An unforgettable summer. - One Direction 2

Alli og Nialls eventyr fortsætter.
Hvad mon der er sket, efter et 1 år? Vil de breake-up? Eller vil deres kærlig blomstre yderligere? Hvad er der sket med bandet? Hvor langt er drengene nu?
Glæd jer til mere drama, mere kærlighed, mere af alt ting.
Hvad vil der ske, når Alli pludselig bliver syg?

Det her er 2'eren af 'An unforgettable summer.- One Direction.'

38Likes
55Kommentarer
5452Visninger
AA

11. First chemo.

Allison

_______________________________________

Deres kede ansigter var printet ind i min hukommelse. Hele mit hold, hele min tv-serie skuespiller. Kollegaer. Deres smil ændrede sig hurtigt, de fleste kunne ikke helt forstå det, først troede de jeg jokede. Men det gjorde jeg ikke. Jeg er syg, jeg har leukæmi. De græd allesammen, de var knuste. Det var måske sidste gang, jeg skulle se dem. Jeg skulle indspille 2 afsnit til af serien, også var det farvel. Farvel min karriere som skuespiller. Farvel til det hele. Det var helt uvirkeligt. Alt det jeg havde drømt om, det forsvandt langsomt fra mig.

''Allison Shayfield.'' Sagde jeg til damen, som sad bagved hospitalskranken.

''Ja, rum 196, der vil komme en læge straks.'' Smilede hun. Jeg prøvede at smile tilbage, men det lykkedes ikke for godt. Hun kunne nemt se min sorg. Niall klemte min hånd, og vi gik hen forbi alle de andre stuer, også ind i en elevator. 4 sal var vi på. De kræftramte og leukæmiramtes sal. Vi gik forbi flere mennesker som lå i deres senge, og så helt dårlige ud. Jeg fik en syg kvalme igennem mig, da jeg så på dem. Ikke fordi det var klamt at se dem sådan, jeg havde ondt af dem, og fordi jeg nok, snart ville se sådan ud. Vi kom til rum 196, det var en lille stue, med en seng, 2 borde, og flere stole. Jeg havde været i sådan en stue før. Mig og Niall, gik hen og satte os i sengen, vi ventede i tavshed på at hr.Matters kom. Eller doktor Matters.

Endelig kom han ind, han prøvede at smile til mig, men det lykkedes hellere ikke så godt.

''Hej Allison og mr.'' Sagde han, han rakte hånden frem, og jeg trykkede den, han rakte den også til Niall.

''Så er det tid, til din første kemo idag. Det vil foregå sådan her, at vi henter dig, og du får kemoen i blodet, det vil måske virke, men du vil få det rigtig dårligt bagefter. Derefter skal du blive her et par dage, også må vi se, hvornår den næste er.'' Sagde han. Jeg nikkede. Han gik ud, og jeg gik ind på toilettet, for at skifte til noget mere behagligt tøj. Jeg havde intet imod at skifte foran Niall, men det var bare det, at hvis der nu pludselig kom en, så ville det se forkert ud.

Jeg kiggede på mig selv inde i spejlet. Min ellers så flotte hud, så helt mat og kedelig ud. Jeg så faktisk meget blegere ud, mere syg ud, selvom jeg ikke havde fået kemoen endnu. Mine ellers så skinnende øjne, var blevet blanke og kolde, der var ingen varme i dem. Jeg så helt forkert ud. Jeg gik ud til Niall igen, jeg satte mig ned i sengen, Niall pakkede mig godt ind i dynen, og smilede til mig.

''Det skal nok gå Alli. Kemoen vil virke, og snart vil alting være som før.'' Smilede han opmuntrende, jeg smilede også, et ægte smil. Han prøvede da. Kensi ville først komme efter at kemoen var kommet i mit blod, det sagde jeg hun skulle. Jeg havde sagt til Niall, at han skulle sige til de andre drenge, at de ikke måtte komme. Jeg ville ikke have, at folk så mig sådan her. Det føltes forkert. Vi sad i et kvarter, og snakkede om alt muligt andet, end kemoen. Da der kom nogle sygeplejsker ind, og fortalte mig, at det var tid.

