Ezendo

Tilbage i år 1421, levede en pige ved navn Carmian. Hun levede i en by i skoven, skjult for uvedkommende, af mørk magi. En dag ændres hendes liv. Hendes hud blliver kold og hård, og hun føler sig aldrig mæt.
Følg den 15årige Carmians liv, gennem den hårde middelalder.

1Likes
2Kommentarer
373Visninger

1. Kapitel 1

Få gyldne striber trængte gennem de grove træ vægge. Jeg så dem krybe hen over jorden, og hen på den anden briks. Her lå min yngre søster, Lucia. Hun sov stadig, og så endnu smukkere ud med det bløde lys, der blidt ramte hendes ansigt. På hylden mellem vores brikse, lå min anden lillesøster, Alvilda, og sov. Hun lignede hverken mig eller Lucia. Med sine knapt tyve centimeter og små vinger, var det tydeligt at se hun er en drillealf. Jeg trak i en sort dragt, tog mine lyse ruskindsstøvler på og spændte mit bælte med mit sværd og min daggert om livet.

Da jeg slog døren ud til gården op, blændede den skarpe sol mig. Gården summede allerede af liv, så vi måtte have sovet længere end vi plejer. Vores lille by har ingen kro, så morgenmaden må vi selv hente, en god halv time til fods herfra. Jeg lod et dybt suk stige op fra mit bryst. Vi har arbejdet hårdt og længe på vores lille by, og vi har allerede både fængsel, handels bod, smedje og et hus som vores familie bor i. Det næste der ville blive føjet til, ville være en kro.

Da mine søstre var vågnet, drog vi af sted mod kroen. Jeg havde til turen medbragt min magiske, sorte kappe, både for at beskytte mig mod solen, og for at skjule min identitet. Vores familie havde været lidt uønskede i byen, efter et rygte om at min afdøde storesøster skulle have stjålet et magisk spyd, og givet det til en sortelver hun var kærester med. Blandingen af de to racer er ikke bare uset, men ulovlig, hun blev derfor brændt, for forræderi mod sin race. Selv var jeg blot et menneske. Jeg rystede den sidste afsked vi havde med hende ud at hovedet, og koncentrerede mig om den tørre sti vi gik på. Gyldent støv landede på stien, sikkert fra Alvildas vinger. Lucia fløjtede en lille melodi. Den samme melodi som vores mor altid sang for os når vi skulle sove. Hun er nu taget som gidsel af onde præster. Lucia plejede at synge sangen for Alvilda når hun ikke kunne sove, men efter Bellas død har hun været så skræmt, at hun ikke har talt siden.

Portens hængsler knirkede, da byvagten lukkede os ind. Vi plejer tit at få rabat i kroen, da kromutter sætter stor pris på de urter vi sælger hende. Kroen er det sted vi altid søger tilflugt i, hvis vores familie skulle komme i problemer, og vi kan altid regne med de ansatte. Da vi kom ind i kroen, stod krofatter, som sædvanlig, bag skranken og nikkede venligt til os, da vi trådte ind i kroen. En duft af friskbagt brød, nylavet ost, vin og mjød, slog os i møde, da vi nærmede os køkkenet. Derude stod tre kogekoner, der rørte i hver sin suppe gryde. Lucia løsnede bundet med krydderier fra sit bælte, og lagde det på bordet foran krofatter. Han brummede anerkendende, og lagde tre sølvstykker på skranken, samt en lille skål honning, et friskbagt brød og en gedeost. Vi satte os ved det nærmeste bord, og begynde på vores morgenmad. Jeg delte brødet og osten mellem Lucia og mig selv. Alvilda fik den lille skål med honning for sig selv. Jeg hældte mjød op til os alle, og vi spiste i tavshed. Der var ikke så frygtelig mange på kroen, selvom det var sen morgen. Kun en enkelt ork, to sortelvere, et par gobliner og fire elvere. Jeg kiggede op på krofatter, som alle i denne by kendte. Han er også meget nem at genkende. Han er meget høj, bredskuldret og med rødt hår og skæg. Han ser ældre ud end han er, på grund af hårdt arbejde på kroen. Uden jeg bemærkede det, var jeg begyndt at flette mit hår. Det var relativt dumt, da der sikkert er en dusør på mig, et eller andet sted, og et af mine kendetegn er min blonde fletning. Lucia sendte mig et blik, der tydeligt sagde, at jeg skulle flette mit hår op, eller tage hætten på. Alvilda sagde ikke noget, for hun var travlt optaget af sin honningskål. Jeg skyndte mig at hive hætten på min kappe op over hovedet, og spise mit brød færdigt.

