An unforgettable summer. - One Direction 2

Alli og Nialls eventyr fortsætter.
Hvad mon der er sket, efter et 1 år? Vil de breake-up? Eller vil deres kærlig blomstre yderligere? Hvad er der sket med bandet? Hvor langt er drengene nu?
Glæd jer til mere drama, mere kærlighed, mere af alt ting.
Hvad vil der ske, når Alli pludselig bliver syg?

Det her er 2'eren af 'An unforgettable summer.- One Direction.'

38Likes
55Kommentarer
5482Visninger
AA

23. Stay with me.

Alllison

_________________________________________________________

Jeg sank en klump, og kiggede tomt ind i skærmen, de forskellige tweets rullede ind. Jeg kiggede endnu engang på min video, hvor de forskellige billeder og videoer af mig, og de andre kom frem. Jeg tørrede mine våde kinder igen, og rejste mig sløvt op. Jeg fandt forskellige slags små notes papir frem, i forskellige farver, og en sort tusch. Jeg satte mig ned ved køkken bordet, sammen med en kop varm kaffe. Det var det eneste, som jeg kunne holde i mig. Jeg tog et stykke blåt note papir. Jeg tænkte længe over, hvad jeg ville skrive, men til sidst lod jeg tuschen, ramme det blå papir

''Hej skat, vær stærk for min skyld. - Alli ♥''

''Jeg har altid elsket dig i smooking.''

''Jeg elsker dig ''

''Du er fantastisk. præcis som du er.''

''Jeg husker tydeligt, den første gang jeg så dig. You toke my breath away.''

''Move on babe.''

''Jeg håber du passer godt på Wilder.''

''You are the only person that can make my heart beat faster and slower at the same time.

''Lad de andre hjælpe dig, du må ikke lukke dem ude.''

''Laver du selv mad? Hvad skete der med dit Nandos kort?''

''Tror du ikke de er for gamle? Tjek datoen.''

''I'll be your hero babe, i can kiss away the pain. I will stand by you forever.''

''Niall James Horan du vil altid være hos mig, og jeg vil være hos dig ''

Jeg hang sedlerne op, forskellige steder i lejligheden. Så, når jeg engang er væk, så vil han finde sedlerne fra mig, måske vil de hjælpe ham på vej, jeg håber ihvertfald de vil hjælpe. Jeg fandt udmattende vej hen til sofaen, jeg var ved at sætte mig, på mit kamera, men ungik det. Jeg satte kameraet på et stativ, og trykkede tænd. Den røde pære lyste rødt, og den optagede nu. Jeg satte mig hen på sofaen, og smilede til kameraet.

''Hej babe.'' Begyndte jeg udmattende.

''Jeg ved ikke hvornår, eller om du nogensinde kommer til, at se den her video, men hvis du gør, som du sikkert gør nu, hvilket er mærkeligt, for så behøver jeg ikke forklare alt det her.'' Jeg stoppede op, og begyndte at grine af, hvor latterligt det lød.

''Da jeg mødte dig, eller da du stødte ind i mig, og hældte din øl udover mig, det gjorde du et indtryk på mig. Jeg vidste allerede godt der, at du ikke ville blive til, at glemme lige foreløbigt.  Da jeg så mødte dig andengang, der røg jeg ind i et bord, og forstuvede 2 ribben, og du var sådan hel sød, og vidste ikke hvad du skulle gøre.'' Sagde jeg, jeg havde fået tårer i øjnene, og bed mig i læben. 

''Da vi så var på stranden, og du bar mig, jeg følte mig virkelig som den heldigste pige i verden. Jeg havde mødt min prins. Så blev vi kærester, og datede hinanden. Så så jeg billeder af dig, stå og kysse med hende pigen, og det knuste virkelig mit hjerte. Vi råbte, eller jeg råbte af dig, også blev jeg kørt ned, og så mistede jeg hukommelsen.

Du har altid været der for mig, uanset hvad. Også nu her, hvor du hjælper mig igennem hele leukæmi tingen. Det betyder rigtig meget for mig, at du er der for mig. Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skulle gøre uden dig. Sådan helt seriøst.'' Jeg tørrede besvært nogle tårer væk, og snøftede ind, og trak så vejret dybt. Jeg tog nogle dybe indåndinger, før jeg fortsatte.

