A love story .. Or? (1D)

Holly er en 14-årig teenage-pige. Afslappende, venlig, følsom, stædig og interelligent, - ja, det Holly. Dog er der to sider af hende. Hendes venlige og gode side hører til derhjemme, og den stædige og negative hører til i skolen. Hun er ikke ligefrem den mest populære i skolen, hun indelukker nærmere sig selv derfra, og går igennem den alene, selvom det nogengange er ret hårdt. Men en dag i Juli-månedm på Hollys føldselsdag, løber en dreng ind i Holly. Hvad Holly ikke ved er, at det er selveste Louis Tomlinson fra det verdensberømte boyband, One direction. Dog kender Holly hverken Louis eller One direction. Dog bliver Louis genkendt, og når ikke at sige undskyld til Holly, før han fortsætter. Men hvordan reagere Holly? Hvad sker der når Louis de efterfølgende morgener står ude foran skolen og venter på Holly? .. Og ikke mindst når hende og Louis havner på forsiden, og en del artikler kommer frem. Og hvorfor ender Holly i selvskadning og selvmordsforsøg?

12Likes
14Kommentarer
1602Visninger
AA

2. Some days is just better than others..

Jeg gik hen ad den lange gang. Mit blik var som låst fast til min iPhone – det var min fødselsdag, og jeg havde lige fået den i dag, så jeg synes det var meget spændende. Jeg havde aldrig rigtig været specialt god til mobiler, og har altid haft noget umorderne bras, men denne her, den var virkelig smart.

Jeg faldt ud af mine tanker – og ja, bogstavelig talt faldt ud! – da jeg kunne mærke en person som stødte ind i mig, som gjorde at jeg faldt ned på gulvet med min iPhone som gjorde det samme. Med det samme spredte en smerte sig i mit knæ, og jeg kunne ikke lade vær med at ømme mig over det. Samtidigt spredte en irritation sig i min krop, og jeg kiggede med et fast blik på en dreng hvis kasket og solbriller var røget af. ”Hva…” Jeg skulle lige til at hidse mig op, før en masse piger kom løbende hen mod ham og omringede ham, hvorefter jeg kunne se han løb sin vej. Så noget, det pissede mig virkelig af!

Jeg kiggede ned på jorden hvor min iPhone lå, som jeg hurtigt tog op. Jeg faldt hurtigt over en rids som var kommet i den, hvilket fik mig til at knibe mine øjne hårdt i, fordi jeg blev så rasende. Gud, hvor han dog var uhøflig! Jeg havde ikke ord for sådan en type, men sådan noget, gjorde mig virkelig sur, og bare det, at smadre min mobil som jeg endda fik i dag! Det accepterede jeg ikke, og hvis jeg havde fået chancen for at flippe totalt ud på ham, havde jeg gjort det. Og jeg ville være fuldkommen ligeglad med alle omkring mig, jeg ville bare reagere som det passede mig.

 

Da jeg havde fået mine ting med mig, gik jeg traskende hen mod skolens hoveddør. Jeg var glad for, at dagen i dag havde været kort, jeg havde ikke brug for en lang skoledag. Det havde jeg aldrig.

Selvom en del kiggede på mig, var jeg fuldstændig ligeglad. Jeg var van til at være denne her anderledes pige, som folk ikke brød sig om. Men det gjorde heller ikke noget. Jeg havde min familie, og det var det som betød noget for mig. Jeg havde prøvet at miste veninder så meget, og smerten da, havde været så utrolig stor – og det kunne jeg virkelig ikke mere. Desuden, kunne ingen i min klasse lide mig alligevel. Og jeg kunne heller ikke lide dem. Og jeg havde ikke tænkt mig at gøre noget ved det. I skolen havde jeg bare denne her facade som jeg gemte mig bag.

*

Jeg var endelig nået mit hus, som var virkelig tydeligt at se, med alle de fødselsdags flag! Jeg åbnede døren og gik ind i gangen hvor en masse sko kunne ses. Gæster. Jeg orkede det egentlig ikke lige nu, jeg var stadig super irreteret, men det kunne jeg samtidigt heller ikke være bekendt at vise overfor de gæster, som havde taget sig tid til at komme og overraske mig. Desuden, bare fordi at jeg ingen venner havde, og skolen var noget lort, så skulle jeg bare være glad for det jeg nu engang havde!

