Fueled by - Fallen Angel

En kort historie.

0Likes
0Kommentarer
299Visninger
AA

2. Fueled By - Fallen Angel

Bip, bip, bip.
Det er den lyd der for det meste høres på et hospital. Lyden af håb, sorg, knuste drømme og ventetid. Det er den lyd komapatienter vågner op tid, den lyd der får pårørende til at håbe og det er den lyd der definerer hendes liv lige nu. Hun ved det ikke, men rummet hvor hun ligger er tomt. Ingen sørgende personer i hjørnet, ingen håbende personer ved sengekanten og ingen uroligt sovende i stolen. Så alligevel, hvis hun kunne registrere hendes omgivelser, ville hun nok ikke blive overrasket. Hvad hun nok ville blive overrasket over var de to grønne øjne, der betragtede skiltet på hendes dør, der stod på klem, med et så interesseret udtryk. Lægerne havde ikke kunnet finde ud af hendes identitet; så på skiltet stod bare:

Navn: Patient 89-06-12
Værelse: 37
Status: Koma
Selvmordsforsøg m. piller.

Det var sådan de beskrev hende. Patient 89-06-12. De grønne øjne kastede et blik ind på hende gennem vinduet og så en pige, på omkring 19, med lukkede øjne og sort hår. Sygeplejerskerne havde gjort et godt arbejde med at gøre hende ren, men små rester af hendes sorte eyeliner sås stadig. De grønne øjne blinkede, og personen de tilhørte vendte sig om og gik mod udgangen, stadig hørende lyden af livets puls.
Bip, bip, bip.

*

Dage var gået, derefter uger, nu to måneder. Skridt hørtes inde på værelse 37. To grønne øjne betragtede hende, og så kun få ændringer. Hun var blevet tyndere og makeup resterne var blevet fjernet. Et par lyserøde læber, tilhørerne det samme ansigt som de grønne øjne, bevægede sig i et suk, og personen satte sig ned i stolen ved siden af sengen. Hans øjne så søgende rundt, ledte efter en fortid, pigens fortid, den han så gerne ville kende. Han havde spurgt lægerne, men de havde ikke nogen viden om Patient 89-06-12s fortid, eller hvorfor hun havde valgt at prøve at begå selvmord. Det eneste spor han havde, var endnu et mysterium. Et stykke papir, foldet sammen og proppet ned i hendes venstre brystlomme, i hendes jakke. Et stykke papir, med 11 håndskrevne ord. Et navn, og en sætning.

Lucifer.
In every breath I take, I’m breathing you, my soulmate.

Lucifer. Navnet burde skræmme ham væk, men det gjorde det ikke, i stedet tilføjede det bare et stærkere ønske om at finde ud af hvem denne smukke pige, der lige nu balancerede på kanten mellem liv og død, var. Hun lignede ikke en satanist, nærmere en engel, og det var det der nagede ham. For hvad hun virkelig lignede, mens hun lå der med hendes mørke hår, fine træk, hvide hud og lukkede øjne var så passende i det billede han begyndte at få inde i sit hoved.

En falden engel.

*

2 måneder, 23 dage og 7 timer. Så lang tid var det siden han først så hende, gennem vinduet, efter at have læst skiltet på hendes dør. Han vidste ikke helt hvad der havde fået ham til at stoppe op den juni dag. Måske var det det med at der ikke stod noget navn, men blot et nummer. Her på hospitalet var nummeret hendes identitet, her var hun blot Patient 89-06-12 i koma på grund af selvmordsforsøg med piller, men for ham var hun noget andet. Hun var et mysterium, et projekt og hans besættelse.

*

Et brev. Det var hvad der var tilbage på værelset, da han kom op på hospitalet, efter et foruroligende opkald, hvor de havde sagt hun var forsvundet i den tomme luft. Og forsvundet det var hun, helt væk, og efterlod sig blot et brev adresseret til ham. Mysteriet om hende var løst, alt stod forklaret i det enkelte brev, skrevet på et almindeligt A4 ark og med en sirlig håndskrift. Hans hænder rystede af nervøsitet da han skulle til at åbne det, og pludselig blev han i tvivl om han overhovedet havde lyst til at vide hvad der stod deri. Med tanken om at udskyde øjeblikket, hvor han vidste at han blev nødt til at åbne det, mest muligt, lagde han det i baglommen og tog det med hjem, hvor han satte sig i sin blødeste lænestol og tog brevet op igen. Der stod ingen afsender på, eller en retur adresse for den sags skyld, ikke at han havde regnet med det, men man kunne jo håbe. Kuverten var hvid, og et ord var skrevet på forsiden.

Nathaniel.

Hans navn, skrevet med blå kuglepen, og en smuk skrift. Da han endelig tog sig sammen til at åbne det og begyndte at læse fandt han en verden, en livshistorie så hjerteknusende smuk, farlig, dumdristig og forunderlig, at han ikke i sin vildeste fantasi havde kunnet fundet på det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...