An unforgettable summer. - One Direction 2

Alli og Nialls eventyr fortsætter.
Hvad mon der er sket, efter et 1 år? Vil de breake-up? Eller vil deres kærlig blomstre yderligere? Hvad er der sket med bandet? Hvor langt er drengene nu?
Glæd jer til mere drama, mere kærlighed, mere af alt ting.
Hvad vil der ske, når Alli pludselig bliver syg?

Det her er 2'eren af 'An unforgettable summer.- One Direction.'

38Likes
55Kommentarer
5453Visninger
AA

6. Back in LA.

Allison

____________________________________________

Jeg steg ud af flyet, efter flere timers flyven. Jeg gik ind, og fandt hurtigt min taske. Jeg knugede min mobil i hånden, og så en SMS fra Justin.

''Scooter henter dig.''

Jeg gik ud af dørene, og så hurtigt Scooter Braun stå smilende, og vinke til mig. Jeg gav ham et hurtigt kram, også tog vi afsted. Vi satte os ind i hans bil, en BMW. Fedt.

''Hvordan har han det?'' Spurgte jeg, han kørte ud på vejen. Han svarede ikke. Først troede jeg at han ikke havde hørt det, men så svarede han.

''Justin er meget ked af det, han er forvirret over det hele. Han synes det er latterligt, også at nogle af hans venner, som ikke tror på ham.'' Svarede han endelig.

''Seriøst? Tror hans venner ikke engang på ham?'' Spurgte jeg, og han rystede på hovedet. Det chokerede mig meget. Justins egne venner, troede ikke på ham! Det er jo fuldstændig latterligt! Vi kom hurtigt over til Justin hus, hans eget hus! Er ikke særlig jaloux, slet ikke. Jeg åbnede døren, og gik hen imod døren. Scooter åbnede døren for mig, og jeg trådte ind i et paradis. På min venstre hånd, gik der en stor elegant trappe op mod 1 sal, og ligeud var der en aflang gang, mod stuen, og på terassen.Jeg gik hen ad gangen, og så straks Justin sidde og snakke med sin mor. Han smilede ikke, hans øjne var helt tomme, ikke nogen gnist. Hans ellers så smukke smil, var der ikke. Jeg gik derud, og der kom et lille smil på hans læber.

''Alli.'' Han gik hen og krammede mig, længere end normalt. Men jeg tror bare at han havde brug for det. Han sad sammen med sin søde mor Pattie, som vi kaldte hende.

''Er du okay?'' Hviskede jeg.

''Ja.'' Mumlede han, han lød ikke overbevisende. Han løj.

''Lad os gå en tur.'' Sagde jeg, han nikkede. Jeg smed hurtigt mine Jeffrey Campbell sko, og tog mine converse på. Jeg tog hurtigt også mine solbriller på, også gik vi. Vi gik lang tid, før Justin endelig sagde noget,

''Tak fordi du kom Alli, det betyder meget.'' Sagde han pludselig. Jeg stoppede op, det samme gjorde Justin.

''Er det dit barn?'' Spurgte jeg. Han kiggede ned i jorden, og sagde nej.

''Kig mig i øjnene når du siger det. Er det dit barn?'' Spurgte jeg igen.

''Nej! Jeg har aldrig mødt kvinden i hele mit liv!'' Sagde han, han kiggede mig direkte i i øjnene, da han sagde det. Idet han sagde det, kom der en slags gnist i hans smukke øjne, og jeg vidste han talte sandt.

''Please, sig at du tror på mig.'' Bad han.

''Jeg tror på dig Justin. Jeg kender dig også, og jeg ved, at du aldrig ville gøre sådan noget.'' Sagde jeg, han smilede, da jeg havde sagt det. ''Hvad med Selena?''

''Jeg ved ikke hvad hun tror. Men jeg tror, at hun tror jeg gjorde det. Hun var ihvertfald rigtig sur, da hun fik det afvide.'' Svarede han. Han blev helt trist igen.