”Holly!” Jeg kunne høre min mors glade stemme ude fra køkkenet af, hvilket fik et lille smil frem på mine læber – jeg havde fortalt at jeg var anderledes, og i forhold til så mange andre teenagere, så elskede jeg hvert sekund jeg tilbragte i mine forældres selvskab. Mine forældre betød alt for mig – de har altid været der for mig, og min tillid til dem var så stor, som en tillid overhovedet kunne blive.

Jeg kom ud til min mor som stod i køkkenet, og mit blik faldt hurtigt hen på alle de gæster som sad ved bordet og småsnakket, men den snak blev afbrudt, da jeg kom.

”Heeej!” Sagde jeg, og smilede til dem alle sammen som var kommet. ”Hvordan har din dag været skat?” Min far kom bag mig og trak mig ind i et kram. Jeg sendte ham et skævt smil, som han vidst hurtigt lage mærke til.

”Hvad så?” Sagde han, hvilket fik mig til at gribe ud efter min mobil i lommen. Jeg bed mig i læben automatisk, før jeg trak telefonen op foran min far for at vise ham risserne. Han ville sikkert have en forklaring, så det kunne jeg ligeså godt give ham. ”Der var en eller anden dreng som løb ind i mig.. Også stak han af” Det var det eneste jeg lige kunne sige, og jeg havde ikke særlig meget lyst til at uddybe mig, og det kunne jeg også se på min far, at han kunne se på mig, så han lod det ligge. Det var også en ting jeg elskede ved ham, han lod tingene ligge når han kunne se jeg ikke havde lyst til at snakke om det.

”Nå, men sæt dig hen til dine gæster, lige om lidt skal vi have boller” Sagde min mor og skubbede mig blidt i ryggen, før jeg gik hen mod mine gæster som hurtigt lage mærke til mig.

”Hollyyy! Så stor du bliver.” Sagde min mormor, Elisabeth, og strøg mig op og ned af ryggen, hvilken gjorde, at mit smil ikke kunne holde sig væk.

Jeg gik hen og satte mig for bordenden hvor min mor og far skulle side ’ved siden af mig’. Alle gæsternes blikke var rettet mod mig, hvilket fik mig til at bide mig nervøst i læben. Jeg følte det en smule akavet, men det hjalp, da min mor kom ind og satte en kurv med smurte boller i.

”Tillykke!” Råbte en velkendt stemme ude fra gangen af – og tydeligt kunne jeg høre at det var min moster og onkel som kom! Jeg havde faktisk slet ikke lagt mærke til om de var her, men jeg skulle ikke klage, jeg elskede de to.

”Heej!” Råbte jeg tilbage, og gik ud til dem i gangen for at tage imod dem. ”Tillykke med de 18 år, ven” Sagde hun og trak mig ind i et kram. Jeg grinte for mig selv, hun lavede altid grin med min alder, og jeg vidste også godt, at hun vidste jeg kun blev 14.

”Jamen tak” Sagde jeg, og vinkede hurtigt til min onkel, før jeg skulle til at gå ind til bordet igen. ”Vent” Sagde min moster og rak en gave hen til mig, som jeg roligt tog imod. Jeg ved at jeg fandt en del ting akavet, men jeg havde altid været nervøs for at pakke mine gaver op, for tænk hvis jeg fik en forkert reaktion, eller ikke kunne vise min taknemmelighed godt nok?

”Tusind tak” Sagde jeg smilende, og gik med langsomme skridt hen til min plads igen. Gaven var hård, og formet som et rektangel – hvis man kan sige det sådan!

”Åbn den” Sagde min moster da hun kom ind i køkkenet til os andre. Jeg kiggede ned på gaven, inden jeg forsigtet sprættede gaven op. Til syne kom en sort iPad, som gjorde at min mund nærmest var formet som et o. Wow, det var nok det jeg sidst havde regnet med at få! Altså jeg havde ønsket mig den, men havde SLET ikke regnet med at få den, nok mest fordi at jeg ved den er mega dyr. ”Wow” Sagde jeg og kiggede hen på min moster som så tilfredst ned på gaven. ”Ej, tusind tak” Sagde jeg og prøvede at åbne kassen hvor iPad’en lå.

