Et Billede

"Et Billede" er skrevet i januar 2010, og skal forestille at foregå i 1920'erne. Uden overhovedet at få noget at vide om den tidsperiode, blev vi bedt om at skrive en stil, der skulle foregå i 20'erne.
Jeg har taget udgangspunkt i ægte historier fra årtiet.

0Likes
0Kommentarer
374Visninger

1. Et Billede

 

At min yngste bror Kai var afgået ved døden for ganske nylig, havde fyldt min ganske lille lejlighed op med masser af hans gamle ting. Da Esther, min to år ældre søster, nu boede fast i London, og min ældste bror, Henrik, for snart fem år siden var blevet taget fra os af den svære tuberkulose, blev det mig der måtte tage imod det hele. Kai havde ingen børn fået, og havde aldrig haft en kone. Dog havde han stadig haft et dejligt liv, og havde haft masser af succes som kunster, inden han døde.

Jeg sukkede dybt, da en af flyttemændene bar et stort lærred ind af min hoveddør. De mange farver, og det utydelige motiv var typisk for Kai, og lod savnet overtage endnu mere. Det største billede ville jeg hænge op på mit soveværelse. Der hang også en smuk kjole, som jeg havde fået i julegave af Esther, og det første par træsko Henrik nogensinde lavede. De var lidt klodsede, og jeg tør vædde med, at den der stak fødderne i dem ville ende ud med en del splinter, men i mine øjne var de så smukke som noget andet.

”Hvor skal dette her være, fru Jensen?”, råbte en flyttemand, og dukkede frem bag det store chartol, med en smuk, læderindbunden bog. Jeg genkendte straks min farmors sirlige brodering, og min farfars intialer, og bad den unge mand række mig bogen. Han smilede venligt til mig, og jeg tror han ænsede tåren i mit øje, da jeg åbnede bogen, og afslørede et væld af brunlige billeder. Dog lagde jeg særligt mærke til ét billede.

Smukt på række stod vi, i vores fineste tøj. Jeg kærtegnede Kais runde ansigt, og blinkede tårerne væk fra mine øjne. Tænk, at vi stadig havde det billede. På Kais venste side, stod Henrik. Høj og ranglet som han altid havde været. Jeg grinede stille af hans utilfredse ansigtsudtryk. Han havde aldrig været glad for fotografen. Esther, derimod, der stod på Kais højre side, elskede det gennem hele vores barndom. Hun var også den smukkeste på billedet, og havde vokset sig endnu større og smukkere gennem årene. Jeg skimtede det smukke billede af Esther som tyveårig der hang på væggen ved siden af. Det havde været starten på hendes fantastiske modelkarriere, der havde givet hende pengene til det smukke hus hun havde i England.

Det var noget af et smukt hus, hun havde. Noget meget andet, end den lille, mørke toværelses lejlighed vi havde haft, dengang det billede blev taget.

Vores lejlighed lå på fjerde etage, og havde tre værelser, og et lille køkken. Vi havde endnu ikke fået toilet oppe. Det var stadig med at løbe ned at de lange trapper, og ned i gården, hvis man skulle. Vores lejlighed var meget anderledes indrettet end en lejlighed er i dag. På de mørke, knirkende trægulve, var der store, brune tæpper. Vores møbler var alle i mørke træsorter, og var fint udskåret, mange af dem. De fleste var arvestykker, som mine forældre havde arvet fra deres bedsteforældre.

Det var ikke kun lejlighederne der så anderledes ud. Gaderne var alle belagt med brosten, og de fleste store veje var med grus. Der var nu heller ikke så mange biler dengang. Cykler derimod var der masser af - men det var alle sorte cykler, og det var primært store cykler med et bredt styr. I vores familie havde vi kun én cykel, som var min fars. Han ejede den lokale købmand, og cyklen var den hans buddrenge kørte på, når varer skulle bringes ud. Somme tider fik vi også lov at prøve cyklen, men kun hvis vi blev bedt om at brige varer ud for vores far. Det plejede at give en femøre vi kunne købe noget for selv, så det gjorde vi gerne.

Far syntes også, at vi var gode børn at sende ud på sådan en tur, for siden han tjente en del på sin forretning, havde han råd til at købe nyt tøj til os jævnligt. Derfor var vores tøj ikke lige så snavset, småt og hullet som mange af de andre børns, hvilket gav kunderne et godt indtryk af min fars forretning.

Det tøj Kai og Henrik gik i,var mest ternede skjorter, og brune bukser der tit gik til lidt over anklen.

