An unforgettable summer. - One Direction 2

Alli og Nialls eventyr fortsætter.
Hvad mon der er sket, efter et 1 år? Vil de breake-up? Eller vil deres kærlig blomstre yderligere? Hvad er der sket med bandet? Hvor langt er drengene nu?
Glæd jer til mere drama, mere kærlighed, mere af alt ting.
Hvad vil der ske, når Alli pludselig bliver syg?

Det her er 2'eren af 'An unforgettable summer.- One Direction.'

38Likes
55Kommentarer
5457Visninger
AA

16. Is this the end?

Niall

___________________________________

Vi havde øver i flere timer nu, så det var rart endelig at kunne slappe af. Bare sidde, og have det sjovt, sammen med drengene. Det har der ikke været så meget af, her på det sidste. Jeg har været ret stresset. Både det med, at Alli blivver sygere, og sygere, og så brylluppet nu. Jeg havde det faktisk ret dårligt over, at lade hende være alene hjemme, når hun havde det skidt her i morges. Jeg savnede helt sikkert de gamle tider. De tider, hvor jeg havde det sjovt, med drengene hverdag. De tider, hvor Alli var rask. Hvor hun ikke fejlede noget. Det var nogle gode tider, jeg altid ville huske tilbage på. Jeg gik over til Liam, som stod ved et bord, og drak noget vand.

''Øhm Liam, må jeg spørge dig om noget?'' Spurgte jeg ham. Jeg vidste godt hvad jeg ville sige, men det med at formulere det rigtigt, det var jeg ikke så god til.

''Ja da, selvfølgelig Niall.'' Svarede Liam, og sendte mig et smil.

''Kunne du tænke dig, at være min forlover?'' Spurgte jeg, hans mund blev åbnet let. Han var lidt i chok. Men så lyste, hele hans ansigt op.

''Selvfølgelig vil jeg det.'' Svarede han. Han smilede over hele ansigtet. Vi gik hen, og satte os til de andre. Vi snakkede, fortalte dårlige jokes, bare havde det sjovt. Pludselig ringede min mobil. Alli ringede til mig. Det var lidt underligt alligevel, jeg skulle først være hjemme om et kvarter.

''Hvad så babe?'' Spurgte jeg. Hun svarede ikke. Men pludselig kom der en forfærdelig hoste frem, jeg kunne hører hvor ondt, det gjorde på hende.

''Alli?'' Sagde jeg nervøst.

''Am... bu... lan.. Niall.'' Hostede hun, pludselig ramte telefonen gulvet, det kunne jeg tydelig høre. Og så at en person faldt. Alli faldt. Drengene kunne se, det i mine øjne, de kunne se, at der var noget galt.

''ALLI!'' Råbte jeg. Intet svar, jeg løb hen mod døren, og flåede den op.

''Ring til en ambulance!'' Råbte jeg til de andre. Jeg spurtede hen til min bil, jeg flåede døren op, og drøn afsted. Jeg skulle hjem nu. Hjem i tide. Jeg drønede ind od ud af alle bilerne. Jeg drejede skarpt til højre. Mit hjerte hamrede derud af, ligesom bilen gjorde. Jeg kunne hurtigt se vores lejlighed. Jeg parkerede halvt på gaden, og halvt på fortovet. Jeg flåede døren op, og løb hen mod indgangen. Jeg kunne langsomt høre en ambulance komme tættere på. Jeg løb hen mod trapperne, og tog trapperne i nogle lange skridt. Mit hjerte sad helt oppe i halsen. Jeg flåede vores dør op.

''Alli?'' Råbte jeg. Pludselig hørte jeg Wilder gø, jeg løb hen til gøen. Han var i køkkenet. Pludselig så jeg en skikkelse, lå på gulvet. Der lå lidt blod, ved siden af, der var blod nedad hendes kind. Jeg smed mig ned til hende. Jeg tog hende ind til mig.

''Alli!'' Hviskede jeg, imens jeg blidt ruskede i hende. ''Alli! Alli kom nu! Kom nu!'' Jeg ruskede hårdere i hende. Hun reagerede ikke. Tårene kom frem i mine øjne.

''ALLI!'' Råbte jeg. ''Alli, du må ikke forlade mig.'' Jeg tørte hendes blod fra kinden væk. Mine tårere, ramte nu hendes yndige kinder.

''Alli, please. Kom nu.'' Hviskede jeg. Pludselig kom de andre drenge forpustet ind, sammen med ambulance folkene. De tog sig hurtigt af Alli, de bar hende hurtigt over på en båre. De fløj ud af døren, ligesom jeg selv gjorde. Jeg satte mig ind i ambulancen, og holdte i Allis hånd.

''Kom nu Alli. Det er ikke forbi, ikke endnu.'' Hviskede jeg til hende. Ambulancen fløj afsted, den ene ambulancemand, han tjekkede hende imens. Der var et uroligt blik i hans øjne. Et ikke et godt tegn. Vi var hurtigt henne ved hospitalet. Dørene blev flået op, og vi steg hurtigt ud. Jeg holdte stadigvæk fat i hendes hånd. Vi løb hen mod hospitalet, og hen af gangen.

''Allison Shayfield, leukæmi, meget lavt blodtryk, det er slemt.'' Sagde ambulancemanden til lægen. Jeg holdte stadig hende i hånden. Vi løb hen ad gangen stadigvæk. Vi kom til en dør, og nogle sygeplejsker stoppede mig.

