An unforgettable summer. - One Direction 2

Alli og Nialls eventyr fortsætter.
Hvad mon der er sket, efter et 1 år? Vil de breake-up? Eller vil deres kærlig blomstre yderligere? Hvad er der sket med bandet? Hvor langt er drengene nu?
Glæd jer til mere drama, mere kærlighed, mere af alt ting.
Hvad vil der ske, når Alli pludselig bliver syg?

Det her er 2'eren af 'An unforgettable summer.- One Direction.'

38Likes
55Kommentarer
5829Visninger
AA

9. Leukæmiens forbandelse.

Allison

________________________________________________

''Det skal nok gå Alli.'' Trøstede Kensi mig. Jeg sad nu grædende i hendes sofa, kl 6 om morgen. Kensi havde grædt ligesom jeg gør nu. Især da jeg fortalte, at jeg havde fået leukæmi. Hendes øjne blev straks våde, og hun begyndte at ryste. Jeg havde det forfærdeligt. Jeg ville ikke se Kensi sådan der, ikke min bedsteveninde. Jeg tog endnu en kleenex, og pudsede næse. Hvis Kensi reagerede sådan, hvordan ville Niall så ikke lige?

''Skal jeg ikke tage med til lægen idag?'' Spurgte Kensi trøstende. Det ville være rart. Dejligt.

''Jo, please.'' Svarede jeg. Jeg tørrede en tårer væk. Men min kind blev hurtigt våd igen, af flere tårer.

''Hvad tror du Niall, vil sige til det?'' Spurgte Kensi.

''Det gør han ikke! Han får det ike at vide.'' Svarede jeg hurtigt, jeg kiggede strengt på Kensi.

''Men hvis han nu gjorde?'' Spurgte Kensi.

''Ligesom dig, er jeg helt sikker på. Måske værre?'' Svarede jeg ærligt.

''Få sovet lidt, før vi tager afsted.'' Sagde Kensi. Jeg gjorde som hun sagde. Jeg faldt langsomt i søvn. Et billede af Niall var printet ind på min nethinde. En hvor han så forpint ud. Hvor jeg lige havde slået op. Hvor hans øjne var våde, af tårer. Hvordan han bare gik. Jeg var et forfærdeligt menneske.

****

''Det er en sjælden form for leukæmi.'' Sagde hr.Matters. Kensi trykkede min hånd. Sjælden? ''Det er ikke sikkert, at kemo vil behandle din leukæmi.''

''Så jeg dør hvis jeg ikke gør, og jeg dør måske, hvis jeg gør det alligevel?'' Spurgte jeg. Han nikkede. Jeg kiggede ned i gulvet.

''Vi vil gerne begynde på kemoen meget snart.'' Sagde hr.Matters.

''Ja, selvfølgelig.'' Sagde jeg. Jeg havde et bestemt spørgsmål på hjernen. ''Vil jeg miste mit hår?''

''Nej, det vil den her kemo ikke gøre.'' Svarede han.

''Hvis det ikke virker, hvor lang tid, har jeg så tilbage?'' Spurgte jeg. Han fik et forpint udtryk i øjnene.

''Inden for 8 måneder. Måske mindre.'' Svarede han.  Det stak. Det var somom det hele med Mikayla skete om igen. Bare med mig istedet for. Vi sagde farvel til hr.Matters.

Jeg tog alene hen til mine forældre, for at fortælle det. Mine forældre brød sammen. Min mor var helt grædefærdig. Selv min far græd. Hvorfor? Hvorfor skulle den her forbandelse, også ramme mine forældre igen? De havde lige mistet Mikayla, de skulle måske til at miste mig. Hvorfor? Er det fair?  Vi sad inde i sofaen, min mor holdte om mig.

''Hvad sagde Niall til det?'' Spurgte min mor. Hvorfor vil alle vide det?

''Mig og Niall er ikke sammen mere.'' Sagde jeg. Min mor, fik et forvirret udtryk på, så jeg fortsatte hurtigt. ''Jeg slog op med ham igår. Han ved ikke, at jeg har fået leukæmi. Det må han ikke få at vide.

''Hvorfor ikke skat?'' Spurgte min mor.

''Det vil knække ham. Han vil være helt knust. Det må ikke ske, jeg ville ikke kunne bærer at se det.'' Sagde jeg. Tårene strømmede igen, nedaf mine allerede våde kinder. Leukæmi. Tak. Du har ødelagt mit liv, ødelagt en hel families liv.

Niall

________________________________________________

Jeg lukkede døren til mig og Allis lejlighed. Eller min lejlighed nu. Alli havde slået op med mig igår. Lige her. I vores lejlighed. Jeg kiggede ind på vores soveværelse, eller mit værelse nu. Alle Allis ting var væk. Hendes tøj, hendes smykker, hendes make-up. Alt ved hende var væk. Jeg tog et hurtigt bad, da jeg havde gået rundt, i flere timer. Drengene havde været rigtig søde, trøstet mig. Det her var bunden.  Hvorfor Alli? Jeg fattede det bare ikke? Hvad havde jeg gjort galt? Jeg tog langsomt tøj på, tørrede mit hår i håndklædet. Så gik jeg med tunge skridt, ud af min lejlighed, og over til drengene. Jeg gik ind, der kom stemmer inde fra stuen af. Jeg havde hørt den stemme før.

''Niall burde snart komme.'' Sagde Liam, han lød bekymret.

''Jeg kan først sige det, når han kommer.'' Sagde en velkendt stemme. En ung drenge stemme. En ung mande stemme. En hvis baby-stjerne snakkede. Jeg gik ind i stuen, jeg så Justin, sidde over i sofaen. Hvis mine øjne kunne dræbe, ville han være dræbt allerede. Alles øjne kom på mig. Justin så, hvordan jeg kiggede på ham.

''Niall.''

''Bieber.''

''Lad mig forklare.'' Begyndte han, han lød rigtig ked af det, somom han havde grædt? Hans øjne, var også lidt røde.

''Jeg vil ikke hører din forklaring. Jeg kan ikke bruge den til noget. Hvorfor snakker du ikke bare med Allison?'' Spurgte jeg koldt. De andre drenge, sad og stirrede chokeret på mig. Jeg var normalt aldrig sur, eller vred. Men Justin bringte bare noget frem i mig.

''Mig og Alli har ikke kysset.'' Sagde han.

''Jeg er ligeglad med hvad du siger!'' Råbte jeg, vreden blev langsomt størrere. Til et stort ondt monster.

''Jeg har ikke kysset Alli. Hun har ikke kysset mig. Det ville jeg aldrig gøre mod dig Niall.'' Sagde Justin.

''Hvorfor skulle jeg tro på det?'' Spurgte jeg koldt.

''Fordi, at hun fik mig med på ideen.'' Svarede han.

''Ideen?'' Spurgte jeg. Jeg lød mindre kold den her gang.

''Igår aftes, blev Alli ringet op af sin læge.'' Sagde han, jeg nikkede. ''Alli er syg.''

''Hvordan syg?'' Spurgte jeg. Han løj ikke, det kunne jeg se.

''Alli har fået leukæmi.''

 

______________________________________________

Tusind gange undskyld,

fordi der ikke har været noget i et nogle dage.

Undskyld!

 

Så har Niall fået det afvide?

Hvad tror i der sker nu?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...