Gør Øjeblikket Væsentligt

"Gør Øjeblikket Væsentligt" er måske et velkendt titel for nogen. Opgaven er fra terminsprøven i januar 2012, og jeg valgte at skrive dette essay med fast titel. Altså findes der nok en del essays derude med samme titel...

Jeg fik 12. Du skal være velkommen til at mene andet, det ville være fint at høre.

4Likes
1Kommentarer
2415Visninger
AA

1. Gør Øjeblikket Væsentligt

Man kan næsten mærke vindpustene fra de travle mennesker der flyver forbi, på vej alle steder hen, på vej væk. Med store poser i hænderne, stønnende og prustende på vej til den næste kø, hvor der bliver skubbet og puffet til og fra alle sider, væk skal de alle sammen, og det så hurtigt at det kan være svært at følge med. Det er jul, og alt skal være klart, gaverne, maden, træet, alt skal være perfekt, og der er ikke et øjeblik at spilde.

Vi kender det alle sammen, vi gør det alle sammen, men hvorfor? Fordi vi ser frem mod den store dag, hvor alt skal være perfekt, alt skal klappe, alt skal leve op til alles forventninger - men hvad gør vi i mellemtiden? Vi higer mod horisonten, den fjerne horisont der trækker i os, mens vi flyver hen over alt uden at kigge ned en eneste gang.

Er det virkelig det værd, hvis man ikke har tid til at tænke sig om og kigge på alle de små, betydningsfulde ting, der hele tiden er omkring os?

 

Man bliver bedømt hver eneste dag. Hvor end du går hen, bliver du bedømt, på det der kommer til udtryk. Din påklædning, dit hår, de mennesker du er sammen med, din stemme, dit udtryk i ansigtet, dine tænder, en evig strøm af usynlig kritik rammer dig fra alle sider, og du har ingen kontrol over det, har overhovedet ikke noget at skulle have sagt. Med mindre… med mindre du gør alt hvad du kan, for at præge andre folks syn på dig på en måde, så det stemmer overens med det du gerne vil være. Det du føler bliver forventet af dig.

Som med den førnævnte jul. I et stand-up show parodierer komikeren Jonatan Spang sin mor, og siger med en dejlig, højrøstet stemme: ”Der er seks timer til gæsterne kommer! Nu skal vi i fællesskab få dette her til at ligne et helt andet hjem!” Og selvom det er for sjov, og vi skal grine af det og tænke, ”hvor er hun latterlig,” så ved vi jo godt, at det er sådan, vi lever vores liv. Mange mennesker bruger timer hver morgen på at forvandle sig til den smukke, moderigtige, populære pige, så folk kan kigge på hende, og blive en smule misundelige, selv ønske at have det i virkeligheden påklistrede overskud. Ligesom Jonatans mor der vil skabe en facade, der vil have alt til at se perfekt ud, så gæsterne tænker alt muligt godt om hende, når de kommer. Den perfekte mor, der alligevel kan holde sit hus så smukt, og stadig har overskud til at lave den bedste julemad. Perfekt.

 

Sognepræst og underviser i etik og filosofi Michael Wagner er stor tilhænger af det kendte udtryk fra latin, ”Carpe Diem,” grib dagen. Tag imod det der kommer og grib det fantastiske i hver eneste dag.

Han mener, at vi ofte bliver lammet af en ”jeg skal bare liiige-” følelse, som konstant driver os opad og frem, som en observationssaltelit i kredsløb om jorden der skal kigge ud i rummet, lede efter det vi vil finde. Den vender sig aldrig mod jorden, fokuserer konstant på det store, det nye, det vi mener, må være vigtigt. Uden at se sig tilbage. Det starter allerede når vi er helt små, når vi er ved at afslutte børnehaven, og skal på fritidshjem. Eller ved helt små ting som Disney Sjov i fjernsynet. Vi kan ikke vente, det skal komme, og det skal komme nu. En rastløshed vi alle kender fra da vi var små, måske fra vores små søskende. Der er ikke noget, der slår rastløsheden hos et barn, der vil have noget, men bliver nødt til at vente. Før Disney Sjov kommer på, er der ikke noget der betyder noget. Dog er børn de, der er bedst til at fokusere på nuet, fordi de endnu er så små, at de ikke har opfattet, hvad vi forventer af dem. De gør det bare, det de har lyst til. Men det går hurtigt over. Vi går i skole. Vi går i 9. klasse, og er snart ved at være færdige med første kapitel. Mange sidder lige så rastløse som et lille barn, vil bare væk herfra, ud i det store nye. Vi vil have alt det, vi ikke kan få, eller det vi bliver nødt til at vente på. Som Michael Wagner siger, vi skal bare lige ud af skolen, og så starter livet. Men så skal vi også lige have en kæreste, et job, et hus, børn, en karriere… Jeg er selv ganske perfektionistisk på mange områder, og jeg vil have, at det jeg laver, skal fremstå perfekt. I skrivende stund sidder jeg omringet af 103 andre elever, der med nervøsiteten i kroppen skal forsøge at klare sig så godt som muligt. I stedet for at fokusere på nuet, fokusere på det befriende og fantastiske ved at skrive, så fokuseres der på om det man skriver vil kunne give en ordentlig karakter. Jeg har det svært med den slags opgaver, jeg bliver sur på mig selv, hvis ikke jeg kan score topkarakter, men hvorfor? Fordi mit glasbillede krakelerer. Fordi jeg ikke fremstår så perfekt, som jeg gerne vil. Fordi disse prøver snart begynder at betyde noget for min fremtid, fordi jeg vil klare mig godt i min fremtid, fordi jeg vil opretholde det smukke billede af mig selv, som en der har overskud nok, til altid at få høje karakterer, som en der skriver fantastiske stile, laver fantastiske problemregninger… Når jeg går herfra i dag, vil det være med en gennemborende frygt for, at det jeg har lavet ikke er godt nok. Jeg vil bruge timer på at gruble, timer jeg kunne have brugt på så meget andet. Når jeg går i seng i aften, vil jeg ligge og vende og dreje mig, og tænke på om jeg kan alle de matematiske formler, jeg skal kunne, når jeg skal til matematikprøven i morgen. Derefter vil det samme mønster gentage sig, lige til ugen er forbi, og den sidste prøve er taget. Og når ugen er forbi, vil jeg bruge min weekend på at brokke mig over, hvor dårlige og svære opgaverne var, hvor unfair det var, og gruble, bryde min hjerne for at finde de fejl jeg måtte have lavet, ærgre mig over at jeg ikke gjorde det bedre, og i allerhøjeste grad bekymre mig for, om mine karakterer svarer til mine forventninger. Mine ekstreme forventninger. Tænk, hvad jeg kunne have brugt al den tid på.