''Da du så friede til mig, jeg var helt målløs, jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige, eller jo, ja selvfølgelig. Det kom rigtig bag på mig, at du havde overvejet det, og at du gjorde det. Da vi så stod i kirken, og du stod der i dit jakkesæt, og så virkelig godt ud! Der var jeg sikker, jeg var den heldigste pige i verden.

Vi fik Wilder, og det hele blev så godt. Vi var en familie, far, mor og hund. Men, jeg er virkelig ked af, at jeg aldrig får en rigtig baby, og at du ikke er faren. Det gør ondt, og bare det, at jeg måske aldrig kommer til, at holde om dig igen. Give dig flere kys, det dræber mig virkeligt.'' Jeg hostede, og drak så vejret dybt igen. Tiden var ved at komme.

''Jeg må hellere stoppe nu, du kommer snart hjem, og jeg skal have gemt den her video.

Men, tak for alt Niall. Det gør mig rigtig ondt, at du snart bliver ked af det, for det fortjener du virkelig ikke. Nogen gange, ønsker jeg, at vi ikke havde mødt hinanden, så du ikke ville blive knust. Så jeg ikke ville blive knust. Undskyld.

Du skal lade de andre drenge hjælpe dig, du skal lade dem hjælpe dig Niall, du må ikke skubbe dem væk. Lad dem hjælpe dig, uanset hvor hårdt det er. For så får du det bedre, og kommer videre, og måske finder du dig en ny kone, og får nogle rigtig søde små børn. Og du bliver en rigtig familie. Den pige, bliver den næste heldigste pige i verdenen. For jeg ved, at hun vil elske dig rigtig højt.

Jeg elsker dig virkelig højt. Det vil jeg altid gøre, for du vil altid være i mit hjerte, du vil altid være den eneste ene. Jeg vil aldrig glemme dig, det kan man ikke. 

Jeg elsker dig Niall James Horan.

Min prins.'' Sluttede jeg stor grædende af. Jeg kyssede til kameraet, og slukkede det så. Jeg skyndte at brænde den ud på DVD, og sætte den i DVD afspilleren, Niall så ikke så tit DVD, så når han endelig gjorde, ville han forhåbenligt se min DVD. Jeg fandt min computer frem, og postede linket til mit Twitcame. Jeg vidste, at alle drengene ville se med. En masse fans, og Justin ville også se med. Jeg tørrede mine øjne, men de så svagt røde ud. Jeg sad og stirrede ind i skærmen, og ville gerne finde på ord, men jeg kunne ikke rigtig. Viewsne rullede ind. Jeg trak vejret dybt, og kiggede så på skærmen.

''Jeg havde jo lovet, at jeg ville holde en lille afskedsvideo. Som så er her på Twitter, men nu er jeg igang.

Jeg vil gerne sige tak, til alle som har støttet mig igennem hele min karriere, alle fansene er fantastiske. 

Tak til min mor og far, for at være så fantastiske, og jeg holder virkelig af jer. Vi havde en afsked her idag, og det gjorde ondt, da jeg skulle sige farvel. For jeg elsker jer virkelig, virkelig højt. Jeg vil hilse Mikayla fra jer.

Tak til Kensi, min elskede bedsteveninde, du har altid været der for mig. Du er virkelig en one of a kind, du er virkelig fantastisk! Jeg elsker dig af hele mit hjerte, og jeg vil savne dig rigtig meget.

Tak til Lou, Harold, Li og Zayniie. I er virkelig fantastiske i drenge. Man glemmer jeg ikke lige. I er helt aldeles uforglemmelige. Jeg havde ikke forventet, at jeg ville blive så gode venner med jer, men det blev jeg, og det er jeg glad for. Jeg elsker jer virkelig. 

Jeg elsker når Lou får mig til at grine, over de mest latterlige jokes. Når Harold er så dårlig til fodbold, og han forklare sig ud af det, med sin langsomme stemme, som er så utrolig sød. Når jeg ser Toy Story med Li, og vi græder til sidst, hvor Woody bliver givet til den lille pige. Når jeg må bruge Zayniie's spejl. Når han giver mig gode tips på, selvom han ikke gør det så tit... Men jeg holder virkelig af jer drenge.