''Jeg er sikker på, at Selena tror på dig. Hun er bare chokeret, Det var jeg jo også i starten, lad hende lige falde ned. Så bliver hun god igen.'' Smilede jeg, jeg klappede ham kærligt på skulderen, også gik vi videre. Vi gik ned til stranden, og købte en is. Bare slappede af, glemte hverdagen. Min hovedpine var næsten ikke fremme. Den havde også taget en fridag. Yay!

''Alli, må jeg spørge dig om noget?'' Spurgte han pludselig.

''Ja, selvfølgelig Justin.'' Svarede jeg.

''Imorgen, så skal jeg medvirke i et interview, og jeg tænkte på, om du ikke ville være med i det. Som støtte?'' Spurgte han med et lille smil. Jeg sendte ham et stort smil.

''Jo, det vil jeg godt!'' Smilede jeg.

''Du er ikke rigtig gravid vel?'' Spurgte han grinende. Jeg grinede med ham, den spasser. Ej joke.

''Nej! Jeg er ikke gravid! Jeg har bare være lidt stresset på det sidste, så jeg gik til lægen.'' Sagde jeg irriteret, men grinede. Himlen var blevet sådan lyserød, orange,rød og gul agtigt. Sådan en flot solnedgangshimmel. Isen havde mættet meget, så vi havde ikke tænkt over at vi var sultne. Vi købte nogle nachos på vejen hjem, da vi kom hjem, sad de andre inde i stuen, og så en film. Vi satte os ned, og spiste vores nachos, de sad og så en eller anden film. En haj film. Har jeg sagt jeg hader hajer? Er pisse bange for dem. Det samme er Justin! Deep Blue Sea, hed filmen. Pludselig er pigen alene med en haj, hajen kom tættere på hende, hun prøvede at svømme væk, og jeg udbrød pludselig.

''SVØM! SVØM! DEN KOMMER! SVØØØØØM!'' De andre begyndte at grine, kan jeg endelig ikke forstå hvorfor. Den endte med at hajen spiste hende. Hvis hun havde lyttet til mig, så havde hun overlevet!

Jeg tog min mobil frem, og tastede Nialls nummer ind, så gik jeg ud på terassen med den flotte solnedgang.

''Hey babe.'' Sagde han.

''Hej skat.''

''Hvordan går det med Justin?''

''Han er meget ked af det. Det kan jeg også godt forstå, det må virkelig være hårdt. Nogle af hans venner har vendt ham ryggen.''

''Ikke fedt. Hils ham fra os, og sig at vi støtter om ham, hele vejen igennem.''

''Det vil jeg gøre, det bliver han glad for! Vi skal faktisk være med i et interview imorgen.''

''Lyder godt! Vi vil helt sikkert se med! Men pas på, at du ikke får mere stress, eller at det bliver værrer.''

''Bare rolig, jeg er helt afstresset. Jeg har faktisk ikke haft ondt i hovedet idag.'' Jeg løj lidt.

''Det lyder godt Alli, så længe du ikke anstrenger dig for meget.''

''Bare rolig skat.''

''Er nød til at løbe nu, vi ses babe!''

''Vi ses skat, jeg skulle hilse fra Justin!''

''Hils igen! Og sig at vi støtter ham hele vejen igennem.''

''Det skal jeg gøre, hils de andre!''

''Det gør jeg!'' Vi lagde på, på samme tid. Jeg vendte mig rundt, og så lige ind i Justins øjne. Jeg fik et chok.

''Undskyld.'' Grinede han, jeg slog ham kærligt på skulderen, og grinede så.

''Jeg skulle hilse fra drengene, og sige at de støtter dig.'' Smilede jeg, han smilede også nu.

''Sig tak til dem.'' Smilede han. Vi kiggede begge to hen mod solnedgangen. Jeg lagde armene om ham, på en venskabelig måde, og gav ham et klem.

''Bare rolig, vi kommer igennem det her sammen.'' Hviskede jeg.

''Jeg er virkelig glad for, at du er her Alli.'' Hviskede han på en kærlig måde. Jeg gav ham et klem. Vi så stadig mod solnedgangen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...