Completely Dead - But not yet

Den 16 årige pige Calla Brown kæmper for styrken, da hun opdager at hendes 6 årige lillesøster, Emma, lider af en ukendt sygdom der ikke er nogen kur mod.
Calla bliver nødt til at indse, at Emma dør lige meget hvad, men så sker der et mirkakel, der får både Calla og Emma op i humøret.

2Likes
3Kommentarer
614Visninger
AA

1. We are together - But not forever

Jeg så med smertefulde øjne på Emma, der sad med armen foran brystet. Jeg strøg hende hen over håret, og mærkede energien sive langsomt ud af hende. ,,Du må ikke dø, Emma.." Hviskede jeg, og hun kiggede på mig med matte øjne. ,,Virkelig. Du må ikke dø" Hviskede jeg, og så landte min hånd på den hvide hospitalseng, da døren langsomt gik op og Hr. Scott kom ind. Han satte sig på Emmas seng. Jeg så på ham, men han kiggede på Emma, der trak vejret stødvis, og jeg kiggede væk da en tåre piblede ned af min tørre kind. Jeg tog Emmas hånd, helt let, og hun gjorde ikke modstand, men hun tog den ikke helt i sin. ,,Jeg.. Har.. Så.. Ondt" Stønnede hun, og Hr. Scott nikkede langsomt, med øjne der var helt våde. ,,Du skal slappe af, Emma" Hviskede han, og jeg kyssede Emma på hendes tørre kind, og hendes grønne øjne blev vendt mod mig. ,,Calla" Hviskede hun besværet, og jeg lagde en let finger over hendes mund, - ,,Ti, Emma. Du skal ikke bruge luft på at udtale mit navn" Hviskede jeg, og det så ud som om hun nikkede og lagde sig tilbage. ,,Du dør ikke" Hviskede jeg, og hun så kort på mig. ,,Det tillader jeg ikke. Du betyder alt for meget for mig" Min stemme knækkede over og forvandlede sig til en hulken, hvor tårerne strømmede ned af mine kinder. Jeg mærkede en arm om min skulder, og så lagde jeg kinden mod Hr. Scott's skulder og græd.

Jeg bevægede mig ud af døren med rystende arme og ludende skuldre. Mit liv, mit hjerte, var revet midt over, der var intet tilbage af mig. Ingen ville nogensinde kunne erstatte Emma, hvis og når hun døde. Hun var hele mit liv. Hun var min lillesøster, og jeg var aldrig nogensinde blevet sur på hende. Aldrig. Hun havde holdt på de hemmeligheder vi havde delt, og hun var som en veninde på min egen alder, selvom der var hele 10 år imellem os. Jeg ville leve et langt liv i tristhed, hvis hun døde. Hun måtte ikke dø.

Jeg strammede grebet om min cykel, og så cyklede jeg med rystende hænder, ikke hjem, men ind i skoven. Jeg så rundt efter et træ, og så fandt jeg et; Det var massivt, det var et kæmpe stort egetræ, der var mega gammelt. Jeg lænede mig op af det, og så skreg jeg op i den sorte nattehimmel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...