An unforgettable summer. - One Direction 2

Alli og Nialls eventyr fortsætter.
Hvad mon der er sket, efter et 1 år? Vil de breake-up? Eller vil deres kærlig blomstre yderligere? Hvad er der sket med bandet? Hvor langt er drengene nu?
Glæd jer til mere drama, mere kærlighed, mere af alt ting.
Hvad vil der ske, når Alli pludselig bliver syg?

Det her er 2'eren af 'An unforgettable summer.- One Direction.'

38Likes
55Kommentarer
5529Visninger
AA

3. Blomsterne.

Allison

_______________________________________________________

''Jeg kan stadig ikke fatte, at du har indretter vores lejlighed, helt uden mig!'' Jokede jeg, han smilede bare til mig, og gav mig et klem. Vi holdte foran nogle store lejlighedskomplekser. Vi holdte faktisk overfor drengenes lejlighed. Niall havde fået en lejlighed overfor dem. Han ville savne dem, hvis vi flyttede. Han tog mig i hånden, og vi gik allesammen ind i elevatoren. Og hen til vores nye lejlighed. Nummer 23. Det var et godt nummer. Han drejede nøglen om, også åbnede han døren. Vi kom ind i en lille gang, den var hyggelig. Jeg gik ind i stuen som kom. Helt nye lækre møbler. Sorte læder møbler. Et stort tv, et flot hvidt spisebord. Puderne var i forskelligefarver, tæppet var blåt. Hmm, hvorfor mon? Blå er min yndlingsfarve! Jeg gik videre ud i køkkenet, det var et hyggeligt køkken. Sådan med træskabe, sådan rigtig gammeldags agtig. Hyggeligt. Jeg gik videre ind til vores soveværelse. Det var lækkert! En stor seng, med massere af puder! ET STORT WALK-IN CLOSET! JEG ELSKER HAM! Jeg smilede stort, og vente mig rundt, jeg plantede mine læber mod Nialls.

''Wow.'' Hviskede jeg til ham, han smilede stort.

''Kan du lide det?'' Spurgte han smilende.

''Nej.'' Svarede jeg, hans smil falmede. Jeg smilede igen. ''Jeg elsker det. Jeg elsker dig.'' Hans smil blev størrer igen, han lukkede mig ind i hans kram. Vi gik ud til de andre igen, de sad allesammen plantet inde i vores nye sofa. Jeg smilede til dem.

''Tusind tak!'' Smilede jeg. Jeg gav dem alle et kram. De blev ikke særlig længe, da de troede jeg var træt. Jeg gav dem et kram, og vinkede farvel. Jeg lukkede døren til min lejlighed. Det var ret dejligt at kunne sige det. Min lejlighed. Mig og Nialls lejlighed. Jeg smilede ved det. Jeg gik ind i stuen igen, der så jeg Niall.

''Du ved godt det er 6 måneder siden Mikayla døde.'' Sagde jeg, jeg kendte allerede svaret. Han nikkede sørgmodigt. Jeg tog mine converse sko på, og en jakke. Niall gjorde det samme, også gik vi hånd i hånd ud af vores lejlighed. Jeg elskede det ord. Vi gik hen ad gaden. Vi gik forbi en blomsterhandel.

''Vi skal da have blomste med, ikke?'' Spurgte Niall, jeg nikkede smilende til ham. Vi gik ind og kiggede de mange blomster igennem. Der var især nogle blomster, som fangede min opmærksomhed. Nogle blå blomster. Mikaylas yndlingsfarve var også blå, det er derfor jeg elsker blå nu. Blå minder mig om hende. Jeg gik hen til dem, jeg duftede til dem, de duftede af en rigtig varm sommerdag. Friske, søde og smukke. Det lignede faktisk lidt hendes yndlingsblomster. Jeg kunne huske, at vi en dag gik en lang tur, i det hjem vi boede i, før hun blev syg. Vi gik på markerne, der var en masse smukke blomster, i alle mulige farver. Men den første blomst hun rørte ved, var den blå smukke blomst. Det blev hendes yndlingsblomst, fra den dag af. Den betød så meget for hende. Vi plukkede et helt bund af dem. Få uger senere, var vi kommet tilbage til marken, og blomsterne var der stadig. De havde altid været der. De smukke blå blomster. Nialls ansigt kom frem, igennem de mange andre blomster.

''Har du fundet nogle?'' Spurgte han smilende, jeg nikkede og vidste ham de blå. Vi betalte for dem, og gik afsted  mod kirkegården. Jeg kunne vejen udenad.  Der lå allerede andre blomster. Jeg lagde blomsterne ned på hendes gravsted. Jeg rørte let ved ordene, der stod på gravstenen.

'Mikayla Allison Shayfield. Hvil i fred prinsesse.'

Det gjorde hun også, håber jeg ihvertfald. Jeg begyndte at få våde øjne, Niall han holdte om mig. Jeg savnede hende. Jeg savnede min Mikayla. Jeg savnede at være sammen med hende, høre hende grine. Se hendes smukke smil. Jeg huskede tydeligt, den dag. Den dag, hvor jeg vågnede op, og hun lå død i mine arme.

Tårerne trillede nu ned af mine kinder, Niall tørrede dem hurtigt væk.

''Mikayla ville ikke have du skulle græde.'' Sagde han, jeg nikkede. Han havde jo ret, hvis Mikayla så mig nu, så ville hun da råbe ad mig. Eller sige jeg skulle tage mig sammen. Min søster. Niall han gik, og lod mig være alene med hende.

''Hej Mikayla.'' Sagde jeg, jeg satte mig på hug, så jeg kunne rører ved orden igen.

''Det gør rigtig godt her, jeg er lige kommet hjem fra New York. Jeg er med i en film!'' Sagde jeg igen. ''Du ville have været så stolt af mig.'' Jeg havde fået våde kinder igen.

''Mor og far hat det godt. Jeg kan se de har været her idag. De har lagt blomster.'' Sagde jeg. ''Jeg har fundet nogle blå blomster, de ligner meget dem, som var på marken. De dufter også ligesom dem. De ligger lige her.'' Jeg rørte blomsterne.

''Mig og Niall vi tog dem med. Vi har fået vores egen lejlighed......'' Sagde jeg, jeg kunne ikke klare det mere. Tårerne strømmede nu mere, ned af mine kinder. Hun kunne ikke se blomsterne. Eller min lejlighed.

''Jeg savner dig så meget Mikayla.'' Hviskede jeg, jeg kunne pludselig mærke en brise mod mit ansigt. En lille vind. Gjorde du det? Jeg havde rejst mig op, og smilede engang til graven.

''Jeg elsker dig Mikayla, overalt på jorden.'' Sagde jeg. Vinden kom igen. Tak Mikayla, hun holdte øje med mig. Jeg vendte mig langsomt rundt, og gik hen til Niall. Jeg tørrede hurtigt mine øjne og kinder, og smilede tiil ham. Før vi gik ud, kiggede jeg tilbage mod graven. Mikayla stod der, og vinkede til mig. Hun smilede. Hun så helt rask ud. Jeg smilede tilbage til hende, og vendte mig rundt, og gik videre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...