In love with a vampire ♥

Eleanor Foster: 18-årig pige, som ikke kender sine biologiske forældre og som bor i den lille by Mystic Falls i Virginia, hos sin moster Maxine.
Mitch Foster: Eleanor's lillebror. 16 år gammel og bor sammen med sin søster, hos sin moster Maxine.
Maxine Gray: Eleanor og Mitch's moster.
Jasper Martinez: En vampyr, som lever af dyreblod. Han bor i en stor villa, sammen med sin ældre bror, Damon. Har været vampyr i 400 år. Blev forvandlet som 20-årig.
Damon Martinez: En charmerende vampyr, som er rigtig glad for kvinder. Lever af menneskeblod og er dermed meget stærkere end sin lillebror, Jasper. Har været vampyr i 400 år, og blev forvandlet som 21-årig.
Victoria Martinez: Damon og Jasper's vampyr lillesøster, vampyr i 400 år og 15 år gammel.
Angelica Mercer: En blændende smuk og blodtørstig vampyr, født i Spanien, og som har forvandlet både Damon og Jasper. Hun er forelsket i begge brødre, og blev selv forvandlet som 19-årig. Har været vampyr i 500 år.

8Likes
1Kommentarer
801Visninger
AA

1. Wrong place, wrong time ♥

Jeg kunne høre mit hjerte dunke. Jeg havde på fornemmelsen, at jeg blev forfulgt, men jeg turde ikke kigge mig tilbage. Med små hastige skridt gik jeg videre, mens jeg hev min mobil frem fra jakkelommen, for at ringe til Maxine, min moster og værge. Det var mørkt og den eneste vej, der førte hjem til mig, var gennem skoven. Det var også  begyndt at blive lidt koldt, og først efter et stykke tid begyndte jeg at vænne mig til at se ordenligt i mørket. 

-"Hallo? Ja, hej, det Eleanor. Jeg ville bare lige sige, at jeg er på vej."

-"Allerede? Jeg ventede dig først til om en times tid. Hvordan var festen?" 

-"Jeg ved det, men jeg har lidt hovedpine.. og den var fin nok. Jeg er der snart."  En gren knækkede et sted bag mig, og jeg måtte anstrenge mig for ikke at skrige og løbe hele vejen hjem. 

-" Fik du ikke et lift af Jessica eller Samantha?" Hun lød bekymret, så jeg undlod at fortælle hende, hvor bange jeg egentlig følte mig. 

-"Jo, men jeg synes ikke bare de skulle forlade deres egen fest, bare for at køre mig hjem, så jeg takkede nej. Men jeg lægger på nu, der er ikke så lang vej tilbage. Vi ses."

I det øjeblik jeg lagde på, hørte jeg endnu et skridt. Og så et til. Jeg kunne ikke modstå fristelsen længere, jeg blev nødt til at vende mig om. "Hallo? Er der nogen?" Jeg syntes at høre endnu en gren knække bag et stort egetræ, men skoven var dødstille. Næsten alt for stille. Ingen svarede. "Jeg kan altså godt høre dig, så kom frit frem."  Denne gang gav det resultat. Jeg blev blændet af en eller anden lygte og tog hænderne op for at beskytte øjnene. "Hvem dér?" Endnu et skridt. Det var svært at se noget for lygten, men jeg kunne lige skimte en mørk skikkelse med hat og frakke på. Det måtte være en mand. Han kom endnu nærmere, uden at sige noget, og pludselig blev det for ubehageligt. Jeg ville mest af alt bare løbe min vej, men mine ben var som frosset til jorden. "Jeg har telefon på mig og jeg tøver ikke med at ringe til politiet, hvis ikke du svarer mig." Skikkelsen var nu kun 9-10 meter væk fa mig. Jeg tog min telefon frem og tastede hurtigt nummeret til alarmcentralen.

Jeg skulle lige til at ringe nummeret op, da den blev grebet ud af mine hænder og kastet væk. Jeg skreg indtil lygten blev slukket og han lagde sin hånd på min mund for at få mig til at tie stille. Jeg slog ud efter hans ansigt, men han greb min arm og vred den om på min ryg. Forsigtigt nærmede hans ansigt sig mit og nu kunne jeg endelig se ham ordenligt. Han var overraskende smuk. Blå øjne, og mørkebrunt hår som gik ham til lige under ørerne. Hans øjne, der var et eller andet ved dem.. de virkede så tiltrækkende. Men der var stadig et eller andet, der virkede farligt ved ham. Måske var det dét, der tiltrak mig. "Stop med at prøve på at skrige eller kæmpe i mod, og blot frivilligt din hals for mig." Han slap sit tag om min mund og mine hænder løsnede automatisk tørklædet rundt om min hals, og lod det falde til jorden. Jeg følte mig tryllebundet, jeg gjorde hvad han bad mig om. "Har du tænkt dig at slå mig ihjel?" Jeg sagde det i et roligt og kontrolleret tonefald. Et par tårer, var det eneste der afslørede min stigende frygt. "Måske."  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...