Pludselig kom jeg i tanke om min iPhone som jeg også fik i dag, som allerede var gået i stykker. Eller skærmen var i hvert fald halvt gået i stykker. Jeg hadede stadig ham drengen for det, og det skulle han også nok få at vide hvis jeg så ham igen.

Jeg nåede frem til iPad’en, og derefter ledte jeg efter opladeren. Min far var hurtigt henne ved mig – jeg vidste at han også altid havde ønsket sig sådan en. ”Lad mig gøre det der” Sagde han og smilede til mig, hvilket bare fik mig til at grine. Ja well, det måtte han da godt gøre, jeg var ligeglad.

***

Klokken var nu 22:00, og gæsterne havde været her i godt 6 timer nu. Fødselsdagen var generalt bare gået med at snakke og spise – men det havde alligevel været en virkelig god dag. Jeg havde også fået noget tøj af min tante og anden onkel, og resten var egentlig bare penge, og jeg var godt tilfreds med det hele og utrolig glad for det.

”Vi ses, og tusind tak for gaven” Sagde jeg og gav min faster et kram ude foran hoveddøren. Jeg var i gang med at sige farvel og tak til alle gæsterne, inden de gik. ”Det var så lidt ven” Sagde hun inden min moster og onkel kom hen til mig – og jeg gav dem hver et kram. ”Mange tak for gaven, jeg er virkelig glad for den.” Sagde jeg og sendte dem et taknemmeligt smil, inden de vinkede farvel til mig.

Min mor og far kom bag mig, og vinkede også til dem. Jeg skyldte så også både min mor og far et tak, for det de havde gjort for mig i dag. Sådan noget, betød virkelig meget for mig!

Jeg lukkede døren, da både min far og mor allerede var gået ud i køkkenet igen – hvilket jeg også gjorde. ”Du skal også snart iseng skat.” Sagde min mor, imens hun var i fulde gang med at vaske op. Jeg plejede at protostere hver gang hun sagde jeg skulle i seng klokken 22, men jeg orkede ikke at skændes med hende lige nu, og det fortjente hun heller ikke. ”Jaja.” Jeg prøvede at holde mit suk inde, og tvang et smil frem, før jeg vendte ryggen til, og fandt toilettet.

Jeg låste døren efter mig, og kiggede mig ind i det store spejl. Mit lange blonde hår med mine brune striber i, gik ned til hvor ribbene sluttede. I dag havde jeg min hvide trøje på, med det amerikanske flag på, et rødt armbånd, og et par cowboy shorts hvor trøjen var sat ned i. Jeg havde altid gjort en del for mit udseende. Ikke fordi jeg var sådan en som synes jeg var perfekt eller noget, jeg kunne bare godt lide at gøre noget ud af mig selv, og det skulle ikke være for dullet, da jeg selv var imod de tingester.

Jeg fjernede et par hårnåle, og lage dem på bordet. Jeg greb ud efter min make-up fjerner, og et par vat rudeller. Jeg første først rudellen op mod mit højre øje, for at fjerne macaraen fra mine øjenvipper.

Jeg gad ikke i skole i morgen, det gad jeg virkelig ikke. Alle hadede mig, ikke at det gik mig på herhjemme, men det gjorde mig bare så irreteret og alligevel havde det været en smule sårene før. Det sårede mig godt nok ikke ret meget mere, men nogengange gik det over min grænse. Men nogen dage var jeg også mere følsom end andre.

”Er du snart færdig?” Min fars stemme og banken ude foran døren rev mig ud af mine tanker, og fik mig til at smide vat rudellen ned i toilettet da jeg var blevet færdig med at fjerne min make-up. Jeg nikkede som svar på min fars spøgsmål, før det gik op for mig hvor dum jeg var – selvfølgelig kunne han da ikke se mig. ”Ja!” Råbte jeg hurtigt og grinte lydløst af mig selv. Intet liv at grine af sig selv, lol.

Jeg tog fat i min tandbørste og proppede noget tandpasta på den. Jeg hadede virkelig at børste tænder, selvom min tandlæge havde fortalt mig at jeg var virkelig god til at passe på mine tænder. Jeg havde også fået meget ros for at have så flotte og hvide tænder af en del, så well, hvis jeg ville blive ved med det, måtte jeg også holde det.

