Bad boys and good girls

Den 16 årige Diana May Brown har ingen idé om, hvor meget hendes liv ændres, da hun siger ja til at tage med sin far på arbejde mens han lige har en afhøring. Faktisk kan man sige det ændre hele hendes liv. Hun ser sin gode ven Jason McCann igen, men vent.. Sagde han ikke at han skulle på kostskole?

16Likes
17Kommentarer
1593Visninger
AA

3. Skole... Suk!... Eller hvad?

"Er du okay?" spørger min far da vi sidder ved aftensmaden samme aften. Jeg nikker bare lidt og spiser min mad. Da jeg er færdig med min mad går jeg lige i seng, ikke fordi jeg er træt men fordi jeg bare vil undgå min far resten af aftenen. Jeg ligger mig til at sove, men ikke uden at skrive til Jason først. Hey Jason. Jeg synes lige at jeg ville skrive til dig, for at sikre mig du er okay. Du skal bare vide at jeg IKKE hader dig for det her okay? Godnat. Jeg ligger mobilen på mit natbord og går ud og børster tænder. Jeg tager mit tøj af, men gider ikke til at tage nattøj på. Jeg burde nok tage det på eftersom det er midt i september og det næsten altid regner. Jeg ligger mig under dynen og lukker øjnene. Jeg mærker hvordan mit hjerte og åndedrag bliver langsommere og langsommere, indtil jeg høre... SKRIDT ude på gangen. Jeg slår øjnene op med det samme med en eller anden underlig forventning om at jeg vil se Jason, men det eneste jeg ser er min far der står lige foran min seng nu og smiler stille "Undskyld hvis jeg vækkede dig, men jeg har lige fået at vide at jeg har noget ekstra arbejde der skal gøres og jeg ved ikke hvor lang tid det tager" hvisker han "Derfor er det heller ikke sikkert at jeg er tilbage imorgen tidligt. Du kan godt klare dig selv ikke?" Jeg nikker og lukker øjnene igen. Det næste jeg høre er min far der lister ud af mit værelse, smækker døren og starter bilen. Jeg falder i søvn kort tid efter det.

Næste morgen bliver jeg først rigtig forvirret over hvor min far er henne, indtil jeg kommer i tanker om at han nok ikke er kommet hjem endnu. Jeg snupper et æble, klæder mig på, ligger en naturlig make up, reder mit hår og lader der hænge som det er. Jeg betrakter mig selv i spejlet og ser hvordan mit hår ligger svagt bølgende over min ene skulder som havets blide bølger. Jeg smiler og løber nedenunder. Der tager jeg mine mørkerøde converse på og svinger tasken over skulderen. Jeg går langsomt mod skolen da jeg er i god tid. Jeg høre musik fra min iPod og kan ikke helt lade være med at synge med "This innocence is brilliant, i hop that it wil stay. This moment is perfekt, please dont go away, i neeeeeed you now!..." synger jeg mens jeg trasker afsted. Da jeg når hen til skolen stopper jeg min musik og går ind i klasseværelset. Der sidder allerede mange rundt omkring og snakker. Jeg ser rundt, men kan ikke få øje på Sonny nogen steder. Hun er min bedste veninde og den eneste jeg har haft at snakke med efter at Jason gik ud af skolen. Faktisk hedder hun Sonja, Sonja Hewitt, men hendes kæle navn er Sonny. Nå, men jeg sætter mig hen på min plads og kigger lidt rundt. Normalt ville jeg nok begynde at tegne, men dansk timen starter lige om lidt. 

