Tomboy (1D)

Carlee er halv dansk, kvart franskmand, kvart amerikaner og sidst men ikke mindst født ind i en cirkusfamilie. Hendes familie ejer det populære amerikanske Cirkus Maravillas. Når hun altså ikke er frustreret over at sidde hjemme i lille Danmark, hvor der intet sker, turnerer hun USA tyndt med dem. Men Carlee vil mere. Hun vil ikke blive i cirkus hele sit liv. Derfor nægter hun at tage med hjem og gøre skolen færdig. I stedet tager hun til LA og ser hvad hun kan få ud af det. Her møder hun blandt andet 5 drenge, som jeg tror nogle har gæt på hvem er.

18Likes
56Kommentarer
5358Visninger
AA

5. Grønt hår?!

”Jeg magter ikke at skulle vaske det ud, bare for at proppe det i igen i morgen,” klager jeg en dag, hvor vi har 3 forestillinger på en dag, mens jeg kæmper om pladsen ved spejlet med Max og onkel Francois. ”Du kunne permanent farve det,” driller onkel i en seriøs tone. Han ved den ikke gik. ”Ja, hvorfor ikke? Jeg skal alligevel klippes, hvis mit hår skal kunne stå ud til alle sider,” siger jeg, mens jeg propper det hvide lag på. Han ved udmærket godt jeg ikke mener det og det gør Max også. Han har efterhånden lært, hvad der er seriøst og drilleri. ”Ja, jeg er sikker på det ville klæde dig, at gå med det konsekvent. Jeg mener grønt hår? Hvem ville ikke have det?” joker han, men han er ikke lige så god til det som onkel og jeg. Jeg skubber dem begge til side, med et ondt kneb jeg har fra karate og får på den måde plads til at koncentrere mig om mine øjne, som skal forstørres med makeuppen. ”Ja… Det er jo the US,” nikker jeg, med et smil.

”Hvor er du bisset?!” klager de i munden på hinanden. ”Undskyld,” siger jeg og lægger hurtigt kinderødt, før jeg tager den røde næse på. Så giver jeg plads til de andre, for at gå ind og tage bukser på. Max begynder pludseligt at nynne We are young og præcist på samme tid bryder vi alle ud i sang. ”Solo!” erklærer onkel og peger ud på mig. ”Carry me home tonight,” synger jeg så godt jeg kan. Hvilket ikke er helt elendigt, men næsten. Da vi alle er færdige går vi over og har en normal forestilling.

”Du vil gerne med mig til frisøren,” siger onkel på sin dumme klovnemåde og prikker til mig og så til ham, da vi står udenfor teltet og siger farvel til folk, som vi altid gør. ”Sæføli,” svarer jeg med min klovne stemme og prikker ham på næsen. Han prikker igen og det ender med at en billettør kommer og skiller os ad. Jeg laver en scene ud af det, ved at spærre øjnene op og udbryde: ”Åh nej! Ikke Master Maravillas kontor!” Der skal virkeligt lidt til, for at få folk til at grine. Billettøren er min fætter. ”Så skal Tomboy også være ordentlig,” siger han. ”Tomboy er altid ordentlig,” siger jeg og laver honnør. Da vi har fået taget billeder med nogle børn, som sædvanligt og kostume og makeup af, tager onkel og jeg af sted til frisøren. Onkel siger ikke noget, han smiler bare, som vi kører ind i Las Vegas midtby. Han finder en parkeringsplads og så går vi ud og finder en frisør.

”Vi vil gerne klippes,” siger han og stryger sig over sit sparsomme hår. ”Intet problem. Hvordan?” spørger hun og ser fra ham til mig. ”Jeg skal bare studses, men hun er nok lidt mere omfattende,” siger han og går rundt om mig, mens han trækker op i håret. ”Jeg har en ide. Folk vil elske den,” smiler han så tilfreds. Jeg rynker på panden. ”Nej, du har ikke,” siger jeg. ”Jo, jeg har så,” fastslår han. ”Så tror jeg vi starter med dig,” siger frisøren og nikker over mod onkel.