Jeg spyttede skummet ud fra tandpastaen ud i håndvasken, og åbnede for vandhanen for at skylle min mund. I det her øjeblik, følte jeg bare at jeg havde det der skum overalt rundt om min mund – og det havde jeg garenteret også. Jeg trak mig væk fra håndvasken, og gik hen til håndklædet for at tørre mig rundt om munden. Det var behageligt.

Jeg låste op for badeværelses døren og så min far som nærmest stod og hoppede ude foran. ”Så er toilettet friii!” Sagde jeg og små løb ind på mit værelse. Jeg var på ingen måder træt, selvom klokken nu var blevet 22:30. Men det var vel heller ikke så underligt – jeg var et B menneske, men det fik jeg sjælendt ’lov til at være’ for min mor, hvilket jeg virkelig hadede. Selvom nogengange havde jeg bare tændt min computer eller så noget i smug. Det var jeg ret god til.

Jeg lage mig ned i min seng, og trak dynen over mig. Jeg skulle til at lukke mine øjne, før min dør langsomt blev åbent, og noget af lyset som lyste mit værelse op. ”Godnat skat” Smilede min mor, før hun stille lukkede den igen.

***

Jeg vågnede ved solen som lyste hele mit værelse op fra vinduet af. Got damn, jeg havde glemt at rulle for i går, og jeg hadede at blive vækket sådan. I det heltaget hadede jeg at blive vækket!

Dagen i dag skulle bare overståes. Jeg gad ikke i skole, og havde mest lyst til at pjække, selvom jeg vidste at det var forkert. Jeg havde gjort det en gang før, hvor jeg var blevet busted, og mine forældre var blevet virkelig skuffet. Selvom jeg selv synes at min grund var fin nok.

Jeg satte mig op i min seng. Det kunne ikke betale sig at sove videre, jeg vidste at jeg ville blive vækket om lidt alligevel.

Jeg tog noget helt tilfældigt tøj på, og gik ud på badeværelset for at sætte mit hår. Det var ret let, bare lige at sætte en tot år i en hårnål. Jeg gad ikke at glatte mit hår i dag, selvom jeg plejede at gøre det. Jeg orkede det ikke i dag. Jeg orkede ikke noget i dag.

Jeg gik ud i køkkenet imens jeg gabte, og så min far sidde ved bordet og drikke sin daglige morgenkaffe, mens mor var i fulde gange med at helle cornflakes op.

”Godmorgen.” Sagde min far og så helt forbavset ud. Sikker fordi jeg var stået op af mig selv, det var ikke ligefrem fordi at det skete for tit. Jeg nikkede bare, og jeg aner ikke hvorfor. Men kender i ikke bare det, hvor man ikke orker noget? Heller ikke engang at åbne sin mund for at sige noget?

Min mor kom over til mig og satte en skål med cornflakes i til mig, og rakte mig en ske. ”Tak” Jeg fik endelig åbnet min mund for at sige noget.

Da jeg havde spist et par mundfulde, kiggede jeg op på klokken og så den var 8, hvilket fik mig til at styrte op fra stolen af. ”8!” Udbrød jeg, og ligepludselig lød jeg ikke spor træt. ”Gud” Sagde min mor, og kiggede op på uret. ”Undskyld, men jeg må i skole nu” Det kom nok både bag på mig selv – og dem, at jeg lige pludselig havde så travlt. Men jeg gad ikke ydmyge mig selv ved at komme forsent!

Jeg havde hurtigt mine sko på, råbt farvel, og snuppet min taske, før jeg løb ud af døren og hen mod skolen, men stoppede hurtigt igen. Jeg kunne stadig nå at holde mig væk, jeg kunne altid bare tage ind til parken, der ville de aldrig kunne opdage det. Dog vidste jeg samtidigt at det var forkert, men jeg hadede at være derover, når ingen kunne acceptere mig! Samtidigt - jeg måtte gøre noget for min skole gange hvis jeg ville have en god uddanelse. Det var som om at der stod en djævel på min ene skulder, og diskuterede med en engel på min anden skulder. Jeg var ret i tvivl.

Jeg sukkede dybt og kneb øjnene sammen. Jeg måtte gøre det. Jeg vidste at det var det rigtige at gøre. Desuden var det også for mit eget bedste. Jeg åbnede igen øjnene, og traskede videre. Skolen var nu foran mig, og en masse børn lød rundt i skolegården. Lad helvedet begynde.

