A love story .. Or? (1D)

Holly er en 14-årig teenage-pige. Afslappende, venlig, følsom, stædig og interelligent, - ja, det Holly. Dog er der to sider af hende. Hendes venlige og gode side hører til derhjemme, og den stædige og negative hører til i skolen. Hun er ikke ligefrem den mest populære i skolen, hun indelukker nærmere sig selv derfra, og går igennem den alene, selvom det nogengange er ret hårdt. Men en dag i Juli-månedm på Hollys føldselsdag, løber en dreng ind i Holly. Hvad Holly ikke ved er, at det er selveste Louis Tomlinson fra det verdensberømte boyband, One direction. Dog kender Holly hverken Louis eller One direction. Dog bliver Louis genkendt, og når ikke at sige undskyld til Holly, før han fortsætter. Men hvordan reagere Holly? Hvad sker der når Louis de efterfølgende morgener står ude foran skolen og venter på Holly? .. Og ikke mindst når hende og Louis havner på forsiden, og en del artikler kommer frem. Og hvorfor ender Holly i selvskadning og selvmordsforsøg?

12Likes
14Kommentarer
1601Visninger
AA

3. I can't stop myself.

Jeg bed mig i læben, og fik dernæst endelig mit blik væk. Jeg kunne se ud af øjenkrogen, at han stadig kiggede på mig, hvilket fik mit hjerte til at springe et slag ove.. Vent, hvad?

Jeg måtte tage mig sammen til bare at gå videre! Hvad lavede jeg egentlig? Jeg kneb øjnene sammen, før jeg hurtigt vendte mig om og skulle til at gå, da en hånd lage sig på min skulder. Det gav mig en dejlig varm følelse, og det var som om, og jeg fik egentlig lyst til bare at give ham et kram. Men seriously, det ville virke pænt underligt. Lige nu fattede jeg ikke mig selv. Jeg var skuffet over mig selv!

"Holly" Sagde han, hvilket fik mig til at kigge på ham - og fik på en meget svær måde til at lave en grimasse. Hvordan kendte han mit navn? wtf?

"Det står på din taske." Sagde han, som om han kunne læse mine tanker. Ret pinligt egentlig. "Nårh jo.." Han grinte lidt efter, hvilket fik mig til at smile... Hvilket jeg slet ikke burde!

 

Jeg havde aller mest lyst til at gå. Eller .. Jeg følte at jeg blev nød til det, men mine fødder fjernede sig ikke, de blev stående imens et smil kom frem på mine læber mens han fortalte om et eller andet. Jeg var rent ud sagt, helt væk i ham. Lol.. Jeg hadede tanken ret meget!

"Kan du lide sport?" Efter et lille øjebliks stilhed spurgte han mig om noget, hvilket jeg nikkede til, "Jep," Sagde jeg og smilte tilfredst. Hvorfor ved jeg egentlig ikke. Jeg var ret underlig lige nu. Mere end normalt.

"Fedt, fodbold, eller..?" Sagde han, hvor jeg hurtigt kom med et svar, "Yearh, men jeg er mest til at se det." Jeg elskede at slappe af foran fjernsynet og se en fodbold kamp med min far - men jeg hadede at spille det selv. Uden rigtigt at have en specialt god grund. Jeg var bare ikke ret vild med det.

"Uhh, hvilket hold holder du med?" Han satte sig ned på en bænk ved siden af os, og så interesseret hen på mig. "Chelsea!" Svarede jeg bestemt, og begyndte at grine da jeg så hans ansigs udtryk, som var en form for 'sadface'. "Manchester United!!!" Udbrød han, hvor jeg bare begyndte at grine. Igen, underligheeed!l

Jeg skulle til at åbne munden, da en ringende lyd fra Louis' telefon afbrød. Louis besvarede hurtigt opkaldet, og trak telefonen op til øret.

Jeg blev træt af bare at stå op, så jeg satte mig på bænken, som Louis' også sad på. Af og til smilte han til mig, hvilket fik alt indeni til at hoppe af glæde. Jeg hadede virkelig at jeg ikke kunne kontrollere mine følelser lige nu, jeg havde overskredet min egen grænse på grund af Louis! Got damn, hvorfor skulle han nu også være så sød?

Jeg blev revet ud af mine tanker da et suk lød fra Louis, "Jeg kommer." Svarede han og lidt efter lage han på.

"Jeg er ked af det, men jeg må gå nu." Sagde han, hvilket på underligvis gav mig en ret trist følelse. Jeg rørte mig ikke ud af stedet, og det samme gjorde Louis heller ikke. "Her er mit nummer." Sagde han og trak en tus op ad hans lomme og skrev hans nummer på min hånd, jeg nåede ikke at protostere - men det ville jeg jo heller ikke. Eller ville jeg?

"Så kan du skrive." Sagde han inden han trak mig ind i et kram, som fik min krop til at gå amok.... Hvilket den igen ikke burde!!

