rod, for det sker så mange ting oveni hinanden, men jeg ser om jeg kan få en nogenlunde opsummering. Jeg har brugt hele ugen på Oscar forberedelser, men selve aftenen var der ikke mange. Jeg gør det hele selv.  Nogle ville bruge flere timer på at gøre sig klar. Jeg bruger ½ time på bad, 15 minutter på hår, så det sidder i en frisure der ligner, at håret er langt, 15 minutter på den enkle makeup og så finder jeg kjolen frem. Selvfølgelig er det Becca, som nu har sit eget tøjfirma, der har designet den og forbudt mig at se den, før jeg skulle have den på. Nu står jeg så med en gulvlang kjole i noget let midnatsblå stof med et lag af sort blomstret blondestof over. Der er lange ærmer, men de starter ikke før det yderste af skulderen og på ryggen den helt ned til hvor mine ribben stopper. At se mig selv i den er helt mærkeligt. Skoene er sådan se bare et par sorte hæle fra Jimmy Choo, tror jeg.

Da jeg går op af løberen vækker jeg opsigt, ligesom alle andre. Fotografer og journalister kalder for at få min opmærksomhed. ”Carlee! Carlee! Poser lige!” ”Carlee! Carlee! Er det rigtigt, at hvis du vinder bliver du den yngste kvindelige Oscarvinder?” ”Carlee! Hvordan går det?” ”Carlee! Carlee! Hvor er din kjole fra?” Jeg poserer med et smil og i noget tid er det, det eneste der er at gøre. ”Pequeno! Pequeno! Hit med et smil!” lyder det pludseligt. Roger, min yndlingspaparazzi, dukker op blandt alle de andre. Roger er sær. Første gang vi mødtes, købte han ice coffe til mig og tog billeder af at jeg drak den. Men han er flink. ”Beklager, jeg løb lige præcis ud for smil,” siger jeg alvorligt og sender ham et dræberblik, som straks efter forvandler sig til et drillende smil, før jeg følger med strømmen videre ned.

”Carlee!” lyder endnu en stemme, som skærer igennem alle de andre. Jeg går over til Dina, løberens mest direkte journalist. Hendes falske neon pink negle og den plyssede neon pink taske er stadig ikke blevet skiftet ud. ”Jeg har fået. Praktikanten på slæb og vi er påkrævet en udtalelse fra dig. Hvad har du at sige?” spørger hun. Jeg lader som om jeg tænker mig om. ”Måske skulle du vælge en lidt mindre opsigtsvækkende farve til din taske,” siger jeg. Hun laver en lyd med munden og slår ud med hånden. ”Praktikanten skulle stille spørgsmålene,” siger hun.

Jeg kigger lige ved siden af hende og ser en ung mand, der mest af alt ligner en af de nørder, der kunne grave sig ned i et eller andet stof og så aldrig dukke op igen, uden at nogen savnede ham. ”Er det formelle niveau ikke ved at sænke sig, når det nominerer sådan en som dig?” spørger han. Mit temperament dur ikke til den slags kommentarer, så jeg kniber øjnene sammen. ”Gå ind og se Circus Clown og du ville vide det. Jeg kan ikke gøre for at jeg både kan, hvad du kalder det seriøse og useriøse,” siger jeg. ”Den slags spørgsmål hører ikke til på en løber, vel Dina?” Dina ligner en der kunne synke ned i jorden. ”Selv pigen der kunne gøre det bedre end dig,” erklærer hun til praktikanten. ”Du har meget, at lære unge mand. Meget at lære.” Jeg griner, fordi at hun lyder som Gary, gør når jeg er helt hen i vejret med skuespil. Så fortsætter jeg videre.

Da jeg kommer ind, finder jeg straks castet, som allerede er der. ”Der er den lille favorit!” siger Lil og sætter en lavt bifald i gang. Jeg kan mærke mine kinder blusser og mit smil er ved at sprække, som jeg dumper ned i sædet ved siden af Gary. Vi går alle i gang med internt at snakke om filmene, da alle her, inklusiv mig, er filmtosse. Vi har alle sammen set mindst halvdelen af filmene, der har haft premiere. Så går showet i gang. Det er det samme som hvert år. Bortset fra at jeg selv er med i år og ikke bare nøjes med at bliver oppe hele natten sammen med mor, for at se det. Det er egentligt også hyggeligt.

Inden længe stiger spændingen i vores lejr. Årets film. ”Æv forhelvede,” fanger jeg Gary mumle, før klapsalverne går fuldkommen amok. Vi klapper med, på trods af at det ikke var os, men stadig. Praktikantens spørgsmål kører pludseligt rundt i hovedet. Er det derfor vi ikke vandt? Er det fordi jeg simpelthen trækker det yderst prof team ned?

Det er jeg sikker på, da vi lidt senere er på den anden ende af jubel. ”Til slut vil jeg gerne takke Tomboy selv. Ægte skuespil talent skal man ikke spilde,” slutter Gary sin takketale, for Bedste Instruktør. Jeg smiler forlegent og klapper kun hårde. Gary giver mig et stort smækkys på kinden. ”Det her er din fortjeneste Tomboy. Hvor havde vi været uden dig?” spørger han. ”Jeg er knapt så sikker,” smiler jeg. ”Men i toppen.” Han spærrer øjnene op. ”Nej, den her film, var jo slet ikke skabt så!” Jeg kan ikke lade være med at grine, fordi jeg havde glemt, hvor det hele stammede fra. Vi fortsætter videre.

Da Bedste Kvindelige Hovedrolle kommer op, stiger spændingen endnu en gang. ”Hvis du ikke får den, så får du den en anden gang!” forsikrer Sif mig. ”Og vinderen er…” siger Meryl Streep, som skal overrække den. ”Carlee Maya Maravillas for sin rolle som Annabel/Tomboy.” Min reaktion er at springer op, men så sætte mig ned, fordi jeg begynder at grine. Jeg har fucking vundet en Oscar! Kører det rundt i mit hoved. Nogen fra castet skubber mig op og jeg går ned på scenen, med et stort grin i om fjæset og for den overrakt.

Jeg lader, som om den er for tung. ”Um… Jeg ved ikke rigtigt…” siger jeg, da jeg står med mikrofonen op i hovedet. ”At vælge mig som vinder er usikkert. Jeg bliver trods alt ikke regnet for at være lige så fyldgyldig skuespiller, som mine modstandere. Så tusind tak til juryen, for at vælge mig som vinder. Derudover vil jeg gerne takke Gary Wright, fordi han lod sig inspirere til denne film og til hele castet for at gøre filmen fantastisk. Ikke mindst vil jeg takke onkel Francois for hjælp med Tomboy nogle år tilbage og min mor for interessen for film. Ved i hvad? I er alle sammen en flok Maravillaser, selvom det kun er Francois, der har Maravillas blod i sig, men hvem har sagt man ikke kan være et vidunder uden?” slutter jeg og smiler stort. ”Tusind tak til hvert et menneske for at gøre verdenen skøn!” Så hopper jeg ned fra scenen og går tilbage til min plads. Fuldkommen lykkelig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...