Bad boys and good girls

Den 16 årige Diana May Brown har ingen idé om, hvor meget hendes liv ændres, da hun siger ja til at tage med sin far på arbejde mens han lige har en afhøring. Faktisk kan man sige det ændre hele hendes liv. Hun ser sin gode ven Jason McCann igen, men vent.. Sagde han ikke at han skulle på kostskole?

16Likes
17Kommentarer
1595Visninger
AA

1. Politistationen

Dianas synsvinkel:

Det startede med hvad jeg troede var en helt almindelig morgen. Jeg stod op og redte mit lange brune hår der går mig Ca. til halebenet. Jeg finder mig noget tøj og lægger en tynd mascara, da jeg synes det fremhæver mine brune øjne. Jeg sendte en besked til Jason, min ven, han er taget på kostskole for Ca. et år siden. Selvom det er i skoletiden plejer han alligevel at svare på mine beskeder. Så i beskeden skrev jeg Hej Jason, keder mig vildt. Hvad laver du? Jeg stoppede mobilen i lommen på mine korte shorts og glattede min top, med et kranie på. Min stil er lidt hård i det, selvom det nu ikke er sådan jeg er. Da jeg flyver ned ad trappen, står min far for enden af trappen. Han er politimand og har derfor sin uniform på. Han smiler stort idet han spørger mig "Kunne du tænke dig at få fri fra skole i dag? Jeg kunne godt tænke mig at vise dig hvordan en afhøring foregår. Ham jeg skal afhøre er lidt hård, men lad være med at virke skræmt, det giver ham selvtillid." Det sidste får mig til at tænke lidt. Normalt ville jeg have sagt ja uden at tøve, men hvis han er hård, så ved jeg ikke helt. Til sidst beslutter jeg mig alligevel for at sige ja, det er alligevel en af de værste dage på ugen. Jeg børster hurtigt tænder og sætter mig ud i bilen. Jeg ved at man kan få noget frugt henne på politistationen, derfor gad jeg ikke spise morgenmad. Jeg tjekker min mobil da jeg sidder i bilen, intet svar fra Jason. "Hvem skriver du med" spørger min far. Lige i det øjeblik, går det op for mig at min far aldrig har mødt Jason, og omvendt. Så jeg svare bare "ikke noget, jeg ville bare se hvad klokken er." Hvilket faktisk var lidt dumt, fordi der er ur i bilen, men jeg er ikke god til at lyve. Min far trækker bare skuldrene, så det så ud som om jeg fik narret min far.

 

Vi nå hurtigt hen til stationen, da der faktisk ikke er så langt henne fra mit hus af. Da jeg går indenfor, tager jeg min far i hånden. Jeg ved faktisk ikke rigtig hvorfor. Den eneste måde man kan kende forskel på betjente og kriminelle er at de kriminelle har håndjern på. Det er lidt svært at kende forskel til at starte med, fordi de kriminelle har helt almindeligt tøj på istedet de der grimme orange hel dragter man altid ser på  film. Min far viser mig lidt rundt, han viser mig et vente værelse hvor der er en skål frugt, så jeg snupper et æble. Der sidder ikke mange mennesker, det er jo også tidligt på dagen. I næsten gang jeg vender mig rundt kan jeg se at der er en underlig fyr, men håndjern på der følger efter os. Det der er mest mærkeligt er at han også har et lille bundt med nøgler sat fast til bukserne. Det giver mig et lille gys, de første 3 gange jeg ser ham, men det stopper hurtigt for så bliver jeg vant til det. Min far viser mig også afhørings lokalet, der er meget stor og væggene er helt hvide. Der står et bord med fire stole rundt om der er lavet af træ. Døren er af glas, men der er sorte tremmer for. Der er overhovedet ingen vinduer i rummet og min far fortæller mig at man kun kan komme ud indefra hvis man har en nøgle(som han selvfølgelig har) Jeg tjekker endnu en gang min mobil og stadig intet svar fra Jason. "Afhøringen begynder kl. 10 det vil sige om et kvarter. Jeg vil ikke have dig ind i den afdeling som han er i" sagde min far, og jeg kan regne ud at med 'han' mener min far den kriminelle "Imens jeg henter ham kan du gå til rundt. Husk at komme tilbage om et kvarter når kl. er 10" og da min far har snakket færdig går han mod afdelingen. For første gang da jeg vender mig om kan jeg ikke få øje på den mærkelige person der fulgte efter os. Jeg sætter mig i en af de bløde sofaer i vente værelset og leger lidt med mit hår. Jeg skal bare have et kvarter til at gå, det kan jeg sagtens, siger jeg hele tiden til mig selv. Jeg føler at det kvarter aldrig får en ende, men da det endelig gør bliver jeg en smule i tvivl om hvilken vej jeg skal gå for at nå hen til afhøringslokalet. Jeg får en anelse ondt i maven. Politistationen er kæmpe stor, og jeg kan nemt fare vild. Heldigvis ser jeg min far i det sekund jeg træder ud af vente værelset. Det svimler i mit hoved da jeg ser hvem min far går rundt med. Det er den samme person som har fulgt os hele dagen, denne gang har han bare ikke nøgle bundet på sig. Jeg går med faste skridt ind i vente værelset og sætter mig, jeg kan ikke se drengens ansigt fordi han hele tiden kigger ned. Han sætter sig over for mig og min far lukker døren efter sig. Han sætter sig ved siden af mig og roder med nogle papirer der ligger på bordet. Min far kigger op fra papiret og snakker med helt klar stemme "Til at starte med skal du aflevere alle dine våben." Drengen der åbenbart kender turen stikker allerede hånden ned i sin lomme da min far starter på sætningen. Til at starte med aflevere han en lille pistol, og en til, og en til og til sidst en handgun. Min far sukker og lægger dem en efter en ned i en lille taske. Min far kigger op og forsøger at få øjenkontakt. Mislykket. "Også kniven mester" siger han og rækker hånden ud efter den. Drengen sukker og aflevere kniven. "Ja du har det hårdt" siger min far koldt. "Min datter er med idag, så jeg vil ikke se nogle numre idag okay?" siger min far og kigger på mig. Jeg kigger undrene tilbage, da jeg gerne vil have ham til at fortælle om numrene. "Han kastede kniven efter mig og spyttede mig i ansigtet" siger min far "Men han insistere på at beholde den, fordi det var en gave fra hans sindssyge bror, der begik selvmord" et kort øjeblik glemmer jeg helt hvor jeg er og kigger kun på min far, derfor får jeg et chok da drengen rejser sig med knyttede næver og råber "Du skød ham jo!" Han rejser sig så hurtigt at  hætten han har på ryger af. Det er som at få stød igennem mig da jeg ser hvem det er. Jeg rejser mig også uden at tænke på handlinger. Kunne det virkelig være.. "Jason?" udbryder jeg

_____________________________________________________________________

Det var første del. Hvis i kunne lide den vil jeg gerne skrive mere:) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...