Mit Sidste Råb

"Mit Sidste Råb" er skrevet i marts 2011. Skoleopgave. No more to say, titlen er spoiler nok i sig selv. Eller noget. Titlen er vigtig. Det skal den være.

4Likes
2Kommentarer
705Visninger
AA

1. Mit Sidste Råb

Jeg er klar. Jeg har aldrig været mere klar i mit liv, selvom jeg ved, at dette her bliver enden. Enden på rædslerne, smerten, skrigene…

Der er ikke mere end denne ene ting tilbage at gøre for mig. Alt andet er forsvundet, men snart vil jeg se det igen. Alt det jeg knugede til mit hjerte engang. Men nu er det mange år siden. Så forfærdelig mange år siden at tiden før føles noget så uhåndgribelig, men jeg husker, for jeg har nægtet at glemme, og den dag i dag vil verden få at se, hvad jeg mener om den.

Vores plan er enkel, og udarbejdet i dybeste hemmelighed. Igen andre end os kender til dens eksistens, det har han fortalt mig. Det har været under opsejling i mange måneder, jeg har ventet i borende utålmodighed, og nu da dagen er kommet, er alting meget mere perfekt end jeg nogensinde havde forestillet mig.

 

Gaderne er smukke i morgensolens skær, og jeg kan fornemme den varme asfalt gennem mine skosåler. Det er så smukt, at det næsten er sørgeligt, når skønheden brydes af de tusinder af kroppe, der trænges her, og spærrer mit udsyn. Når det er nat, og menneskemængden forsvinder, sidder jeg tit på asfalten, og kigger på al skønheden. Husenes farver er mange, smukke og gamle, og for enden skinner månen i vandet, på de dage hvor skyerne ikke spærrer for mig. Det er derfor jeg går denne her vej, for jeg vil se vandet en sidste gang, og mærke vinden i mod mit ansigt, høre mågernes skrig i mine ører og føle sandet i vandkanten mellem mine tæer.

 

Jeg sukker, og skubber hurtigt de sorte tanker væk, der presser sig på i mit hoved, for jeg vil gennemføre dette her. Det kan ikke være anderledes, og jeg vil fortryde, hvis jeg skal af sted på anden vis. En dreng i gul sommerjakke kigger på mig, og jeg smiler til ham, da hans mor trækker ham væk. Han kan ikke følge med hendes lange ben, og kæmper for at holde sig fast. En dør bag ham åbner sig, og en mand i en nystrøget skjorte, i en lidt mørkere gul farve end drenges jakke. Han skæver til en ung kvinde i et par meget korte shorts, der bukker sig ned for at samle sine poser op. Hendes lange, lyse hår dækker det værste, og hun griner til sine veninder, af en noget jeg ikke hørte. Jeg fører mine egne hænder op til hovedet, og føler det bløde stof under mine fingre. Det går ned over mine skuldre, og jeg er stolt af, at jeg ikke behøver opføre mig som den lyshårede kvinde.

Jeg er smuk, det siger vinduerne i butikkerne mig, når jeg passerer forbi. Det er rart at vide, selvom det ikke betyder noget nu, overhovedet.

 

Skyerne er gået let for solen. Jeg trækker min gamle regnjakke tættere omkring mig, og de fjerne skrig fra de hvide havfugle når nu mine ører. Det er smukt. Menneskemængden er også tyndet ud. Ikke mange tager hele vejen, men jeg gør, i hvert fald i dag. Hele vejen. Mit øje lokkes af et lille, fint butiksvindue. De dejligste lædersko står på stativerne derinde, suppleret af en mørkhåret kvinde i en vinterjakke, og et par mørke sko. Et par magen til finder jeg øverst på stativet. Kvinden står helt stille, men hendes kunstige skønhed lyser læderet op, og drager mig såvel som andre mod vinduet. Jeg tager et par skridt mod vinduet, mens jeg føler efter sedlerne i min lomme. Det skal prøves, og nu er øjeblikket kommet, så jeg fortsætter til jeg hører den lille klokke fra døren. Kvinden ved kassen kigger på mig, og smiler. Rummet er ikke så stort, men fem andre levende befinder sig herinde. En dreng sidder tættest på mig, og kigger på sin mor, der prøver et par sko. Hælene klinger mod gulvet, da hun tager en prøverunde. Hun smiler tilfreds, og mens hun krænger skoene af, søger mit blik mod den mørke mand, der står med sin ene, store hånd på en blå barnevogn, og den anden i hælen på en lækker, sort sko. Barnet i vognen pludrer stille, og manden vugger vognen en smule.

 

Jeg sukker, og river blikket væk, men jeg har stadig en svag fornemmelse af den lille tsunami, der udspringer fra mit hjerte, og bevæger sig rundt i hele kroppen. Så jeg holder blikket nede, mens jeg prøver et par sko fra en hylde. De gør mig smuk, og selvom de klemmer en smule, giver jeg dem til ekspedienten, og betaler. Jeg tager dem på igen. Uret over hendes hoved gør mig nervøs, og mine arme er så småt begyndt at fryse, men jeg må af sted, for jeg skal, det har jeg jo bestemt, så jeg går, og tager et dybt åndedræt da jeg forlader butikken. Et enkelt blik på vinduet holder mig fast, for han står nu helt tæt på, og har taget barnet op. Det er svært at se på. Jeg lader være, jeg går igen.

Han venter, og nu kan jeg se det højrøde skilt. Der er så mange mennesker, små mange børn omkring mig. Men jeg har jo valgt dette her, det er en beslutning jeg har taget, jeg skal gøre det, så jeg holder blikket nede, og styrer mod den lille, snavsede butik.

                      ”Det er inde bagved. Kom med mig,” hvisker han, og ligger en arm om ryggen på mig. Det hele går hurtigt, mine tanker stryger igennem hovedet, men jeg lader dem ikke slippe ud, jeg lader ikke mig selv se dem. Det er farligt. En tåre løber ned af mine kinder, mens han løfter op i min kjole. Jeg løfter armene, og mærker hans kolde hænder mod min hud. Jeg lukker øjnene, og forestiller mig et par store, sorte hænder…

Men nu er de kolde, de er af metal, og det går hurtigt. Han giver mig en lille, kold genstand i hånden. Jeg vil gøre det, nu. Nu får jeg lov at gå, og jeg går, og i det jeg går, mærker jeg en kold strøm passere langs min ryg, men jeg ignorerer den. Klokken ved døren kimer, og jeg hører ikke hvad han siger, da jeg betræder den hårde asfalt igen. Skyerne har nu vundet himlen, og fester i sejr, mens jeg næsten løber af sted. Tsunamien vinder energi i min krop, og det er hårdt, men jeg skal dette her, jeg har besluttet det. Jeg sukker, men det skal gøres, jeg ønsker det.

Gaden er stadig fyldt med mennesker. Jeg skal gøre dette her. Nu. Og jeg gør det. Det er meget mærkeligt, for jeg ved slet ikke hvad jeg har gjort, da jeg trykker på den lille knap, men jeg ved, at jeg har kort tid tilbage. Meget kort tid, men jeg vil dette her. Mågerne skriger, og skyerne tætnes omkring mig, mens årerne i min krop fyldes til bristepunktet.

Og så mærker jeg det. Alt hvad jeg kendte bliver flået fra hinanden, og jeg skriger, ellers er det de andre der skriger, jeg ser et glimt, en sort mand, rædslen er malet i hans ansigt, mens han kaster sig væk med en bylt i armene, men jeg vil dette her, jeg vil det, de har fortjent det, jeg vil det…

Vil jeg ikke?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...