Tales of Ildacia (dansk)

Awrothgar, søn af Inather fra bjergene, kommer langvejsfra for at finde sin skæbne i byen Rakolia, som spået af en gammel kvinde. Men samtidig, er en mor og sin søn på vej over ødemarken Turecia for at finde landet på den anden side; Undray (en masse navne, I know!). Og igen, samtidig, er en hjemløs dreng på vej, som sædvanligt over ødemarken for at finde et sted at dele sine digte, eventyr og historier, til gengæld for nattely. "Tilfældigvis" (som nogen ville kalde det) mødes de, og sammensværgelser, hemmeligheder, bedrageri og skæbnesvanger valg vil snart tage sted.

4Likes
2Kommentarer
499Visninger
AA

1. Et sammentræf.

For lang, lang tid siden i svundne tider drog en ung mand, ved navn Awrothgar afsted for at finde sin skæbne i byen Rakolia, nabobyen til Undray. Sagen var, at han 2 uger tidligere havde fundet en gammel, syg og døende dame liggende i skoven. Han tog hende da straks ind i sit hus, der belægger sig i bjergkæden Toras. Han gav hende mad, varme, vand og husly og veg ej fra hendes side, indtil hun udåndede - hendes sidste ord var:  "For... Eders venlighed... må De... re... rejse ti-til... Rakolia...! Deres... skæbne... vil De fi-finde... Den ta... bte kongesøn..."  Efter en lang overvejelse og diskussion med sig selv, pakkede han sine ting og drog således til Rakolia, med sin besluttede lid fast liggende på den gamle kvindes ord. Det ville tage omtrent 4 dage, hvis han gik rask afsted. 

***

På samme tid, 5 dagrejser fra Awrothgar, og 1 fra Rakolia, vandrede en kvinde, Kieeka, og sin søn, Ekili på vej over ødemarken, for at besøge Kieekas mor, Eikepae i byen Undray, der lå 1 dagsrejse væk fra Rakolia.  "Hvorfor er det nu lige at vi skal besøge din mor?" vrissede Ekili træt, surt og muggent.  "Ikke den tone, Ekiliskat! Hør nu her-" svarede moren først vredt, og så forstående. Hun vendte sig om, og satte sig på hug ned foran Ekili, og tog ham i hver arm for at golde balancen.  "Eikepae er gammel.. Meget ga-hvorfor kalder du hende ikke Mormor?" kom Kieeka i tanke om, men rystede bare på hovedet, da hun ikke et svar fik. "Ja, gammel. Og du må forstå, at hun ønsker at se sit barn - såvel som barnebarn, før hun..." Hun sank en klump. "Før hun dør." Hjalp Ekili. "Ja..." Kieeka vendte sig om og begyndte at gå videre, hun sank ned i dybe tanker og erindringer.  Efter et stykke tid, hvor akavet og tung stilhed havde hærget, talte Ekili:  - "jeg er træt af at gå, Mor. Kan vi ikke holde en pause? Bare en lille en?" - "Nej" - "Hvorfor?" - "Vi skal mindst nå til Queinia før solnedgang!" "QUEINIA? Jamen mor! Det ligger mindst 30000 skridt væk. Det kan vi umuligt nå! Det er næsten middag, og jeg har altså brug for et hvil og et måltid!" Kieeka kastede et æble til Ekili uden at kigge sig bagud.  "Vi fortsætter"

***

Et andet sted, ude på landet, var alle samlet omkring bordet, der var prægtigt dækket med festlig mad. Der var latter og snakken, da manden for enden af bordet, bondemand Yeris, klirrede på glasset med sin ske. Der blev tyst. "Lad os alle sammen byde vor herlige og morsomme æresgæst velkommen!" Skønt det kun var få ord, blev de efterfulgt af klapsalve thi de fattigere bønder klappede af alt hvad Yeris, den rigeste bondemand på egnen, sagde.  "Vil du synge et kvad for os, øhh, Enalknel?" "Enal-kaneel" rettede Enal-kaneel smilende og venskabeligt.  "Og selvfølgelig da! Men det er nu mere et digt - en historie nærmest" grinede han. Han var en latterens og nydelsens mand, som han sad der og hans gyldne hår blafrede når han vendte hovedet. Der blev igen stille, og alle ventede i spænding på at han skulle begynde - de unge piger sad med drømmende øjne fastlåst mod Enal-kaneel.

"Midt i dalen Lorolia, en fager pige vil synge. Hendes sang vil fortrylle Rakolia, ja, også hendes ynde. Men en dag han kom forbi, en simpel vandrermand. Blev ej fortryllet af hendes sang, den fortryllede, ja det var hende.

"Jeg ber' dig, kære vandrermand! Lad mig få dit navn!" Men han ej interesseret var, heller af hendes fagn! Hun ville have ham, det ku' hun mærke. Men så! En dum bondemand kom og det--"

Yeris stivnede og afbrød med: "En dum bondemand..?" han rejste sig op. Enal-kaneel fnisede. "Tag det ikke så bogstaveligt, det er jo bare--" "NEJ! Bondemænd er ej dumme! Ud! Kom UD herfra Anekenal!"  "Rolig nu, rolig..!" - "NEJ!" råbte Yeris. Enal-kaneel kunne næsten mærke den dårlige energi der kom strømmende ud fra Yeris. Han tog hurtigt sin taske, der havde hunget over stolekanten over skulderen, og på vej ud fortsatte han sit digt:

"Og det var enden på Enal-kaneel's historie!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...