''Du kan ikke gå med længere.'' Sagde de til mig. Jeg hørte ikke efter.

''Det skal jeg! Det er min kæreste det der! Jeg skal med!'' Råbte jeg af dem. Pludselig blev nogle arme langt om mig, og jeg blev trukket afsted.

''Niall, de har styr på det. Lad dem gøre deres job.'' Sagde en stemme pludselig til mig. Liams stemme sagde det til mig. Vi gik hen til de andre, i et slags venterum. Jeg kunne ikke sidde ned, i nogle få sekunder, før jeg rejste mig op, og gik frem og tilbage. Hvergang der kom en læge eller sygeplejske ud, kiggede jeg håbningsfuldt på dem. Vi ventede i flere timer. Der kom endnu en sygeplejske ud, jeg gik hen mod hende.

''Hvornår kan jeg se hende?'' Spurgte jeg. Hendes øjne var fulde af sorg.

''Det ved jeg ikke.'' Svarede hun. Det ved hun ikke? Hvem fanden skulle så vide det? Hun skyndte sig væk igen. Jeg gik flere gange frem og tilbage, i flere timer endnu.

''Niall, sæt dig nu ned.'' Bad Zayn. Jeg ignorede ham. Jeg gik frem og tilbage igen. Alle mulige tanker røg igennem mit hoved. Hvad nu hvis, hun ikke klarede den? Endelig kom der en læge ud, han gik direkte imod os. Jeg gik hen mod ham.

''Det er ser ikke godt ud for hende.'' Sagde han. Jeg nikkede, tårene pressede på igen, som stikkende nåle.

''Lige nu, så sover hun. Vi ved ikke, hvornår hun præcis vågner igen, men snart.'' Sagde han igen.

''Hvad skal det betyde?'' Spurgte jeg ham, han kiggede ned i jorden. Der kom et helt ny blik i hans øjne. En sorg.

''Allison, vil gå bort, om 2 måneder.'' Svarede han. Hvad? 2 måneder?

''Hvad? For en måned siden, der havde hun 7!'' Sagde jeg desperat. Det kunne ikke passe.

''Det bliver værrer, for hver dag der går. Leukæmien spreder sig hurtigt.'' Sagde han. Tårene kom frem.

''Det gør mig ondt.'' Sagde han, han klappede mig blidt på skulderen. Det hele det forsvandt langsomt fra mig. Alli havde kun 2 måneder tilbage, at leve i. Jeg satte mig ned, og kiggede bare tomt frem. Langsomt blev nogle arme lagt om mig, og jeg brød sammen. Min kæreste, min forlovede, min kone, ville snart dø. Sådan sad vi i en time, før der kom en sygeplejske ud, og sagde, at vi måtte se hende. Jeg gik med tunge skridt efter hende. Jeg var bange for synet, det ville komme. Jeg gik ind, på en helt hvid stue. I sengen, lå en meget bleg, og syg pige, hun lå og sov fredligt. Hun ser meget syg ud. Jeg har aldrig set hende så syg før. Hendes kinder, har mistet alt hendes farve. Jeg tog en stol hen ved siden af hende. Jeg holdte hende i hånden igen. Jeg kiggede længselsfuld på hende. Kom nu Alli. Kom nu skat.

****

Sådan sad jeg i nogle dage. Jeg byttede kort, med Allis forældre og Kensi. Men jeg var der næste hele tiden. Jeg ville være der for hende, uanset hvad.  Jeg havde lagt mit hoved på hendes seng, jeg var nok faldet lidt i søvn, for pludselig mærkede jeg noget bevægelse. Alli bevægede sin hånd. Jeg kiggede op på hendes ellers så smukke ansigt, langsomt åbnede hun sine øjne. Hun kiggede forvirret rundt, også på mig.

''Niall?'' Hviskede hun.

''Ja babe.'' Sagde jeg.

''Hvad skete der?'' Spurgte hun. Jeg bed mig nervøst i læben.

''Du kastede blod op, du havde mistet meget blod, fortalte lægen mig.'' Svarede jeg. Jeg holdte noget tilbage, og det vidste hun godt. Hun kendte mig for godt.

''Han sagde noget mere ikke?'' Spurgte hun. Mine øjne blev våde af tårer. Det gjorde hendes også. Hendes smukke øjne, fortjente ikke at græde.

''Hvad sagde han Niall?'' Blev hun ved. Langsomt faldt tårene ned af mine kinder.

''Hvor lang tid?'' Spurgte hun igen. Jeg klemte hendes hånd. Jeg kunne ikke sige det, det var for smertefuldt. Det gjorde for ondt. ''Hvor lang tid Niall?''

''2 måneder.'' Hviskede jeg. Hendes tårer faldt nu også.

''Hvad?'' Hviskede hun.

''Du bliver sygere og sygere, for hver dag der går.'' Hviskede jeg til hende. Hun græd nu. Ligesom jeg gjorde. Jeg satte mig op til hende i sengen. Jeg tog mine arme omkring hende. Hun lagde sit hoved på mine skuldre, og jeg lagde mit hoved ovenpå hendes. Også græd vi sammen. Snart ville Alli dø. Om 2 måneder. Det ville gå alt for hurtigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...