Tomboy (1D)

Carlee er halv dansk, kvart franskmand, kvart amerikaner og sidst men ikke mindst født ind i en cirkusfamilie. Hendes familie ejer det populære amerikanske Cirkus Maravillas. Når hun altså ikke er frustreret over at sidde hjemme i lille Danmark, hvor der intet sker, turnerer hun USA tyndt med dem. Men Carlee vil mere. Hun vil ikke blive i cirkus hele sit liv. Derfor nægter hun at tage med hjem og gøre skolen færdig. I stedet tager hun til LA og ser hvad hun kan få ud af det. Her møder hun blandt andet 5 drenge, som jeg tror nogle har gæt på hvem er.

18Likes
56Kommentarer
5327Visninger
AA

13. Gode castings!

Næste morgen er jeg oppe i god tid, da jeg skal vaske… Mine job er tøjvask, rengøring, receptionist. Jeg render rundt og vasker i nattøj, så da jeg vender tilbage på værelset er det bare i bad og ind og rode kufferten igennem for tøj. Jeg finder et miniskørt og en skovmandsskjorte, som går godt til slidte Converse.

Så pakker jeg og gør klinisk rent, noget jeg har lært her, før jeg går ned og stiller kufferten i personalerummet og får sen morgenmad. Sin strejfer sådan set bare rundt, hvor hun vil, når jeg ikke kalder på hende, så jeg stiller bare hendes madskåle det sædvanlige sted, før jeg skynder mig til Hollywood.

Jeg skal til casting på en film, som en af hovedrollerne. Den er seriøst mærkelig. En blanding af action/fantasy noget og pigefilm. Sådan ligesom Pretty Little Liars, bare i spillefilm og hvem elsker ikke Pretty Little Liars? Jeg bruger indrømmet en del af min tid i cirkussæsonen på at se film og tv-serier, når jeg skal være mig selv, så ja, en af de få ting, jeg er opdateret på er den slags. Der kommer en pige ud med helt blanke øjne. ”Pas på Gary Wright!” siger hun og forsvinder hurtigt. Jeg løfter øjenbrynene, men er ikke nervøs. Det har været mit problem de andre gange, fordi jeg til at starte med ikke har haft noget at gemme mig bag, ikke noget klovnekostume. Nu efter en uge med onkel Francois er jeg blevet mindet om, at det ikke kan gå værre end galt, så da jeg kommer ind, har jeg kun samme spænding, som når jeg skal i manegen.

”Lad os gå lige til det… Hvem er du?” spørger en dame, som jeg gætter på er casteren. ”Det ved du godt. Det står på papiret,” smiler jeg. Hun kigger overraskende forvirret rundt, for før hun når at skælde mig ud, fortsætter jeg. ”Jeg er Carlee Maya Maravillas. Jeg er 16 år og arbejder på et hotel i Santa Monica for tiden. Jeg er født i Columbus, Ohio, men har ikke noget med stedet at gøre, fordi jeg er født ind i en cirkusfamilie og under cirkussæsonen. Jeg er sådan set kun halvt amerikaner, fordi min mor er dansk og jeg er også opvokset i Danmark, udenfor cirkussæsonen,” fortæller jeg, men stopper da jeg ser manden fra den dag, hvor jeg øvede med Lu i manegen.

Han sidder som om han gerne vil sige noget. ”Dit efternavn er Maravillas, så jeg formoder, at du er fra det cirkus. Hvilket nummer var du med i? For jeg kan ikke placere dig, selvom du virker bekendt,” siger han. ”Jeg er Tomboy,” siger jeg. Han lyser op. ”Der var den! Og nu prøver du kræfter med skuespil?” spørger han. Jeg nikker. ”Der er ikke den store forskel fra cirkusklovn til skuespiller,” siger jeg og det går op for mig, at den nemt kan blive misforstået. ”Nu elsker jeg at være cirkusklovn, så den sammenligning er altså ikke dårlig. Jeg kan desuden også en del mere end at være klovn, hvis det skal være og det er nok derfor jeg er her,” siger jeg. Casteren kommer op til mig med et manuskript.

”Hvordan skiller du dig ud fra andre, i forhold til at vi skal vælge dig til rollen?” spørger hun. ”Jeg kan spille enhver rolle det skal være og i behøver ingen stuntkvinde til mig…” smiler jeg og kigger op fra papiret. ”Jeg ved ikke, hvordan en rigtig stuntkvinde bliver uddannet, men jeg vil sige, at cirkus er et godt sted, hvis man vil lære den slags.” De griner af mig. Jeg læser koncentreret linjerne, der er markeret og husker dem på ingen tid. Jeg har lært nogle virkeligt gode memoteknikker af min mor, så jeg er utroligt god til at huske. ”

Klar?” spørger casteren. Jeg nikker. Og vi går i gang. ”Kan du ikke se det?” spørger hun plat. ”Nej!” svarer jeg vredt, indlevet i rollen. ”Jeg kan og vil ikke se det!” ”Det skal du,” siger hun. ”Nej vi holder os til planen,” siger jeg bestemt. Sådan fortsætter vi, til vi kommer dertil, hvor hun havde sagt stop.

”Hvad nu?” spørger den sidste mand, som ikke har sagt noget før nu. Jeg kigger ned i manusset for første gang. ”Sorry J, du er lidt sent på den,” siger jeg så. Han smiler. ”Du måtte altså gerne have brugt manusset før også, men du gjorde det uden og du gjorde det godt,” roser han. ”Ja, det var det bedste jeg har set i dag,” siger den anden, som var ham fra cirkus. ”Miranda giver et kald senere i dag, hvis vi ikke finder noget bedre.” Jeg spærrer mine øjne op. ”Ja, hold telefonen åben,” smiler casteren, hvis navn må være Miranda.

Jeg skal direkte videre til 2 andre castinger for mindre roller. Nu hvor jeg har fået styr på det går det 100 gange bedre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...