Åbenbaring

"Åbenbaring" er skrevet i december 2011, skoleopgave - for så sej er jeg.
Den er skrevet ud fra Janne Tellers roman, "Intet", men kan sagtens forstås uden kendskab dertil.

1Likes
0Kommentarer
598Visninger

1. Åbenbaring

 

 

 

Det eneste lys i natten skinnede et stykke fra mit ansigt, mens jeg løb, og hvad jeg kunne se, var de små vanddråber foran mig, og hvad jeg kunne mærke, var kulden og væden fra de selvsamme vanddråber. Og varmen der fyldte min krop ved hvert sug, hver gang lyset lyste endnu klarere op. Men snart var den ikke nok til at overdøve kulden, slet ikke nok, og mine fødder mærkede det knapt nok, da først den ene, derefter den anden hamrede ind i noget, og lod min krop falde over det ukendte, med hovedet først ned i et andet ukendte, men jeg mærkede kun et lille stød mod siden af hovedet, og så var det overstået.

Mine fødder hvilede stadig på det, der havde afbrudt mit natteløb. Det var blødt. Det var også varmt, den lille smule kunne jeg mærke, ligesom den væske der løb fra min næse og nedover mit ansigt. Lyset var gået ud, da jeg faldt, og jeg famlede efter det i mørket, men mine hænder følte ingenting, selvom jeg vidste, at de burde føle noget. I hvert fald regnen, for den kunne jeg høre. Der var også noget andet jeg kunne høre, en masse forskellige lyde, og først efter nogle minutter tog min hjerne imod lydene, og fandt ud af at fortælle mig, hvad de betød.

                      ”.. du der for, kom op med dig, du bliver helt gennemblødt!”

Det var en rar stemme, og den samlede mig op, så jeg næsten stod på de ben, jeg ikke kunne mærke, jeg havde.

                      ”Hør, vi går indenfor. Du ser jo syg ud, stakkels pige.”

Jeg ved ikke, hvor lang tid der gik. Timer, dage uger, måske bare minutter. Det var svært at føle, det var svært at lade være, det var svært at huske, det var svært at glemme. Jeg kunne bare ikke gøre noget ved det, for min krop insisterede på at vågne, og på at tage imod den varme den fik. Kontrollen var blevet taget fra mig, og nu lå jeg bare der og følte mere og mere, ind til det holdt op, og jeg følte alt det jeg burde føle. Det var ikke rart, og alt i min krop tiggede om nåde, og fordi alle lemmerne tiggede, havde ingen af dem overskud til at hjælpe de andre, og så lod de ellers bare hinanden ligge og gøre ondt, og snart forsvandt alt andet end den smerte. Så jeg lå der og havde ondt og følte kun dét, lige til smerten blev mildere, og gav plads til andre smerter, de smerter der kun fandt sted i mit hoved. Jeg forsøgte at rejse mig, og mærkede, at jeg lå så dejlig blødt, selv under smerten.

                      ”Du er vågen? Jeg henter noget mad til dig, vent et øjeblik,” og så gik han. Overraskende nok kunne jeg sidde op, og det gjorde ikke så ondt, som jeg først havde troet. Men han havde ret, mad var en god ting, og jeg mærkede et lille stik at noget, der ikke gjorde ondt.

                      ”Du ser jo forfærdelig ud. Hvad er der dog sket med dig?”

Han havde været hurtig, og maden duftede fantastisk. Den ville have duftet af mere i et tidligere liv, men selv min svækkede lugtesans fik mine tænder til at løbe i vand, og jeg tog straks imod, da han satte bakken på sengen, og tænkte egentlig ikke mere over det.

                      ”Du må fortælle mig om dig selv senere, jeg er virkelig nysgerrig, men spis først.”

Så jeg spiste. Det bedste måltid nogensinde, tørre rundstykker med en lidt for stærk ost.

Du må fortælle mig om dig selv senere. Det var dér det hele kom tilbage til mig, og fordi jeg havde tappet mig selv for styrke i løbet af den nat, jeg ikke vidste hvor jeg hørte til, manglede jeg et filter, der kunne holde det alt sammen tilbage. Det lykkedes mig at færdiggøre rundstykket, før jeg brød sammen.

                      ”Gud nej…” hviskede den venlige stemme, og omfavnede min rystende krop.

                      ”Meningen med livet, ikke?” hviskede jeg under gråden, mens han kiggede forundret på mig.       ”Den findes ikke.”

Og så fortalte jeg ham om alting. Det var lettere end jeg havde regnet med, min hjerne kørte på en meget veloplyst autopilot, så mens jeg bare lå der på sengen, væltede ordene ud af min mund, til en fremmed mand med et ansigt jeg endnu ikke havde set ordentligt på, hvis navn jeg ikke engang kendte, vidste alt om alting.

Det var startet da jeg var helt ung, med en dreng på min alder, et blommetræ og en holdning vi andre ikke helt forstod. Der er ingen mening med livet, og det kunne vi ikke respektere, vi kunne ikke holde ud, at han kunne sige sådan. Især fordi hans imponerende talertalent ville, at vi skulle tro ham, og vi var også tæt på. At han havde ret, argumenterne stod i kø. Men vi kunne ikke bare… lade ham gøre det. Lade ham fjerne alting.