Jeg hørte klokken ringe imens jeg gik inde i mængden af små børn, som pludselig farede ind. Det er bare det øjeblik, hvor jeg ikke fatter hvorfor de skynder sig. De skulle bare vide hvad der ventede dem i de større klasser.

Jeg åbnede døren og gik ind på en gang, hvor jeg med det samme drejede endnu en gang og åbnede døren indtil mit klasseværelse. Her sad de alle sammen. Stirrede på mig. Nogen grinede, og andre hviskede. Men jeg havde lært ikke at tage det for personligt. Jeg gik følelsesløst forbi dem, og hen på min plads, som var aller forrest – desværre.

Læren var ikke kommet endnu, hun var garenteret også forsinket. Men det gjorde heller ikke noget, langt fra. Jeg tog min mobil frem, og gik ind på twitter. Det var en dag siden jeg sidst var på, så jeg ville meget gerne ind og se hvad der skete. Men noget afbrød mig, da jeg hørte et par piger bag mig hviske mit navn. Jeg havde virkelig trang til at give dem en flad, men jeg blev bare nød til at ignorere dem.

Jeg sukkede lydløst, og gik ind på ’forbind’ på twitter. Jeg havde fået 5 mere followers, så nu havde jeg altså 348 hvilket jeg var ret godt tilfreds med. Jeg havde kun haft min twitter i knap et halvt år, så.

Jeg lage hurtigt min mobil fra mig, da jeg så en uvelkendt lære komme ind. Det var en dame, som havde skulder langt krøllet hår, briller, og en almindelig ’lærer-stil’.

”8.a?” Sagde hun, og det fik lykkedes klassen at mumle et svagt ’ja’. ”I skulle havde Katrine hele dagen i dag, ikke? Hun er desværre syg, så i får fri” Hele klassen jublede, og var glade – og det var jeg også! Det var sjælendt at vi fik fri pga. sådan noget, men jeg ville ikke klage!!!

Jeg rejste mig op og tog min taske med mig, og gik ud af klasse lokalet. Jeg tog den lange gang ligesom i går – denne gang uden at stirre ned i min telefon. Jeg ville nødig begå samme fejl to gange. Eller ’jeg’ begik ikke fejlen. Men den skulle ikke gentage sig.

Gangen var helt tom, da det kun var vores klasse som havde fået fri, og de andre sikkert havde taget en anden vej ud. Jeg åbnede døren, og der var intet at høre eller se. Ingen trafik og kun én person var til syne. Personen havde hættetrøje på og solbriller på, og lige pludselig nærmede han sig hen mod mig. Nervøsiteten steg i mig, og mit hjerte bankede hurtigt. Jeg følte det her pisse ubehageligt! Men ligepludselig kunne jeg genkende noget.. Det lignede nøjagtigt ham fra i går! Ham som smadrede min telefon. Selvom jeg helst ikke ville, gik jeg hen imod ham, og stoppede da jeg var to meter fra ham. ”Det var dig som smadrede min telefon!” Udbrød jeg, med en blanding af vrede og nervøsitet i stemmen. Ingen jeg nåede at åbne min mund igen, tog han sine solbriller af, og tog sin hætte fra trøjen ned.

Jeg var mundlam, og kunne næsten intet sige. Han var virkelig noget af det flotteste jeg nogensinde havde set. Jeg kiggede ham i øjnene, og jeg er sikker på, at hvis jeg ikke havde hidset mig sådan op før, så havde han grinet over mit ansigtetsudtryk. Jeg måtte se dum ud, og jeg måtte ikke lade ham påvirke mig. Han havde smadret min telefon. Min nye og fantastiske telefon, som jeg havde fået af mine forældre. Men jeg havde svært ved at afbryde øjeblikket.

 

__________________________________________________________

 

Jeg ved at starten var lang, og nok ikke alt var såå spændende, men det var altså den bedste start jeg kunne komme på. Jeg lover at jeg vil gøre mit aller bedste, for at gøre hver et kapitel spændene, så jeg håber at i vil læse med:')

Jeg er super glade for jer som har gidet at bruge jeres tid på at læse min movellas, og det ville betyde meget hvis i gad at smide en kommentar.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...