Esther og jeg gik mest i brunlige kjoler, og meget ofte blev vi også udstyret med et hvidt forklæde, da vi hjalp meget til i huset. Vi gik altid i træsko. Andet var for dyrt, sagde far. Men i dag fik vi lov til at gå i fine sko, for vi skulle ned til fotografem, og have taget det årlige billede. Min far var gode venner med fotografen, så vi fik altid rabat. Jeg tror det havde noget at gøre med, at far gav øllerne senere på aftenen. Jeg kunne nu meget godt lide at være hos fotografen. Jeg fik lov at få mit fine tøj på, og jeg slap for husligt arbejde. Esther nærmest elskede det. Hun var nu også en meget køn pige, og alle vendte blikket mod hende, mens vi gik ned af den brostensbelagte gade. Jeg nød at gå, uden at høre den konstante klapren af mine træsko mod stenene. Det var en dejlig fornemmelse. Jeg holdt min mor i hånden mens vi gik, og ligeså gjorde Esther. Henrik og Kai gik bag os sammen med far, og surmulede. De kunne bedre lide at løbe ned af gaderne i deres træsko som de plejede. Men idag skulle de være fine, og havde bare at gå pænt. Da Henrik snublede og skrabede sin albue, fik han et slag på siden af hovedet, og kiggede derefter hvor han gik, til vi nåede fotografen. Esther og jeg var iført vores fine, hvide blondekjoler, og havde fået hvide sløjfer i håret, der var vasket og sat pænt til anledningen. Vi havde hvide sokker under vores sorte laksko, der skinnede efter en grundig pudsning.

Kai havde en hvid dragt på med korte ærmer og ben. Han havde en sømandskrave på, og et par sorte sko, med sorte sokker i. De var lidt støvede og hullede, for vores overbo havde lige haft et par sko i hans størrelse til en billig pris. Henriks sko var helt nye, og skinnede. Han så meget flot ud i sin kønne, lyse jakke, og de løse bukser. Mor kiggede strengt på os allesammen, og tørrede Kai på hagen. Hun rettede lidt på mine sokker og Esthers sløjfe, og lod os derefter gå ind til fotografen.

Vi stillede op foran et stort, sort gardin der hang mod væggen. Kameraet så ud som en harmonika, med et stort glas fra en lup foran. Fotografen smilede til os, og bad os stå stille og smile. Selvom vi havde prøvet det før, var vi stadig ikke helt trygge ved den gamle fotograf, og hans lysende kamera. Jeg tog Esthers hånd, og hun tog Kais, da lysglimtet kom. Vi blinkede allesammen ufrivilligt da lyset nåede vores øjne. Far trykkede fotografens hånd, og jeg lagde mærke til den krøllede pengeseddel der skiftede hænder i øjeblikket. Mor bad os komme, og så gik vi ellers hjemad igen, mens hun roste os for vores gode opførsel. Det var ellers ikke så tit vi fik ros, men jeg elskede når vi gjorde.

Klokken var nu lidt i otte, og mine tre søskende skulle i skole. Først skulle de lige af med deres fine tøj, for det gik ikke at ødelægge det. Så hellere komme for sent.

Kai havde ikke været ude med mælk som han plejede. Far havde bedt ham fri, selvom Mesteren ikke havde været videre begejstret. Det ville også trække ned i Kais månedsløn, men far kunne ikke få andre tider hos fotografen, så sådan var det. Henrik og Esther skulle stadig arbejde efter skole. Henrik var bud for det lokale posthus, og var en af de få heldige der havde vagter efter skole.

Esther passede vores underbos datter, og hjalp også mor og mig derhjemme, når hun ikke lavede lektier.

Da vi kom hjem, skyndte Esther, Henrik og Kai at klæde sig om, pakke deres ting, og skynde sig i skole. Jeg klædte stille om, og gik ud i stuen til min mor, der sad med sit strikketøj, og en lille stak tøj, som jeg vidste skulle lappes. Sådan sad min mor og jeg hele dagen, som vi plejede. Hun lavede mad, syede tøj, strikkede, mens jeg hjalp med hvad hun end skulle. To timer midt på dagen fik jeg lov at gå ned i gården, hvor jeg legede med mine veninder, Ditte og Mette, der var tvillinger, og lige så gamle som jeg. Vi legede med vores små dukker, og skiftedes til at gynge på de to trægynger der var sat op dernede.

Senere kom mine søskende hjem, og Henrik gik med det samme igen, mens Esther satte sig til at lave lektier. Mor spurgte stille til, hvordan det var gået, og Esther svarede. Sådan kunne de sidde og tale længe, mens jeg koncentrerede mig om Kais hullede bukser, lige til far kom hjem igen. Lugten af øl vældede ind i stuen, og far råbte, og spurgte hvornår maden var klar.

Sådan forløb de fleste aftener. Vi nåede aldrig at komme så tidligt i seng som vi burde, fordi der så lige var noget der skulle ordnes.

 

Selvom vi ikke havde så meget dengang, savner jeg det alligevel. Og allermest savner jeg Kai, Henrik og Esther, og min mor. Jeg sukkede, da flyttemændene sagde, at nu var alt oppe, og at de ville gå nu. Jeg hørte døren knirke, og løftede mig op i stolen, og ville gå ind i min seng, men et blik på det gamle album, fortalte mig hvad jeg skulle få natten til at gå med.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...