Når du Tænker

"Når du Tænker" er en eventyrnovelle skrevet i maj 2010, og skulle egentligt have været afleveret som stil til min lærer. Opgaven var, at skrive et eventyr - men jeg kom til at holde for meget af dette her, elske det for meget, komme for meget af mig selv i det, til nogensinde at ville vise det til en lærer, jeg ikke brød mig om.

Men det er et smukt eventyr. Jeg beundrer mit 14-årige jeg...

1Likes
0Kommentarer
514Visninger
AA

1. Når du Tænker

 

Der var engang en pige. En ganske lille pige. Helt uskyldig i sit sind. En pige som hende burde lege og le, men denne pige bekymrede sig som en voksen. Helt alene lå hun på det kolde stuegulv. Mærkede dets hårde flade, trykke mod hendes ryg. De store, behårede vægge trak sig langsomt sammen, mod hende. Mod ingen andre i den lille lejlighed. Hvad hun lavede der på det hårde gulv, var at lytte. Med hænderne presset så hårdt mod de små, fine ører, at både hænder og ører fik en rød kulør. Alligevel hørte hun alt. Hun hørte den onde heks skumle tanker på tredje sal, under det iskolde gulv. Hørte trolden og hans kones rolige spekulationer på femte, langt over hende. Over det ækle, og langsomt faldende loft. Hørte de små troldebørns ubekymrede tanker. Tanker fyldt med leg og levelyst. Tanker, helt uden bekymringer. Hun sukkede, mens hun langsomt vendte sig om på maven. Pressede hele sin vægt mod det glatte, kolde gulv. Fjernede langsomt hænderne fra ørene, og pressede også dem mod heksens utroligt kolde loft. Ønskede kun at synke ned i den hårde flade, og blive der, for evigt...

Endnu engang sukkede den lille pige, da hun løftede sit lille, lyshårede hoved. De smukke, blå øjne faldt på to størrer, onde menneskeskikkelser. Hun satte sig langsomt op. Lyttende. Trykkede igen håndfladerne mod ørerne. Lukkede al lyd ude, så hun bedre kunne lytte.

”Hun har krøller, jeg er ikke tilfreds!”

”Hun er for lille og tynd, jeg er ikke tilfreds!”

”Hun er ikke populær i klassen, jeg er ikke tilfreds!”

”Hun går for meget op i lektier, jeg er ikke tilfreds!”

”Hun bruger for meget tid alene, jeg er ikke tilfreds!”

”Hun ligner ikke...” Den lille, forsvarsløse pige holdt det store skrig tilbage. Gråden pressede også på, men hun måtte være stærk. Gøre dem tilfredse. Hun åbnede igen for den voldsomme reallyd, så alle andres tanker måtte give den plads, og forsvinde ud af hendes hoved. Men hvorfor? Hvorfor gøre noget, overhovedet. De ville aldrig blive tilfredse. Hendes øjne var røde, og hun rystede let, men ville ikke græde. De kunne ikke lide hende. Hun var ikke perfekt. Ville aldrig blive det, så hvorfor overhovedet prøve. Hun tænkte et øjeblik, og rejste sig så langsomt op. Glemte kulden fra det hårde gulv. Gik blot mod lejlighedens hoveddør. Hendes skridt var knapt hørlige gennem den tykke mur af radiolyde, mobiltelefoner, fjernsyn... De bemærkede det ikke, da deres eneste datter langsomt forlod hjemmet. Med et suk åbnede hun den tunge hoveddør, og trådte ud i deres opgang. Hun havde aldrig rigtig langt mærke til hvordan den faktisk så ud. De gulnede vægge bar præk fra langsomt forfald, og forskellige insekter boede i krogene. Den lille, gule flagermus som hun kendte så godt, boede åbenbart også her. Dens små insektøjne fangede en lille pige, med langt lyst, krøllet hår, og så hurtigt som ingenting, landede den på hendes skulder. Hun følte modet vokse. Han var her hos hende, og intet kunne skade hende nu. Det var bare at prøve. Prøve sig frem, lade tankerne føre hende...

