Skyggen bag Træet

"Skyggen bag træet" er en af de eneste historier jeg nogensinde har færdiggjort der ikke har relationer til skolearbejde.
Den er skrevet i juni 2010, og jeg beundrer mit 14-årige jeg rigtig meget for denne novelle.

0Likes
0Kommentarer
292Visninger
AA

1. Skyggen bag Træet

Der var faktisk ret mørk på mit værelse den dag. Det var egentlig ikke fordi der var mørk udenfor, for, de fleste andre i huset havde rullet de slidte persienner ned, for at undgå solen i øjene. Hmm... Jeg var nu også ret sur. Sur, fordi alting gik så enormt dårligt for tiden, at jeg til tider havde lyst til at rive fat i pelsen på den mest arrige løve på Afrikas tørre savanner, og bide øret af den. Flå det af, med mine lidt for store tænder, og flyve til månen på mine guldfarvede engevinger, for derefter at springe hele jorden i luften, så ingen nogensinde mere kunne gøre mig fortræd.

Og dog...

Jeg kiggede over i det støvede hjørne. Det, der var allerlængst væk fra mig og mit skrivebord. Langsomt rejste jeg mig en smule fra min stol, der klart og tydeligt fik udtrykt sin aldrende tilstand. Min hånd holdt stadig krampeagtigt fast om armlænet, mens den gamle mus, der boede imellem de tykke vægge i huset, pev højlydt. Inderst inde havde jeg mest lyst til at styrte over i det dunkle hjørne, og slå hårdt i den store tøjbunke, men da jeg prøvede, var der

noget der holdt min krop fast til den gamle kontorstol. Noget, der ikke ville lade mig gå derover. Der ikke ville lade mine falmende øjne se efter. Jeg løftede hovedet, stadig med blikket rettet mod hjørnet af mit værelse. Der havde været noget. Et eller andet...

Jeg rystede på hovedet - hvad skulle det dog være? Det var sikkert bare noget jeg havde bildt mig ind. Noget min syge hjerne havde opdigtet i et idiotisk forsøg på, at få mig op af stolen. Ud af døren. Ud i lyset. Jeg vidste det fandtes, lyset, for jeg havde set det, men det var længe siden nu. Mørket dækkede snart helt for minderne om lyset, og ville snart begynde at fortære dem. Også det vidste jeg, men jeg gad egentlig ikke gøre noget ved det. Lyset var ikke min ven. Lyset havde forrådt mig, og efterladt mig, ladet mig falde, falde direkte i armene på mørket. Mørket gav ikke slip. Det havde jeg også lært. Blev man først overladt til mørket, var man fortabt.

Det gav faktisk ikke mening. Hvorfor måtte jeg ikke gå ud i lyset, når mørket alligevel havde fat i mig, og ville følge med mig overalt? Dække for lyset, så jeg ikke blev ramt. For fanden da, jeg anede ikke hvad jeg ville blive ramt af, når jeg gik ud af den dør. Faktisk sikkert ikke noget. Som sagt, jeg var godt pakket ind.

Endnu engang knirkede stolen, da jeg løftede min krop. Det var der igen. Det, noget...

Jeg fuglte mit sorte synsbedrag med øjnene, da det pludselig satte fart på, og med en farlig elegance og smidighed, fløj ud af min dør. I det øjeblik rejste jeg mig, og løb. Stadig med hånden om armlænet.

Hjulene hvinede mod gulvet, og stolen væltede, da hjulet fandt en ujævnhed på gulvet. Jeg løb bare. Lige til min krop ramte døren med et brag. Jeg faldt, og landede på stolen, hvis ene hjul stadig drejede rundt. Det uslæbne træ borede sig ind mellem mine ribben, og min kæbe slog mod armlænet. Hvis ikke det havde været umuligt for mig, havde jeg skreget. Dog kunne jeg kun fremstamme små pibelyde. Det holdt mig for munden, og gjorde et skrig umuligt.

Det blødte. Det kunne jeg mærke, og jeg kunne høre de regelmæssige dryp mod den lille træengel. Dens ene vinge var faldet af, da stolen havde ramt den for lidt siden, var jeg overbevist om. Den havde da altid haft den vinge?

Nu havde den kun en enkel, og fra den dryppede mit blod. Jeg var ikke helt klar over, hvorfra blodet kom, men jeg var også ligeglad, for med et slog noget mig. Hårdere end faldet havde slået min krop mod stolen. Ville sådan et brag ikke normalt afføde fodtrin mod gulvet? En hånd på håndtaget, der ville åbne forsigtigt. En stemme der ville spørge, og hænder der ville føle. Jeg blev blændet, da et minde om det lys jeg kendte, skar sig gennem min hukkommelse, og ud i det dunkle rum, der nu var fuldt oplyst. Øjeblikket forsvandt, og værelset var sortere end før. Nu græd jeg. Jeg græd, da jeg løftede mig op, og kiggede ind i det sorte spejl. Jeg anede kun rammen, og jeg anede de små forandringer i overfladen, alt efter hvad der blev spejlet i den glatte overflade. Jeg græd, fordi mit ansigt ikke efterlod tegn. Ikke efterlod en skygge, bare en streg. Alt var som før, selvom mit ansigt stod så klart for spejlet.

Da skreg jeg, og løb ud af min dør. Gennem den. Splinterne føg gennem min krop, og mine ødelagte øjne så slet ikke lyset, da jeg brød gennem husmuren, og faldt, da jeg ramte et træ.

Månen var bleg mod min hud, mit hår og mit tøj. Træet havde stoppet mig, og jeg forsøgte nu at fjerne træet fra mine blødende øjne, så jeg kunne ane mine omgivelser, andet end månens skær. Det gjorde ondt, men smerten i mit hoved overdøvede den nemt. Jeg kunne se nu. Se lyset, selv når kun månen forærede mig det. I et øjeblik forsvandt al kraft fra min krop, og jeg lod den falde mod jorden. Det bløde græs afbød faldet, og jeg blinkede et par gange, for at fjerne blodet.

Med et vendte vendte musklerne tilbage. Jeg løftede hovedet, da en skygge passerede træet. Nu løb jeg. Helt uden besvær, løb jeg efter den sorte skygge, der fløj langt hurtigere end jeg. Mine øjne fastholdt den, mens mine fødder smertede under mig, i et forsøg på at hale ind på den, da jeg faldt. Pinden var lang og tyk, og jeg samlede den op under mig. Jeg løb med den i hånden, satte den mod jorden, og sprang. Med mine slanke hænder, greb jeg fast om skyggen, og rev den i stykker.

Da jeg landede på jorden, var alt lyst.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...