Completely Dead - But not yet

Den 16 årige pige Calla Brown kæmper for styrken, da hun opdager at hendes 6 årige lillesøster, Emma, lider af en ukendt sygdom der ikke er nogen kur mod.
Calla bliver nødt til at indse, at Emma dør lige meget hvad, men så sker der et mirkakel, der får både Calla og Emma op i humøret.

2Likes
3Kommentarer
623Visninger
AA

2. I miss you, life

Jeg tumlede ind af hospitalsdøren, og løb op ad trapperne og ind til Emma. Jeg gik dog stille og roligt ind til Emma. ,,Emma" Hviskede jeg, og kiggede som altid op på hjertemåleren. Jeg holdte vejret da hendes hjerte sprang et slag over, men ellers så bippede den sådan pænt regelmæssigt, - Jeg hulkede dog alligevel med tårerne strømmende ned over kinderne, og så satte jeg mig forsigtigt på Emmas seng og tog hendes hånd. ,,Jeg savner mit liv. Jeg savner når vi to var sammen, Emma. Jeg savner din latter, jeg savner dine øjne der strålede af glæde hele tiden. Selv når du var sur, så var du glad indeni. Du var så fantastisk.." Hikkede jeg, og en tåre piblede langsomt ned af Emmas kind, og hun prøvede vist at smile, men jeg rystede på hovedet, - ,,Du skal slappe af. Du skal ikke vise nogen følelser, Emma. Du skal bare slappe helt af" Emma gjorde sig helt tung, og trak vejret langsomt. Jeg smilede forsigtigt til hende, blottet for glæde. Jeg slap Emmas hånd og satte mig på knæ på gulvet, så jeg kunne kysse Emma på næsen. ,,Du er så fantastisk. Jeg elsker dig, lillesøster" Hviskede jeg, og så fortrak mit ansigt sig i smerte og jeg græd endnu højere.

Hr. Scott lagde en beroligende arm omkring min skulder, og jeg så op på ham. Pludselig kyssede han mig, nærmere berørte sine læber mod mine. Bare rolig, han er 17. Jeg så forbløffet på ham, og rykkede mig væk fra ham; Han skulle ikke røre mig, jeg elskede ham ikke. Jeg satte mig op på sengekanten, og aede Emmas hovede. Jeg hørte døren lukke bag mig, og nåede lige at se et glimt af Hr. Scott's ansigt der var irriteret, og et lille, selvtilfreds smil tegnede sig i et milisekund på mine læber, før det falmede og blev efterladt i luften, da jeg hurtigt drejede hovedet mod Emma igen. Hendes øjne var åbne, og hendes grønne øjne var blevet varme og blide. Jeg måbede, og så strøg jeg Emma over håret. ,,Emma?" Mit håb falmede da hun hostede, og hendes øjne blev smertefulde igen. I et sekund håbede jeg at hun pludselig fik energien tilbage, men så sivede den ud af hende som om der var et usynligt hul.. Et usynligt hul! Jeg gispede og tog mig til panden, før jeg løb ud af stuen af alt hvad remmer og tøj kunne holde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...