****

Da jeg endelig kom ind på stuen igen, var jeg træt. Helt udmattet. Jeg havde også, fået en hel ny slags kvalme, sådan kaste op hele tiden kvalme. Niall og Kensi sad inde på min stue, de smilede til mig. Jeg prøvede at smile tilbage, men det var for udmattende. Niall tog min hånd i seng, og aede den.

''Hvordan går det søde?'' Spurgte han.

''Fint nok, tror jeg. Jeg er bare rigtig træt, jeg har også en lille smule kvalme.'' Svarede jeg. En stor kvalme voksede inde i mig.

''Det går snart væk Alli.'' Smilede Kensi opmuntrende. Jeg smilede et lille smil tilbage.

''Se at få sovet lidt.'' Sagde Niall til mig, jeg nikkede kort, og lukkede øjnene. Jeg faldt langsomt i søvn.

Niall

_____________________________________________

Jeg havde aldrig set Alli sådan. Hun var helt bleg, hun så virkelig syg ud. Det var somom kemoen havde trukket, alt liv ud af hende. Hendes øjne var helt livløse, de var helt blanke, og havde ingen følelser i. Hvad havde kemoen gjort ved hende? Kensi så det også, vi havde snakket lavmælt om det. Drengene ville gerne have kommet, men jeg sagde nej, eller Alli sagde nej, jeg kunne endelig godt forstå hendes valg. Jeg rejste mig op, Kensi kiggede undrende på mig.

''Jeg ringer lige til de andre.'' Sagde jeg, hun smilede. Jeg gik udenfor, og ringede Liam op.

''Hey, hvordan går det med Alli?'' Spurgte Liam, som det første.

''Hun har ligget og sovet i nogle timer, hun ser helt syg ud, helt bleg, hendes øjne er helt blanke. Hun har kvalme og er helt udmattet.'' Svarede jeg trist.

''Det er jeg ked af at høre Niall. Hvordan har du det?'' Spurgte han.

''Det er helt underligt at se hende sådan. Jeg får det rigtig dårligt indeni. Jeg føler mig helt hjælpeløs.'' Svarede jeg ham. Der føltes forkert, at se hende sådan. Hun fortjente det ikke. Ingen fortjente det.

****

Allison

_________________________________________________

Jeg havde været indlagt i over 5 dage. 5 lange dage, hvor jeg havde kastet op, flere gange per dag. Det føltes helt uvirkeligt, at det nu rent faktisk skete. Med det samme da jeg kom hjem, tog jeg over for at indspille, mine aller sidste scener. Det var hådt. Rigtig hårdt, for jeg havde jo gjort det i så lang tid, og nu skulle jeg stoppe? Det var mærkeligt. Spencer, min manager havde reageret som jeg havde forventet. Hun viste følelser, men græd ikke. Men, da hun gik igen, hørte jeg at hendes stemme knækkede over til sidst. Hun var sådan en hårdt type en, en som ikke ville vise følelser.

''Ser du med idag?'' Spurgte jeg Niall. Han smilede. Jeg kyssede ham på munden, også tog jeg afsted sammen med Spencer. Vi skulle til et interview idag, jeg skulle fortælle hele verdnen, at jeg stoppede med at være skuespiller. Jeg skulle fortælle hele verdnen, at jeg havde fået leukæmi.

''Selvfølgelig, det gør vi alle.''  Smilede han, jeg krammede ham, og satte mig ind i bilen. Jeg fandt min mobil frem, og tweetede noget.

'@AllisonMShayfield hey guys! Sry i haven't been her so much lately. Its been busy. I will do a BIG announcement today at the Jimmy show, so please, watch it, for i can only say it once. Hope you won't be dissaponted at me. I love you all! xx'' Jeg håbede at de allesammen så med.

