Ironic Memory


0Likes
0Kommentarer
268Visninger

1. Ironic Memory

Det er ironisk ikke? Hvordan så mange glade minder skulle ende med at køre mig så langt ud? Hvordan de skulle tage om mine skuldre og føre mig hen til kanten, for derefter at hviske mig blidt i øret. Spring. Det er det de siger. Spring, så glemmer du.

Men det er slet ikke så let vel? At springe, at give op uden at se sig tilbage. Det er dog fristende at give slip, men jeg ved at jeg ikke kan. Jeg ved at selvom det er det letteste, er det dybest set ikke det jeg vil.

Jeg vil huske, jeg vil lære af de erfaringer det har givet mig at stå så tæt på kanten, men det bliver hårdt. Det var det også dengang, men der havde jeg i det mindste dig. At du gav op, overraskede os alle. Selv mig. Jeg burde have set tegnene, men jeg var for optaget af mig selv. Du havde gjort så meget for mig, men jeg var for egoistisk til at se mig tilbage og hjælpe dig. Jeg var for bange, jeg var svag, jeg turde ikke. Jeg troede at hvis jeg ignorerede det, ville det gå over, men jeg burde have vidst bedre. Jeg stod der jo selv engang, og nu skal jeg starte helt forfra, på grund af at jeg ikke gjorde noget, da jeg burde have gjort noget. Du var min ven, og den eneste der vidste hele sandheden om mig.

Selvfølgelig vidste vi begge to at det ikke kun var mig den var galt med, men du satte altid mine problemer før dine egne, altså inden du knækkede. Inden du gav op. Jeg ved godt at det var din egen beslutning, og at ’det ikke er min fejl’, som de fleste psykologer ville prøve at overbevise mig om, og jeg giver dem ret. Det var ikke min fejl, det var vores. Jeg gætter på at da vi mødte hinanden, var vi lige langt ude, og derfor var vi skabt til at hjælpe hinanden, troede vi. Men hvis sandheden skal frem, hvordan kan to, der står og vipper på kanten, trække hinanden tilbage? Du har ret, det kan de ikke. De kan højst holde hinanden i balance. Jeg tror at vi begge troede jeg ville være den første til at give op, jeg var altid den svageste af os to. Du brugte så mange kræfter på at holde mig i balance, at du ikke kunne holde dig selv. Jeg prøvede, jeg prøvede virkelig, men forhelvede, hvad kunne jeg gøre? Vi var to nervevrage!

Vi vidste begge to, at hvis vi ikke fik hjælp, ville det ende for en af os snart, men vi var dumme. Vi ville ikke indse det, vi troede vi kunne klare det, og vi prøvede. Vi sad i timer, snakkede, hørte musik, og græd. Tårer var der mange af, men de smil der også var lyste det hele op. Du hjalp mig meget, og jeg er ikke sikker på at jeg ville havde klaret det uden dig, men det betyder jo ikke noget vel? Jeg klarede det jo, du var der jo.
Fuck it, det betyder alt.
Jeg skulle have brugt mere tid på dig, jeg skulle have været stærkere. Men det var jeg ikke. Jeg gav op, længe før dig, men jeg gav op på den samme situation, som du gav op på. Dig. Jeg gav op på dig, jeg var for svag til at hjælpe dig, så jeg så bare på mens du forsvandt. Men jeg ville ikke indse det, jeg ville ikke indse at du gled længere og længere væk fra mig. Dog var det det der var i gang med at ske. Du gled væk. Fra mig, fra alle, fra verden. Jeg gav op, og det samme gjorde du.

Jeg kan stadig huske da jeg fik det af vide. Jeg havde det på fornemmelsen allerede da jeg sad i klassen da timen begyndte og du ikke var kommet. Jeg ville ikke tro på min mave fornemmelse, men den viste sig at have ret. Jeg husker det mørke der lukkede sig om mig da læreren fortalte mig det. Læreren vidste at vi var venner, måske var jeg rent faktisk din eneste ven, men jeg svigtede dig. Jeg gav op. Det er fristende at hoppe over kanten, men jeg træder et skridt tilbage, fordi jeg ved at selvom du tog den beslutning, ville du ikke ønske at jeg også gjorde det. Du vil ikke lade mig glemme minderne, du vil have at de skal hjælpe mig op igen.
Op af det mørke du lyste op.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...