Tomboy (1D)

Carlee er halv dansk, kvart franskmand, kvart amerikaner og sidst men ikke mindst født ind i en cirkusfamilie. Hendes familie ejer det populære amerikanske Cirkus Maravillas. Når hun altså ikke er frustreret over at sidde hjemme i lille Danmark, hvor der intet sker, turnerer hun USA tyndt med dem. Men Carlee vil mere. Hun vil ikke blive i cirkus hele sit liv. Derfor nægter hun at tage med hjem og gøre skolen færdig. I stedet tager hun til LA og ser hvad hun kan få ud af det. Her møder hun blandt andet 5 drenge, som jeg tror nogle har gæt på hvem er.

18Likes
56Kommentarer
5276Visninger
AA

7. Afslapning

Jeg siger dig. Af alle liv i verdenen er cirkusliv et af de sjoveste, men også mest nedslidende. Måske er jeg kun artist, men jeg hjælper stadig til, hvor jeg kan, når jeg har tid. Det holder også hårdt når vi har 3 forestillinger om dagen.

Derfor er det også en lettelse, da vi efter en periode med mange af disse dage i træk kun har en forestilling. Alle er enige om, at det bliver en afslapningens dag. Jeg vågner derfor for en gangs skyld først ved 10tiden, hvor det plejer at være ved 5.

I søndags kørte vi 11 timer fra Saltlake City i Utah til Sacramento, Californien. Den dag måtte alle hjælpe med teltet, for at der var tid, selvom vores teltfolk er utroligt effektive. Derefter har vi spillet 3 udsolgte forestillinger om dagen i henholdsvis Sacramento, San Francisco og San Jose.

I dag og i morgen står den på Los Angeles.  Jeg kunne sagtens have sovet længere, men jeg bliver vækket af den sødeste guitar musik og høj solskin. Omkring frokosttid dukker tante Olivia op på pladsen, med en megafon. ”Alle bedes gøre klar til vandkrig! Det bliver den sædvanlige opdeling! Og onkel M! Du er ikke nogen undtagelse,” råber hun drillende. Alle suser ind og tager badetøj på og samler alt hvad der kan være vand i. Den sædvanlige opdeling er drengene mod pigerne. Så samles vi ved søløverne, som er vores base og fylder alt op. Inden længe går det løs og over hele cirkuspladsen løber skrigende, leende og våde folk.

Vi stopper ikke før mor denne gang kommer vandrende med megafonen. ”Frokost, is og så omklædning!” råber hun. Vi snakker om omkring 100 mennesker, der er hundesultne og overfalder et bord fyldt med sandwich og is. Folk snakker, driller og griner, mens de spiser og derefter spreder sig mod alle vande.

De første publikummer er begyndt at komme. Jeg tager den med ro, da jeg ikke har min tur ved spejlet før til sidst. Vi har en forestilling, hvor alt på trods af alt for meget varmen klapper, som det skal. Jeg skal ikke stå og sige farvel i dag, så jeg går direkte over og skifter.

Louisa, min 10årige kusine, der er linedanser, har spurgt om jeg vil træne med hende. Så jeg går direkte derover. Vi har onkel M stående nede og sikkerhedsudstyret er i orden, så der sker ikke noget. Nu har jeg også selv gjort erfaringer med linen og er ikke bange for at falde ned, så jeg begynder på klovnerier. ”Carlee! Gør det seriøst!” råber onkel M.

Hun skal lære at lave en vejrmølle på linen. Hun klarer den ret godt. ”Nej, nej,” siger jeg. ”Du skal bare gøre sådan her.” Og så laver jeg en næsten perfekt vejrmølle på den tynde line. Jeg indrømmer dog, at jeg kun lige står på benene før jeg falder og som en slaskedukke i elastiksnor hopper jeg op og ned. Ok jeg overdriver den, men når jeg er i manegen, kan jeg ikke lade være med at lege klovn. Louisa griner og laver triumferende en god vejrmølle uden at falde. ”Fra nu af kan jeg ikke hjælpe dig mere. Det var nogenlunde heromkring, det gik op for mig at linedans ikke er noget for mig,” fortæller jeg og gør klar til, at gå ud på linene igen.

Hun sætter sig ned på linen og kigger fornøjet på mig, der gør klovnekunstner. ”Far! Se! Klovnen går på line!” lyder en pigestemme pludseligt, da jeg med en klovns (manglende) behændighed klamrer mig til linen, som jeg ender med at få lavet en kolbøtte om, før jeg får kæmpet mig op. Jeg går mere elegant hen og sætter mig ved siden af Louisa, som griner af mig.

Vi kigger ned hvor stemme kom fra og ser en lille pige og hendes far stå og kigge på os. Jeg lader mig bevidst falde og da jeg efter nogle op og ned ture lander på jorden, spænder jeg mig ud af selen. ”Nej, jeg ikke nogen klovn. Jeg er bare mig. Hvor har du dog den ide fra?” spørger jeg den lille pige. Jeg får den tit og elsker at overbevise folk om, at jeg ikke er Tomboy. ”Du har grønt hår,” svarer pigen nøgternt. Jeg roder i mit hår. ”Ja, det har jeg, men klovner er ikke det eneste der har grønt hår,” griner jeg. ”Lee!” lyder det oppefra. ”Ja, Lu!” svarer jeg. ”Kig!” siger Louisa og laver to perfekte vejrmøller. ”Beviset på at du er et Maravillas,” griner jeg og kigger så på faren. ”Ikke for noget, men teltet er altså lukket for publikum, eller hvad onkel M?” spørger jeg over ryggen. ”Jo,” siger onkel M og kommer over og begynder at snakke med faren.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...