Med små, lydløse skridt, gik hun op ad de glatte trappetrin, til hun nåede troldens dør. Den var stor, og i mørkt træ. En gigantisk dørhammer var skævt hamret i, øverst på døren. Hun prøvede, men hun var trods alt et væsen i menneskestørrelse, og ingen trold, og kunne ikke nå den. Modet forsvandt langsomt, men hun lyste op, da hun så en lille, fin dørklokke, lige i hendes øjenhøjde. Hun trykkede på den lille, røde knap, og hun hørte fortvivlede tanker bag den tunge dør. Ingen forventede gæster i dag. De spekulerede på, om det måske var heksen, der endnu engang var kommet for at få de penge de skyldte hende. Derfor overraskede det ikke den lille pige, da en stor, behåret mand kom ud af lejligheden, med en stor jernstang i hånden, og med et ondt blik i øjnene. Han var overrakset, men også glad over at se en fin, lille pige, og ikke en ækel, bumset kone.

”Hvad vil du?”

Trolde taler ikke så meget. Hun vidste det. Havde hørt denne trolds tanker gennem hele sit otte år lange liv, og kendte ham ud og ind. Hendes ægte stemme overraskede hende dog. Den var ikke ru og dyb, som hun havde troet, men fin og ren. Dog en smule dybere end en menneskemands stemme, men denne trolds stemmebånd måtte også være noget større. Hun vidste ikke hvad hun skulle svare, men kiggede blot ind i lejligheden bag trolden. Det var ikke her, det var hun sikker på. Her ville hun ikke finde, hvad hun søgte.

”Ikke noget alligevel.”

Hun smilede til trolden, der gøs ved synet af de store, blå, usyldige pigeøjne, der pludselig fangede hans små, brune sataner. Han mumlede et eller andet, og forsvandt ind i sin lejlighed. Pigen vidste, at der stadig var én lejlighed hun kunne kigge i, og håbede kun på det bedste. Hendes skridt var lige så uhørlige som før, og med den lille, gule flagermus på sin skulder, bar de tynde ben hende hele vejen op. På denne dør, var der et lille skilt. Det var småt, og skriften noget utydelig, men hun kom frem til, at der stod ”JENSEN, vil ik forstyes”, og at det jo nok betød, at gamle hr. Jensen ikke ville forstyrres. Hun vidste det var forkert, da hun ringede på denne dør. Dør nummer  to. Hun kunne kun håbe, og selvom hun udemærket vidste hvad hr. Jensen ville sige, når han åbnede døren, måtte hun prøve. Skulle prøve. Den lille dør åbnede sig på klem, og hun kunne se den gyldne dørkæde der skjulte hr. Jensens små, grå øjne.

”Du har ikke noget at bestille her!”

Stemmen var streng. Gammel, bestemt, og meget overbevisende. Pigen kunne nærmest mærke en kold, tyk træstav over sin ryg. Hun smilede sødt til ham, mens hun sneg sig til et kig ind i hans gamle lejlighed. Det var heller ikke her. Hun var endnu engang fuldstændig sikker i sin sag.

”Bare fortsæt Deres  middagslur, hr. Jensen.” Han måbede, og han tænkte over, hvordan hun mon vidste at han var lige midt i sin middagslur. Endnu engang smilede, hun, da hun gik væg fra den hvide dør, og det lille, grimme skilt. Pigen løb hurtigt, men stille op ad de næste trapper, og sneg sig en gang imellem til at kigge på det gule væsen på hendes skulder. Der var en sidste mulighed. En tredje, og sidste mulighed. Det Tomme Hus, blev det kaldt. Dog var det bare en lejlighed. En gammel og forfalden en af slagsen. Ingen havde været derinde i snart toogtyve år, men hun måtte se efter. Der var ikke andet for.

Hun rystede over hele kroppen, da hun tog i dørhåndtaget. Hun kunne ikke høre en eneste tanke derinde. Lyttende, trak hun ned i det rustne metalhåndtag. Det var ikke koldt, som hun havde troet, men varmt. Varmen bredte sig ud i hendes lille krop, og lykkefølelsen overvældede hende. Døren knirkede ikke, som hun havde troet. Den gik lydløst op, og et sus gik gennem den lille krop. Rummet var ikke gammelt og forfaldent som hun havde troet. Det var helt mørk, kun oplyst af en syvarmet lysestage, der stor for enden af rummet. Hviskende stemmer førte hende mod lyset. Igennem den mørke gang, mod lyset for enden. Dette var det rette sted. Det var her. Her, hun ville kunne få en ende på... alt. Hun gøs, men var ikke bange. Døren gik lydløst i bag hende, da hun langsomt stakte armen ud efter lysestagen.

Og hun levede lykkeligt, til sine dages ende...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...