De går hen til en frisørstol, mens jeg sætter mig i en læderstol, hvor der er placeret forskellige aviser og magasiner ved siden af. Jeg kigger lidt på dem og finder New York Times. ”Vil du have the Times, onkel?” spørger jeg. ”Ah ja! Den ser man ikke så tit i disse dage,” nikker han tilfreds. Tro det eller lad være, men onkel er den eneste i vores familie, der ikke bare har taget en handelsuddannelse eller slet ikke nogen. Han er uddannet antropolog. Derfor elsker han alt det har med samfundsfag at gøre. Jeg går hen med den til ham.”Der findes da ellers nok aviser,” siger frisøren. ”Ja, men de er svære at få fat i når man rejser lige så meget som jeg,” smiler onkel til hende, og graver sige ned i avisen. Derfra svarer han kun med få ord og brummer når han læser noget han ikke synes om. ”Hvad laver du da?” spørger frisøren. ”Antropolog,” svarer han, fordi det er hvad han er nu.

Jeg finder selv Empire Magazine, men man kan vel sige, at jeg ikke dykker lige så langt ned i det. Empire er jo et filmmagasin. Jeg elsker at læse om skuespillere og min hemmelige drøm er at stikke af til LA og bliver opdaget som skuespiller. Ved den er urealistisk, men jeg overvejer den seriøst.

Jeg kan bemærker, at frisøren kigger undersøgende på mig igennem spejlet. Jeg må indrømme, jeg for første gang i lang tid ikke bare går i T-shirt og jeans, men har fordi vi skulle udenfor cirkuspladsen gjort en smule ud af mig selv. En blomstret sommerkjole, sorte ankelstøvler og det brune pjuskede pandehår, som normalt hænger ned i mine øjne er sat tilbage med en hårnål.

Der går ikke lang tid så er det min tur. Onkel mumler nogle instruktioner til hende, med et kæmpe smil til mig. ”Luk øjnene og snyd ikke,” smiler han. Jeg har det virkeligt dårligt, da jeg sætter mig i stolen, tager hårnålen ud og lukker øjnene.

”Hvilken klasse går du egentlig i?” spørger hun så. ”Jeg går ikke rigtigt i skole,” svarer jeg og kan hører hun er begyndt. ”Er du gået ud?” spørger hun. ”Nej ikke rigtigt. Jeg rejser bare for meget til at en rigtig skole ikke er mulig,” svarer jeg. ”Rejser du med ham?” spørger hun overrasket. ”Ja, ham og så resten af min familie og en masse andre,” svarer jeg. ”Har du haft farvet håret grønt?” spørger hun så. ”Ja, men kun skyl ud,” svarer jeg. Der er stille lidt. ”Undskyld, men grøn er da en mærkelig farve til sådan en som dig,” siger hun så. Jeg kan ikke lade være med at grine. ”Ja, for en som mig. Men ikke for en cirkusklovn,” griner jeg. ”Cirkusklovn?” ”Ja, vi kommer fra Cirkus Maravillas,” siger jeg. ”Ham der, sagde altså han var antropolog,” siger hun. ”Det er han også, men først og fremmest er han cirkusklovn,” nikker jeg. Og så begynder hun at spørger om cirkuslivet. Jeg sidder der i hvad der føles som evigheder, nogle gange er hun der, andre er hun der pludseligt ikke.

”Nu må du gerne åbne øjnene Tomboy,” lyder onkels fornøjede stemme. Jeg åbner langsomt øjnene. ”Grønt hår?!” udbryder jeg. ”Seriøst onkel. Jeg dræber dig og det gør mor også.” Onkel griner. Folk kan ikke finde ud af at være sur på ham ret længe og min mor er ikke typen der er sur ret længe. ”Fint med mig,” siger han. ”Hvad mon Max siger?” mumler jeg, så lavt at han ikke burde høre det. ”Han bliver ovenud fornøjet. Det var på tide du blev TAGET PÅ ORDET,” siger onkel. Taget på ordet er en leg vi leger. Hvis man siger man vil gøre noget grænseoverskridende, bliver man taget på ordet, ved at de andre snyder en ud i det. Jeg har efterhånden taget de andre på ordet nogle gange. Men hvor er han nu tarvelig. Man farver ikke bare andres hår grønt!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...