 Da vi forlod kroen, var solen forsvundet bag en tyk mur af skyer. Den lille by var stået op, og triste ansigter traskede rundt, skuffede over vejret. Vi forlod byen, ved at blade os i mængden, af handelsfolk, skrigende småbørn, gøglere, skjalde, drukkenbolte, vagter og forskellige hestevogne. Alvilda var kravlet ind under Lucias kappe, for at holde sig varm. Drillealferne stammer fra Remiir, et land længere sydpå, og klarer ikke så meget kulde som vi har heroppe. De taler med meget skingre og lyse stemmer, der kan være meget irriterende og svære at forstå. De er desuden aldrig mere end femogtyve centimeter høje, og er altid sammen med enten en sortelver, en elver, en alkymist et eller almindeligt menneske. Men kunne tydeligt hører hendes små tænder klapre mod hinanden, og støvet fra hendes vinger landede delvist på vejen, og delvist på Lucias læderstøvler. Det var alligevel ualmindelig koldt. Det plejede ikke at være koldt her i sommermånederne, så et eller andet måtte være i gære.

Da vi kom hjem til vores egen by, var det vores kommende tante der lukkede porten op. Hun gjorde tegn til at vi skulle være stille, og komme nærmere. Onkel Valentino stod og talte til vores lille hær. Jeg satte mig på ambolten i smedjen, og lyttede til deres opgave. Vi har valgt en hær af børn, da de fleste voksne med sjæl og samvittighed, aldrig ville kunne slå et barn ihjel. Jeg hoppede ned fra ambolten og over mod vores handelsbod. Jeg begyndte at slide træ pladen, ved at gnide en håndfuld sand rundt derpå. Efter vores krigere havde forladt byen, satte Valentino sig ned med os. Han fortalte, at hvis nogen spurgte efter ham og hans forlovede er de ved Stencirklen. Vi nikkede tavst, da vi forstod alvoren. Elvere og mennesker må ikke være sammen. Menneskerne mener at en elver ville forurene det smukke blod der flyder i et menneskes åre at få en elver i familien, mens elverne mener at mennesker ikke er til at stole på, og at det ville være katastrofalt hvis menneskerne ødelagde alt det elverne har været flere tusinde år om at opbygge. Vores kommende tante var en elver, derfor er de begge i farer. De forlod byen, og vi var overladt til os selv.

En hård banken, fik mig revet ud af mine dybe tanker. Lucia så på mig, med store og bange øjne. Hun har været bange for fremmede siden mors og fars bortførelse. Hun gik ind bag mig, og puffede mig over mod byporten. Jeg forstod hende godt. Det er ikke nemt at være hende. Hun mistede begge sine forældre i en alder af kun fjorten år. Jeg gik over for at åbne porten. Da jeg var den ældste, var det mit job at åbne. Havde der været nogle voksne, havde de åbnet. Der er stor forskel på en voksen mand, og en femtenårig pige. Ganske vist er jeg både høj og bredskuldret af min alder og mit køn, men uden assistance ville en hær af voksne eller unge mænd, nemt kunne nedlægge mig. Min stemme rystede, da jeg satte porten på klem, og henvendte mig til de fremmede mænd.

”Værhilset d’herre.” Prøvede jeg mig forsigtigt frem.

”Vi leder efter La’Familias ledere.” Svarede manden brysk. Jeg kunne ikke se hvem han var, da en hjem af læder, dækkede hans ansigt. Han var bevæbnet med en kølle, flere små kasteknive, et sværd, en bue og et kogger fuld af spidse pile. Jeg blev skræmt, men tænkte på, at de aldrig ville trænge igennem porten, og hvis, ville vi allerede være i sikkerhed. Jeg besluttede at drille ham, og vinde Valentino noget tid.

”Alle lederne, eller bare nogle af dem.” Spurgte jeg drillende. Det af hans ansigt, man kunne se blev knald rødt. Han var tydeligvis ikke vant til at blive talt sådan til.

”Ham der mænger sig med den urene elverpige” Nu var det mig der blev vred. Min kommende tante var ikke uren!!

”Ja, det ved man jo aldrig.” Sagde jeg og gned fingrene mod hinanden, jeg kunne høre Alvilda fnise bag mig. Det gav mig ekstra selvtillid.

”Du får ingen penge af mig.” Svarede manden. Jeg så på folkene bag ham. En høj, rødhåret kvinde i en sort kjole, en lav og kraftig mand med grøn slagkofte. Desuden var der flere brynjeklædte mænd bag dem.

”De er ved Stencirklen.” Svarede jeg, og smækkede byporten i hovedet på dem. Jeg hørte en fornærmet mumlen bag porten, og vidste at jeg nok havde fået bank, hvis de havde fået fat i os. Da de var forsvundet tilstrækkeligt lang væk, gik Lucia hen til mig. Hun havde under hele samtalen hentet Thea, vores barnepige. En lav og lidt kraftig kvinde med kort, rødt hår. Hun missede med øjnene mod lyset, skønt skyerne havde slugt hele solen. Hun kaldte en af vores tjenere til sig, mens hun tog sit brune sjal på. Hun tog sin kurv over armen, og vendte sig så mod tjeneren.

”Se rundt om byen. Der er måske spioner.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...