Bad boys and good girls

Den 16 årige Diana May Brown har ingen idé om, hvor meget hendes liv ændres, da hun siger ja til at tage med sin far på arbejde mens han lige har en afhøring. Faktisk kan man sige det ændre hele hendes liv. Hun ser sin gode ven Jason McCann igen, men vent.. Sagde han ikke at han skulle på kostskole?

16Likes
17Kommentarer
1590Visninger
AA

2. Den farlige afhøring

Jason kigger underligt på mig idet jeg siger hans navn."Diana?" siger han spørgende "Vent, Diana, kender du ham?" spørger min far og kigger på mig "Øh.. Ja, vi gik i klasse sammen" siger jeg og kan ikke få øjnene fra Jason, selvom jeg snakker med min far "Lige indtil han skiftede til en kostskole" "Kostskole?" spørger min far og kigger i sine papirer "Ikke ifølge disse papirer" Efter at Jason har sat sig ned igen holder jeg godt øje med ham, det ser ud til at han tænker meget over hvad han vil sige næste gang. Der bliver ikke sagt noget i langtid, den eneste lyd der kommer er med jævne mellemrum er Jason der sukker højt. "Okay Jason" siger jeg for at bryde stemningen "Jeg vil have sandheden og kun sandheden!" Jeg kigger lige ind i Jasons ansigt. Han har et ligegyldigt blik i sine øjne, men jeg  kigger bare forbi det. Jeg ved han hader når jeg kigger ham i øjnene, derfor gør jeg det. Han sukker og forsøger så at forklare "Altså, mens du troede at jeg var på kostskole flygtede jeg fra ham" da Jason er færdig peger han bare på min far. Jeg var bare stadig ikke helt med "Hvorfor flygtede du fra min far?" spørger jeg og jeg kan godt høre det lyder lidt dumt. "Din far? Er den der idiot din far?" siger Jason og kigger dumt på mig. "Hvad er der galt med det?" spørger jeg. Jeg føler mig lykkelig over at min far ved at det her er en af de tidspunkter hvor han bare skal tie stille. "Der er det galt at jeg sparkede ham på skinnebenet og spyttede ham i fjæset sidste gang jeg var til afhøring" siger Jason og holder armene og brystet. Jeg gør store øjne og kigger bare på ham "Ja det er glimrende. Nu vil jeg gerne have at du fortæller mig lidt om de bomber som du nægtede at fortælle mig om ved sidste afhøring" afbryder min far henvist til Jason "Vent bomber?!" spørger jeg. Bomber? Han var jo sindssyg! Pistoler? Knive? Bomber? "Det er da lige meget sket er sket? Måtte jeg få den prøveløsladelse?" spørger Jason helt ligeglad "Prøveløsladelse?! Du har dræbt tusindvis af mennesker og du beder om en prøveløsladelse?" råber min far ud i lokalet, det overrasker mig at han kan være så sød mod mig når han kommer hjem. Min fars råben gør kun Jason ydereligere sur "Jason være nu sød. Fortæl ham hvad der er sket så vi kan hænge ud sammen igen" prøver jeg. Det er så lang tid siden. Jeg vil bare være sammen som vi plejer, alle laver fejl så jeg har besluttet mig for at forsøge at se igennem fingre med Jasons bomber. Jason sukker og fortælle så det hele, alt om alle de forfærdelige ting han har gjort. Jeg bliver mere og mere skræmt for hvert ord han siger. Jeg fortryder mere og mere at jeg har lovet mig selv ikke at dømme ham. Jeg synes bare at den afhøring vare i en evighed. Jason og min far råber bare højere og højere ad hinanden indtil jeg kommer med en stille bemærkning og så starter det forfra med høje stemmer.

Jeg ved ikke om det bare er mig, men jeg er sikker på at Jason er blevet mere voldlig. Endelig er alt denne her råben forbi og vi skal til at finde ud af den endelige løsning. Under bordet krydser jeg fingre for en prøveløsladelse, selvom jeg  godt ved det nok ikke kommer til at ske. Kom nu!...hvisker jeg for mig selv. Jeg ved at Jason er farlig, men jeg ved også at vi er så nære venner, så der ville ikke ske noget med mig. Der lyder et højt suk fra min far før han bestemmer sig "Jo, lad os bare give dig en prøveløsladelse. Men så vil jeg heller ikke have noget ballade" siger min far strengt "Og mine våben?" spørger Jason, med et løftet øjenbryn. Min far sukker og udlevere våbnene til ham. Han tager våbnene og rejser sig. Jason hiver nøglebundet frem og låser sig selv ud. Så kaster han nøglerne tilbage i mod os og går ud. Min far rejser sig og tager nøglerne mens han råber "Jason!" men Jason griner bare, trækker sin pistol op og skyder et hul i væggen som jeg sidder op ad, før han går ud ad politistationen. Underligt nok er der ingen der reagere på at han næsten skød mig i hovedet og bagefter bare forlader politistationen grinene...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...