Dansk timen føles som om en snegl der halter. Og jeg kan heller ikke rigtig følge med, hver gang jeg bliver spurgt om noget kan jeg ikke svare fordi mine tanker enten er på Jason eller på hvad der er sket siden Sonny ikke er her. Og jeg kan ikke engang spørge hende, for jeg har glemt min mobil. Matematik timen går lige så, det er først i natur og teknik timen at jeg bare nogenlunde kan følge med. Der kommer en dame ind som jeg aldrig har set før, okay måske lige en eller to gange, men så heller ikke mere. "Goddag børn" siger hun med et stort og blændene smil der totalt giver mig myrekryb "Jeres oprindelige lære Mrs. Hudson er gået på barsel, derfor skal jeg være jeres lære i et stykke tid. Jeg hedder frk. Anderson, men bare kald mig Katrine" Jeg smiler tilbage da hendes blik møder mit. Jeg er glad for at jeg er en god skuespiller, ellers havde hun ikke købt det falske smil. Jeg sukker svagt da hun kigger væk. "Nå, jeg har fået at vide at vi skal ud og samle blade" smiler hun "Og jeg har også fået af vide at i godt ved hvad for nogle blade, og i hvilke grupper i skal gå rundt i. Så afsted!" Jeg sukker knap så svagt da alle andre har rejst sig. Jeg var i gruppe med Sonny, og det er ikke sport sjovt at gøre det alene. Jeg rejser mig op og går over til Katrine, jeg ser svagt ned men ikke så meget "Frk. Anderson.." Begynder jeg, men bliver afbrudt af hende da hun griner svagt "Bare kald mig Katrine" Jeg rømmer mig "Okay.. Katrine, Sonny.. Øh Sonja er her ikke idag så jeg er alene.." Da jeg er færdig med at snakke ser jeg op i nogle øjne der stråler af glæde, de stråler så meget at jeg ikke selv kan udgå at smile "Det er helt okay... Diana... Ikke?" spørger Katrine og kigger på mig. Jeg nikker selvom jeg ikke helt ved hvorfra hun har mit navn "Jeg har fået at vide af de fleste lære at du er en meget flittig pige, så selvom det kan virke kedeligt må du godt gå alene. Jeg nikker kort og går derefter ud for at finde de dersens blade. Det er svært så jeg går lidt længere væk end man sådan lige må. Jeg begynder at rode en busk igennem for de rigtige bladet. Jeg plukker et som jeg mener er det rigtige og kigger på busken igen. VENT... var det... Øjne? Chokolade brune øjne som er lige til at svømme i? Der er kun en person jeg nogensinde har set der har så smukke øjne... JASON! Jeg spærre øjnene op. Jeg vil sige noget til ham, men i det samme ringe klokken og jeg bliver nødt til at løbe tilbage.

Jeg sukker da jeg igen sidder inde i klasselokalet og kigger på Katrine der stadig står med det samme smil. "Det er super" Siger hun smilende "Hvis i lige kigger kort på bladene og så giver dem til mig vil jeg ligger dem under pres til i morgen" "Det er da synd for bladene!" Kan jeg høre en af drengene råbe og alle, undtagen mig selv og Katrine, griner hjerteligt af vitsen. Hendes smil bliver lidt mindre "Det er jo ikke sådan noget pres vel? Nå, jo hurtigere i aflevere bladende des hurtigere får i fri" Hun sætter en lille kasse på kateteret som vi skal putte bladende i. Jeg går langsomt op og smider bladet i. Så går jeg tilbage og pakker mine ting. Jeg går udenfor da vi får lov. Jeg sukker opgivende da det begynder at regne, da det altid betyder en masse postyr rundt om skolen. Jeg får mast mig igennem alle mulige underlige folk og går hjem. Jeg tænder ikke for musikken, det orker jeg slet ikke. Lige pludselig føler jeg mig virkelig dårlig tilpas.. Alt det på grund af Jason? Det kan da ikke passe... eller kan det? Da jeg kommer hjem ser jeg min fars bil og går derfor bare lige ind. "Hej skat!" kan jeg høre min far råbe fra stuen da jeg smækker døren. Jeg smiler og går ind til ham hvor jeg ser ham sidde i sofaen ved siden af... JASON?! Han  vinker stille til mig og jeg ligger mærke til at han har håndjern på. Jeg må have set meget forvirret ud, for min far giver sig til at forklare: "Ser du Diana, politifolkene på stationen så Jason  skyde mod dig og fik kort tid efter tilladelse til at jagte ham" han holder en kort pause hvor jeg forvirret spørger "Så det var det du skulle i går aftes?" Far nikker kort og fortsætter så "Vi fandt ham nær jeres gamle skole. Min chef gav mig ansvaret for ham og sagde at han skulle for sikkerhedens skyld stadig være iført håndjern" Han kaster et hurtigt blik på Jason, men kigger så på mig igen "Min chef var lige kørt da du kom, jeg synes personligt ikke at håndjernene hjælper særlig meget, så jeg skulle lige til at tage dem af ham" Jason smiler, jeg gætter på at han ikke vidste noget om at han skulle have håndjernene af. Min far finder en nøgle frem og tager dem langsomt af. Da far har lagt håndjernene på bordet gnider Jason sig om håndledene. Min far ser så på Jason med et lille smil "Nå Jason, jeg håber du er forberedt på skole imorgen" Jason ser uforstående på min far "Hvad mener du?" "Jo, du skal jo selvfølgelig i skole igen, så vi har meldt dig ind på Dianas skole. Vi har allerede købt alt hvad du har brug for" Far smiler stort og det ser ud til at han nyder det her "Vent! Sætter du mig, en kriminel morder, til at gå i folkeskole?!" spørger Jason og rejser sig op fra sofaen "Det lyder åndssvagt, men ja åbenbart. Det var endnu en åndssvag idé min chef fandt på" siger min far, stadig i det samme afslappede tonefald. "Jason fald ned okay? Du klare det, vi gik i klasse sammen før så det skal vi sikkert igen" Jeg smiler til Jason og kigger så på min far der nikker til det jeg lige har sagt. Jason nikker og forsøger at se afslappet ud, men jeg kan se at han er rasende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...