Lidt efter var han væk, og jeg sad nu her alene, og kunne ikke gemme mit smil væk. Så hvis der kom en nu, ville personen nok tro at jeg var syg. Well, det var jeg nok også.

Jeg rejste mig op, og mine ben rystede nærmest af glæde. Et smil bredte sig endnu mere på mine læber, da jeg begyndte at gå. Han var virkelig sød. Jeg håbede sådan på, at jeg ville se ham igen... Men mon han havde de samme følelser for mig, som jeg havde for ham? Det var virkelig flovt. Men han gav mig hans nummer, det måtte da betyde noget! .. Medmindre at det var det forkerte nummer, og han bare gav mig det for at slippe af med mig? Hmm, dumme tanker.

Jeg gik ned ad min gade, og lidt efter ind mod mit hus, hvor jeg gik ind og smed min taske. Jeg tog min jakke og sko af, og lavede væddedrenge løb ind på mit værelse. Well, nogengange var jeg ret lalleglad .. Og hyper. Ellers var det fordi at jeg havde set.. Ham.

Jeg rakte ud efter mine høretelefoner og satte i min smadret iPhone.

Smadret.

Louis havde smadret den.

Louis.

Jeg rystede straks på hovedet af mig selv og satte høretelefonerne i ørene, og satte en sang på, som var Katy Perry - E.T.

Jeg nynnede med på sangen, før døren til mit værelse gik op, og jeg sprang op i sengen og rev høretelefonerne ud af ørene, hvorefter min far kom ind.

"Far! Du ved jeg let får et chok." Sukkede jeg, og sendte ham en grimasse før jeg lænede mig tilbage i min seng igen. "Jamen goddag til dig også." Sagde han og lænede sig om ad døren og kiggede på mig. Fniis.

Jeg plejede altid at sige hej, men lige præcis idag glemte jeg det. Hmm

Louis. Helt klart Louis' skyld! Han fik mig til, at have ham i baghovedet hele tiden, få en varm og glad følelse, og glemme alt andet. Tak tak.

"Hej far, sorry." Sagde jeg og smilte til ham, som han gengældte, og bagefter med et kort grin.

Da han var gået ud ad døren igen, satte jeg mine høretelefoner i ørene igen, og lage en hånd på hjertet, som stadig bankede hurtigt. Jeg hadede chok.

Jeg lod musikken overtage alt.. Noget af min krop var stadig fyldt op med kærlighe.. Okay, seriøst, jeg burde ikke være bange for det ord. Kunne jeg ikke bare acceptere det? Alle begik vel fejl. 

***

Jeg slog øjnene op, da min far ruskede i mig. Min musik var stadig tændt, og var nået til Love Story, med Taylor Swift. Mine tanker dukkede straks igen op på.. Louis. Surprise? Ej, jeg savnede ham faktisk ret meget. Måske at jeg skulle ringe til ham efter aftensmaden?

Jeg tog mine høretelefoner ud, og rejste mig op fra min seng af. Hvad var klokken lige? "Vi skal spise." Sagde min far, før han gik ud af rummet igen, med mig efter.

Jeg satte mig ude ved køkkenbordet, hvor der var et dækket bord, og hvor spaghetti med kødsovs'en stod fremme. Jeg begyndte straks at række ud efter den store ske, og fyldte den med spaghetti - og sovsen, som landede i min tallerken. Jeg lage skeen tilbage, og begyndte at fylde min mund. Eller, fylde og flyde, nu lyder jeg som en grov æder, men jeg spiste faktisk ret pænt. Hihi. Okay, jeg var ved at være bange for mig selv. Jeg var i et virkelig godt humør efter Louis. Faktisk, rigtig godt humør.

"Hvorfor kom du så sent hjem idag?" Jeg suede en spaghetti ind, og tykkede af munden. Jeg ville ikke sige at jeg snakkede med en, så ville de bare begynde at spørge ind til alt muligt, og ja, jeg var ikke god til at skjule ting, som jeg gerne ville beholde hemmeligt.

"Jeg ville bare lige have hjælp til mine matematik lektier." Sagde jeg før jeg førte gaflen op til munden igen, hvor min mor nikkede.

Jeg tog min tallerken, og satte den hen på bordet. "Tak for mad." Sagde jeg og gik ind mod mit værelse igen. Undskyld miiig. Eller.. Hvad skulle jeg? Jeg ville ikke virke desperart. Og hvad skulle jeg egentlig sige!?

Uden at jeg nåede at tænke mig ordenligt om, tog jeg min mobil frem, og tastede nummeret ind fra min hånd, og ringede ham op. Med det samme jeg trykkede på ring op, fortrød jeg. Jeg havde sku da intet at sige!!! Jeg ville ligge på, da en ukendt stemme kunne høres, hvilket hurtigt fik alt til at fylde sig af skuffelse. "Hallo?" Lød det fra telefonen, og jeg kunne stadig høre, at det ikke var ham. Jeg var sikker. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...