 

Vi når næsten alle til et punkt i vores liv, hvor vi begynder at sætte pris på de små ting. I Michael Wagners artikel skriver han også, at mange alvorligt sukkersyge udtaler, at de aldrig har været så lykkelige før. Pludselig forstår de at sætte pris på de små ting, fordi de ikke ved, hvornår de bliver taget fra dem. Sådanne situationer vil vi næsten alle komme i. Sygdom, død, skilsmisser. Uundgåelige og forfærdelige. Da min mor fejrede sin 35 års fødselsdag med min lillsøster i maven, gik noget galt. Vandet gik. I februar. Hun skulle først ud til juni. Jeg var selv otte år, resten af mine søskende er yngre. Vi forstod det ikke, som de voksne gjorde, og havde vi været nogle år ældre, ville vi sikkert have sat umådelig meget mere pris på den tid vi havde med min mor. Hun lå på hospitalet helt til april. Da Liva, det smukke, dejlige væsen blev født i april, alt for tidligt, men i live – der forstod vi at sætte pris på de små øjeblikke, vi havde med hende. Vi vidste ikke, hvor længe det ville vare. Nu lever hun i bedste velgående, og hvis man tænker over det, er det jo fantastisk, at hun har klaret sig så godt. Det gør man bare ikke. Vi har så travlt med alt muligt andet, og når hun spørger, om vi vil lege, bliver hun tit mødt med svaret, ”jeg har ikke tid, jeg skal lave lektier.” Tiden er til lektier – men tiden er bestemt også til leg med sit mirakel af en søster. Vi sætter alt for lidt pris på, sat vi har hende, at vi lever i bedste velgående, fem raske børn og to voksne der let kunne have gået ned med stress, men som holder fast, og giver os alt hvad vi kunne ønske os.

 

Vi husker ikke altid på, at være glade for det vi har. I en tid med så mange muligheder, farer vi rundt, og fokuserer på alt det vi mener, er det rigtige. Vi glemmer at kigge på de små ting, at lege med vores søskende, gå tur med hunden, sidde og snakke med familien over aftensmaden. Før vi ved af det, er de små ting væk, og så vil vi ærgre os over, at vi ikke fik set godt nok på dem, mærket ordentligt efter… Vi rækker efter den fremtid, vi tror vi gerne vil have. Den fremtid der i omverdenens øjne virker mest perfekt, men vi kan bare ikke række så langt.  

Ligesom drengen på illustrationen. Han vil have alt det, han endnu ikke kan få. Han kan næsten nå det fra sin stak af bøger. Uddannelsen, den vi først bliver nødt til at have, den der et afsæt til resten af livet. Bøgerne. Men tager han posen, den store, tunge pose, vil han falde. Vægten vil få ham til at tabe balancen, han vil falde, bøgerne vil vælte, han kan ikke overkomme det hele på en gang. Samtidig vil han tabe sin GPS, når han rækker ud for at gribe det, han tror, han vil have. Den livs-GPS Michael Wagner mener, man skal indstille på ”gør øjeblikket væsentlig,” og så følge den. Vi bliver nødt til at fokusere på de små ting, og ikke altid forsøge at overkomme det hele på én gang. For så falder vi, og vi lander hårdt. Det bliver et værre oprydningsarbejde bagefter.

 

 

 

 

 

                                                                   

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...