Så vi gjorde noget. Det startede som en lille ting, og jeg kan stadig huske suget i maven, da det gik op for mig, at jeg rent faktisk var en del af dette her. En fodbold, et par sandaler, noget der betød noget for ejeren, men alligevel bagateller, enhver kunne leve uden. I starten. I en bunke. I et skur. Og her mødtes vi, her havde vi vores base, og her blev vi mere og mere desperate, og mere og mere vilde efter at han skulle tage fejl. Bunken blev større, og det var godt, for hver enkel ting i bunken repræsenterede noget med en betydning. En mening. Med livet.

Jalousi er en grim ting: Jalousi er en nødvendig ting, og med jalousi følger hævn, og med hævn følger tab, der fører til mere jalousi og mere hævn. Et kæledyr, et bedetæppe, Jesus på korset som vi hentede i kirken, en død lillebror, et hundehoved.

Men mens vi byggede, mens vi tog større og større ting fra hinanden, begyndte vi også at tvivle. Jeg tvivlede. Var dette her meningen med livet? Havde det betydning? Og han var stadig lige så skråsikker, som han nogensinde have været, og vi blev bare mere og mere desperate, tvivlede mere og mere…

Jeg sukkede. Han havde lyttet til mig igennem hele historien, og først lang tid bagefter undrede jeg mig over, hvorfor han endnu ikke havde sagt et ord.

 

                      ”Så kom mit offer. Så kom min tur, og derfra hold jeg op med at tvivle.”

I hvert fald for et stykke tid.

                      ”Hvad?” var det eneste han kunne få frem, hviskende.

Jeg smilede let. Underligt, mærkeligt. Mennesket er uforudsigeligt, men det skræmte mig alligevel lidt.

                      ”Min… min uskyld.”

 

Jeg beskrev hændelsen i detaljer, og mens jeg fortalte, faldt – ikke en sten, bare et lille dun fra mit hjerte. Og han lyttede bare, uden det mindste tegn på væmmelse, på noget som helst.

 

Så jeg fortalte videre. Om hvordan jeg havde kæmpet for sagen, selv mens de andre var begyndt at tvivle, var jeg blevet stærkere.

Lige til det var slut. De solgte den. Vores bunke. Vores betydning. Der findes ikke en pris, på det jeg gav væk. Han kunne godt se det, drengen, og han fortalte os, at hvis det virkelig havde så meget betydning, så kunne vi da ikke sælge det. Og jeg var enig, og vred på alt og alle.

Han døde. Drengen i træet. Dyngen brændte, og han brændte med, og så var det slut. Alt var væk.

 

Derfra husker jeg ikke meget fra mit liv. Jeg levede ikke, alt hvad jeg gjorde, gjorde jeg for at glemme.

Her måtte jeg smile igen. Det var et godt smil, det var et ordentligt smil med en god årsag. Men et minde. Et fjernt minde.

                      ”Så mødte jeg Xander,” og han lagde mærke til min ændrede tone.

Vi var sammen i fire år. De fire lykkeligste år af mit liv. De fire år af mit liv, der gav mening. Han hjalp mig, han varmede mig, og alt det jeg ikke havde følt længe, blussede op i mig når han var ved mig, når jeg var ved ham, når vi var sammen. Han var alt jeg havde, men vi delte alt, og jeg fik venner, jeg fik mening, jeg fik familie. Det havde været det værd, alt jeg havde gjort, jeg havde fundet meningen, den havde bare været noget tid undervejs, og jeg vidste, at nu kunne intet ramme mig. Jeg vidste det bare.

Han friede til mig. Jeg var et nul, når ikke jeg var sammen med ham. Pludselig kunne jeg alt, og nu kunne jeg også gifte mig. Alle mine fejl gjorde ikke noget, bare han elskede mig. Og det gjorde han også. Betingelsesløst. Det gjorde han.

 

                      ”Der er ingen mening med livet,” sagde jeg.

                      ”Hvorfor dog ikke, hvad får dig til at sige sådan?”

                      ”Det er der ikke,” for det var der ikke. Det var ikke meningen, jeg havde fundet, alt jeg havde fundet var en skygge. En skygge af lykke, en skygge af lykke der lokkede mig, jeg var let at lokke. Jeg var et let bytte, og den hyldede mig ind, og gav mig ly for stormen, men stormen blæste skyggen væk, og så var jeg bare. Jeg var. Jeg var alene, og jeg var svagere end nogensinde.

 

Han forsvandt. Xander. Lyset. Skyggen. Det var så væmmeligt enkelt, at jeg slet ikke kunne holde det ud. Det var en bil, det var en vej, og en cykel uden lys, et hoved uden hjelm, og havde jeg været en centimeter tættere på, var jeg blevet hevet med, men lykken ville mig ikke den dag.

Så jeg løb, for han var væk, og da bilen havde ramt ham, ramte ordene mig som en pisk. Der er ingen mening med livet. Så for første gang så jeg klart, og glemte alt jeg havde kæmpet for, for jeg så, at det var forkert, og løb ud i mørket med mig selv. Jeg brændte, lige til jeg faldt over noget varmt, noget blødt, og lå der på vejen, lige til en venlig stemme samlede mig op, og nu lå jeg her.

 

                      ”For helvedet…,” hviskede han, og kiggede på mig.

Det var lidt som om vi forstod hinanden hundrede procent, da han hev en pose hvidt pulver op af lommen, og så sad vi dér, stegende i vores eget fedt, og snakkede om meningen med livet.

 

Ingen af os mælede et eneste ord.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...