An unforgettable summer. - One Direction 2

Alli og Nialls eventyr fortsætter.
Hvad mon der er sket, efter et 1 år? Vil de breake-up? Eller vil deres kærlig blomstre yderligere? Hvad er der sket med bandet? Hvor langt er drengene nu?
Glæd jer til mere drama, mere kærlighed, mere af alt ting.
Hvad vil der ske, når Alli pludselig bliver syg?

Det her er 2'eren af 'An unforgettable summer.- One Direction.'

38Likes
55Kommentarer
5483Visninger
AA

10. Superhuman - Chris Brown.

OBS: Superhuman - Chris Brown sangen, passer godt til Nialls følelser, og til Allis følelser. I burde hører den imens, det vil give en god effekt!

Niall

__________________________________________

''Alli har fået leukæmi.'' Hele min verden ramlede sammen. Leukæmi? Hvordan? Alli var en rask pige! En stærk pige! Hun kunne ikke have fået leukæmi. Ikke Alli. Han må tage fejl. Jeg satte mig frustret ned. Jeg kørte mine hænder igennem mit hår.

''Alli ville ikke fortælle det til dig.'' Sagde Justin pludselig. Jeg opfangede ikke hans ord, jeg stirrede bare ned i jorden. Der blev sagt flere sætninger, men jeg hørte ikke efter. Deres stemmer trængte ikke ind. Jeg så Allis ansigt for mig, hvordan hun havde fået tårer i øjnene, hvordan jeg bare havde gået. Jeg kunne se, at hun holdte noget tilbage, men alligevel gik jeg. Alle vores minder sammen, kørte skiftevis på replay inde i mit hoved. Mindet hvor vi var på date, for første gang. Da vi stod på rulleskøjter, da hun faldt og begyndte at grine. Da jeg holdte om hende. Da jeg så hende i lufthavnen, da jeg krammede hende. Da vi kyssede. Hvorfor? Den sidste hun havde sagt, var mit navn. Niall. Hun havde prøvet, hun var gået et skridt fremad mod mig, men jeg skubbede hende væk. Jeg blev langsomt revet tilbage til den virkelig verden. Jeg kiggede op i et par brune øjne. Liams forpinte øjne. Han ruskede blidt i mig.

''Niall.'' Sagde han lidt usikkert. Jeg blinkede engang, mine øjne var blevet våde. De andre stod omkring mig, Justins øjne, var også blevet fyldt med tårer. De andre drenge stod i chok. Jeg kunne ikke bare sidde her? Jeg måtte finde hende, jeg måtte fortælle hende, at jeg elskede hende. Før det var forsent. Jeg rejste mig, jeg gik hurtigt hen, og tog min jakke på.

''Hvad skal du?'' Spurge Justin pludselig.

''Finde Alli.'' Svarede jeg kort, jeg tog hurtigt mine sko på, så smækkede jeg døren, og begyndte at løbe.

****

Jeg nåede hurtigt hen til Kensis lejlighed, jeg bankede på døren, og Kensi kom ud. Hun så forfærdelig ud, somom hun havde grædt i lang tid. Hun kunne se, at jeg vidste det.

''Hun er her ikke. Hun skulle besøge sine forældre, men hun er ikke kommet tilbage endnu.'' Sagde Kensi. Jeg tog hende ind i et kram, hun begyndte langsomt at græde. Sådan stod vi i flere minutter, før hun trak sig ud, og mumlede.

''Find hende.'' Jeg nikkede, jeg vendte mig rundt, og begyndte at løbe igen. Jeg drejede rundt om et hjørne. Jeg fandt hurtigt Allis forældres hus, jeg bankede på. Allis mor kom ud, hun havde helt røde øjne. Hun vidste det også.

''Please, sig at Alli er her.'' Sagde jeg bedende, men hun rystede bare på hovedet. Så brød hun sammen, Allis far kom ud, og tog armene om hende. Det stak, at se dem sådan. Jeg levede på adrealinet lige nu.

''Hun gik for 1 time siden.'' Sagde hendes far, han lød rusten i stemmen. Jeg havde også fået tårer i øjnene, pludselig tog hendes forældre om mig. På en kærlig måde.

''Jeg tror, at hun er taget ud til Mikayla.'' Hviskede hendes mor til mig, jeg nikkede taknemmeligt. De slap mig, de prøvede at sende mig et opmuntrende smil. Jeg vendte rundt, og løb mod kirkegården, mod Mikaylas gravplads. Jeg stoppede ude foran porten, jeg kunne tydeligt skimte Alli stå ved sin søsters gravplads. Jeg gik ind af porten, og langsomt hen mod Alli. Hun snakkede med Mikayla, og var tydeligt ked af det. Man kunne hører at hun græd. Pludselig vendte hun sig om, hun så mig, vi fik øjenkontakt, før hun vendte sig rundt, og begyndte at løbe væk fra mig. Jeg løb efter hende, jeg indhentede hende hurtigt. Jeg fik et godt hold om hendes talje, vi mistede balancen, og faldt ned i nogle visne blade. De brune og orange bløde fløj ud i luften. Pludselig begyndte Alli at slå mig på brystkassen, og græde endnu mere, jeg holdte godt om hende.

''Niall slip mig!'' Sagde hun, hun prøvede lidt mere, men stoppede så. Hun græd ind imod mit bryst. Jeg rokkede hende frem og tilbage. Jeg havde også fået tårer i øjnene. Tårerne de kom langsomt ned af mine kinder.

''Undskyld.'' Sagde Alli pludselig, hun græd stadigvæk.

''Du skal ikke undskylde.'' Hviskede jeg til hende, jeg blev ved med at rokke frem og tilbage med hende. ''Det skal nok gå. Vi finder en løsning.''

''Der er ikke nogen løsning Niall. Jeg svarer måske ikke på kemoen.'' Sagde hun, jeg gav hende et klem.

''Det skal nok gå Alli. Vi finder ud af det.'' Sagde jeg. Hun tørte nogle tårer af mine kinder, og jeg tørte hendes kinder også.

''Jeg elsker dig Niall.'' Sagde hun pludselig.

''Jeg elsker også dig Alli.'' Sagde jeg, jeg kyssede hendes pande, og langsomt hendes bløde mund.

__________________________________

Hvad tror i der vil ske?

Vil Alli komme igennem kemoen?

Eller vil hun langsomt dø?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...