Allison announcement today! Begyndte at trende. Jeg smilede kort, og tørrede en tårer væk.

'@Niallofficial don't you worry babe. We will all be supporting you, we will get trough this together. I love you.' Jeg smilede ved Nialls tweet. Jeg kiggede ud af vinduet, vi ville være der snart. Og ganske rigtigt, vi ankom hurtigt. Der var en masse fans derude, de råbte mit navn. Jeg vinkede og smilede så godt jeg kunne til dem. Vi gik ind i studiet, hvor Jimmy var, jeg kendte ham godt. Han var faktisk den første til at interviewe mig, om hvordan det var at være skuespiller. Derfor skulle han også afslutte det. Jimmy vidste det ikke. Ingen gjorde. Jeg fik lagt en make-up, jeg så ud som jeg altid gjorde. Mine øjne var blevet helt skinnende igen. Showet gik igang, og vi var på.

''Allesammen, sig hjertelig velkommen til Allison Shayfield!'' Sagde Jimmy højt, jeg kom frem, og smilede til dem. Jeg satte mig i stolen overfor Jimmy.

''Så Allison, der er en stor nyhed, du gerne vil sige?'' Spurgte Jimmy. Jeg nikkede. Nu kom det.

''Jo, ser du. Det er ikke en god nyhed. Jeg holder op i serien 'College'. Faktisk så vil de sidste afsnit med mig, komme her i løbet af de næste par uger.'' Svarede jeg. Der lød en trist mumlen, Jimmy så helt chokeret ud.

''Må jeg spørge hvorfor?'' Spurgte han, jeg nikkede. Jeg begyndte at få tårer i mine øjne. Jeg begyndte også langsomt at ryste lidt.

''Jo selvfølgelig. Ser i, jeg er syg. For 3 uger siden, der fik jeg konstateret.'' Sagde jeg, jeg stoppede med selv, jeg kunne ikke sige det. Tårene trillede ned af mine kinder, Jimmy så helt knust på mig. ''For 3 uger siden, der fik jeg konstateret leukæmi.'' Der lød nogle chokeret udbrød fra publikum, nogen af dem begyndte også at få tårer i deres øjne. Jimmy havde fået tårer i øjnene.

''Leukæmi? Du er jo kun 19. Det må da være en fejl?'' Spurgte Jimmy.

''Nej, for 5 dage siden, der fik jeg min første kemo behandling.'' Svarede jeg. Han sagde ikke noget, han var helt i chok.

''Men du skal nok blive rask igen, ikke?'' Spurgte en fra publikum pludselig.

''Måske. Måske ikke. Det er ikke sikkert, at jeg svarer på kemoen.'' Svarede jeg. Tårene trillede ned. Der var helt stille, ingen sagde noget. Pludselig rejste Jimmy sig, han gik over, og lagde sine arme omkring mig. Sådan sad vi i nogle minutter, jeg sad og græd på hans skuldre. Efter det, så stoppede vi showet, det kørte ikke mere på TV, det var ikke mere Live. Men folk sad stadgivæk forstenet, da jeg endelig rejste mig op, var der en stemme som sagde noget.

''Vi elsker dig, lige meget hvad Allison.'' Jeg vendte mig rundt, og så pige sige det, jeg smilede til hende, og fortsatte så ud. Der blev ikke sagt noget i bilen, da Spencer kørte mig hjem. Jeg havde lige låst mig ind i lejligheden, da hr.Matters ringede.

''Hej hr.Matters.'' Sagde jeg.

''Godaften Allison. Jeg beklager meget, men jeg har en dårlig nyhed.'' Sagde han. Jeg gik ind i stuen, hvor de andre sad og ventede på mig.

''En dårlig nyhed?'' Spurgte jeg. Hvad kunne være værrer end det allerede var?

''Du svarer ikke på kemoen.''

______________________________________

Jeg synes, at i burde hører

Fix you - Vega.

Den er helt perfekt her til.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...