Og, tak til min elskede mand, Niall. Jeg kan stadigvæk ikke fatte, at vi er mand og kone. Jeg kunne ikke klare det her, uden dig babe. Du har støttet mig i det hele, og det er jeg virkelig taknemmelig for. Du betyder så meget for mig. Je....-'' Jeg brød sammen, jeg kunne ikke holde det ud mere. Jeg kunne afslutte min sætning, jeg kunne bare ikke. Ordene ville ikke komme ud, de sad klemt fast i min hals, og jeg fik trukket vejret besvært. Jeg lagde mit hoved i hænderne, og tårene strømmede ned af mine kinder. Jeg kiggede endelig op på skærmen igen, og tog trak vejret dybt, selvom det var svært.

''Jeg elsker dig Niall. Det vil jeg altid gøre. Jeg elsker dig.

Det her er vel farvel, jeg er virkelig glad for, at have mødt mange af jer. Og jeg er ked af, at det hele slutter så tidligt. Det er jeg ked af.

 Men lov mig en ting. Hjælp Niall igennem det hele, lad ham ikke være alene, hjælp ham igennem.''  Sluttede jeg af. Jeg slukkede for Twitcamet, og lukkede låget ned. Tårene strømmede ned af mine kinder, og de ville ikke stoppe. Efter nogle minutter, hørte jeg døren smække og løbende trin. Jeg rejste mig op, og gik besvært hen mod døren, hvor Niall og de andre pludselig stod. Han gik hen mod mig, og jeg gik hen mod ham, da jeg kollapsede i hans stærke arme. Han bar mig ind i soveværelset, og trak dynen godt omkring os.

''Jeg troede jeg kom forsent.'' Hviskede han, jeg kiggede træt på ham, og kyssede hans læber.

Niall

_______________________________________________________________

Jeg var rædselslagene. Jeg aede hende hen over håret, og holdte hende ind til mig. Drengene gav hende et sidste kram, og snakkede kort med hende, før de lod os være alene.

''Er du bange?'' Spurgte jeg hende.

''For at dø?'' Spurgte hun, jeg nikkede. Hun sank en klump. ''Jeg er rædselslagen.'' Jeg holdte hende tættere ind til mig.

''Det hele skal nok gå.'' Sagde jeg, jeg løj. Det ville ikke gå, det hele ville gå helt galt, når hun ikke var her mere. ''Jeg elsker dig Alli.'

''Jeg elsker dig Niall, overalt på jorden.'' Græd hun, tårene klumpede sig i mine øjne, jeg blinkede dem hurtigt væk. Jeg måtte være stærk. Stærk for Allis skyld.

''Stay with me
Don’t fall asleep too soon
The angels can wait for a moment
Listen, 
Listen to the words'' Sang jeg, Alli havde langsomt lukket øjnene, og trak vejret langsomt.

''Du må ikke forlade mig endnu babe.'' Græd jeg, jeg kunne ikke være stærk. De strømmede ned af kinderne.

''Jeg bliver lige her.'' Hviskede hun svagt. Det var tid. Jeg ringede hurtigt op til Justin, og satte mobilen hen til Allis øre, hun svarede svagt, og smilede nogle gange. Justin fortjente, at høre de sidste ord fra  hende.

''Jeg elsker dig Justin.'' Hviskede hun endnu svagere. Hun lagde på, og lukkede øjnene igen. 

''Jeg elsker dig Niall.'' Hviskde hun. 

''Du må ikke forlade mig Alli.'' Hviskede jeg. Jeg var bange. Bange for at miste, noget af det mest værdifulde jeg har. Hun svarede ikke tilbage. Hun trak ikke vejret. Jeg rejste mig op, og kiggede skræmt på hende. Hendes øjne var lukket, og hun bevægede sig ikke..

''Alli.'' Hviskede jeg. Jeg ruskede blidt i hende. Det kunne ikke ske. Det måtte ikke ske endnu. 

''Alli!'' Råbte jeg, jeg ruskede i hende hårdere, men der skete ikke noget. ''ALLISON!'' Dørene blev smækket op, og drengene løb ind. Jeg rykkede mig langsomt tilbage, og gled ned på jorden. Jeg kunne ikke tro det. Hun var væk. Jeg havde mistet hende. Jeg slog ind mod væggen, og tog mit hoved i hænderne. Det kunne ikke ske, ikke allerede. Tårene strømmede ned, og havde ingen ende.

''Allison.'' Hviskede jeg. Jeg havde mistet hende. Hende jeg havde holdt så meget af. Jeg elskede hende jo.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...