Et Vindstød

"Et Vindstød" er skrevet i forbindelse med et skoleprojekt i maj og juni 2010, og er langt fra noget, jeg ville skrive i dag - men jeg er stadig vild med historien, og kan ikke nænne at skrive den om.
Dens syvendeklassepræg er en del af den (:

0Likes
0Kommentarer
397Visninger

1. Et Vindstød

 

Jeg sukkede stille for mig selv, da hun vendte sig om, og vinkede smilende til de nitten drenge og piger der sad i det store klasselokale. De gengældte hendes smilende vinken. Dem alle. Imens stod jeg bare bag en åndsvag træstolpe, der i øvrigt var slebet utrolig dårligt i sin tid. Jeg kiggede på min finger, hvori der nu sad et lillebitte stykke træ. Et lille, ubetydeligt stykke træ. Tænk, at sådan et kunne gøre så fandens ondt.                       ”Kommer du.. ?”, lød en ret ligeglad stemme et par meter foran mig. Jeg kiggede op, og stirrede spørgende på hende. Hun fokuserede mærkeligt på sine negle, og begyndte så at gå. De høje hæle gav genlyd i hele gangen.                       ”Hallo, hvis jeg kommer derned uden dig, bliver min mor helvedes sur på mig. Ja, hun                        er tandlæge, hvis du så gerne vil vide det.” Vi sukkede nærmest i kor, men jeg tror ikke hun bemærkede det. Hun havde for travlt med sine enormt røde negle. Jeg troede lige et øjeblik, at hun faktisk var begyndt at tale til mig. Et øjeblik håbede jeg, men selvfølgelig var der en logisk forklaring på det. Der var der jo altid. Hun havde så mange veninder, og var populær hos alle fra 6., 7. og 8. klasse. Hendes bedste veninde, Victoria, var også en af de mest populære piger, og ikke nok med det, så kom hun også sammen med Jonas fra 8. Jeg sukkede igen. Jeg havde Claire. Ja, jeg havde Claire, og Claire havde mig. Vi havde ikke andre. Jo, selvfølgelig var Claire min bedste veninde, og jeg kunne ikke forestille mig en bedre veninde end hende. Hun var den eneste jeg vidste, at jeg altid kunne stole på, men jeg følte mig bare så... Ensom. Hun havde alt, og jeg havde intet. Sådan følte jeg. Hun havde ikke bare éen, men mindst atten som Claire, og så havde hun også alle drengenes opmærksomhed. Hvor ville det være fedt at være en del af det. Bare for en dag. Jeg begyndte at gå efter hende. Faktisk måtte jeg småløbe for at holde trit med hende. Hun havde sku også de længste ben i benenes historie. Selv var jeg 1,60. Jaah, hurra... Vi gik ad gangen, jeg cirka tre meter bag hende. Hun lignede en supermodel fra et modeblad, mens hun gik. Hendes hår var perfekt, hendes tøj var perfekt, og alle vi passerede kiggede på hende. Så direkte igennem mig, som var klædt ud i et hvidt lagen med huller. Hvorfor skulle de også kigge på mig? Hvorfor skulle de kigge på en lille, grim pige med sådan noget kort, leverpostejsfarvet hår, der lige så godt kunne være ti som fjorten år. Jeg strøg langsomt fingrene gennem håret, i en ujævn bane. De små ugler i mit hår, lod ikke mine fingre passere. Gangen genlød af lyden fra hendes sko med de høje hæle. Hun hilste glad på et par piger fra sjette, der sansynligvis pjækkede fra timen. Vi gik videre ned af den lange gang, og ud af den røde dør. Solen skinnede fra en klar, blå himmel, og vinden blæste let i de nedfaldne blade, og hvirvlede småsten op fra den smalle grussti, mens den blidt kærtegnede hendes lange hår. Gruset knasede under mine sko mens jeg gik, og den ujævne sti fik mig flere gange til at vrikke om på mine fødder. Det gjorde ondt i mine ankler, og jeg var tørstig. De tørre gruspartikler tvang sig vej ned i min hals, og tørrede den langsomt ud. Jeg rømmede mig stille, da en flue passerede forbi mig. Kæmpende i den svage vind. Træernes nøgne grene begyndte at svaje en smule, mens vinden stille tog til i styrke. En hund gøede i det fjerne, og jeg måtte løfte hånden op foran hovedet, da et vindstød gav mig pludselig åndenød. Hendes hår bevægede sig i bølger, og hun tog hurtigt sin hætte på. Jeg følte mig halvnøgen nu, og jeg frøs om ørerne. Mine jakkeærmer stumpede, og mine sko var tynde og kolde. Hendes korte dynjakke så varm ud. Hun havde et par grå luffer på hænderne, og gik godt til. Jeg forsøgte febrilsk at følge med, men måtte næsten løbe for at holde trit med hende. Knas, knas, knas, lød det under mine fødder. Jeg kiggede op. Himlen var mørk. Helt mørk, og fyldt med sorte skyer. Det undrede mig, for, solen havde skinnet lige før, eller hvad? Jeg nåede ikke at tænke meget mere over det, for endnu et vindstød passerede, og en kuldegysning løb gennem min krop. Nu satte jeg farten op. Der lød stemmer i nærheden, og en hund gøede højt igen. En kvindestemme tyssede på den. Temperaturen var faldet meget, men havde vi ikke kun gået i et par minutter? Vi drejede om et hjørne, og jeg fik næsten en gren i hovedet, da jeg passerede et stort træ. En torn fra grenen sad fast i min jakke, men mine fingre var snart så kolde, at jeg ikke kunne få den ud. Jeg kiggede hurigt op, og kunne ingenting se. Det grålige grusstøv føg omkring, og vinden pev, mens den ruskede i de spinkle træer. Jeg forbandede den idiot langt væk, der havde besluttet, at tandlægen ikke skulle ligge på selve skolen. Langt væk, lå den... Jeg satte i løb, men den modstående vind holdt mig tilbage. Nu kunne jeg ikke længere se hende. Hun var for langt væk. Mine ben smertede, da et vindstød skubbede mig mod venstre. Jeg så slet ikke den store tornebusk, der flænsede lange sår i mit ansigt. Mine fingre var følelsesløse, da jeg fortsatte fremad. En hund gøede i det fjerne. Så mange hunde der var her i dag. Jeg sukkede, og forsøgte at komme fremad. Jeg havde næsten glemt, hvor jeg skulle hen. Tornene kom fra alle sider, og flåede i mit tøj og mit hår, da jeg pludselig kiggede op. Himlen var helt blå, og solen skinnede på de små, hvide lammeskyer. Vinden var holdt op. I stedet mærkede jeg en dejlig kølig brise på min kind. Jeg kiggede op. En lille asfaltgård, omkranset af to store bygninger. Det lignede små lejligheder, bag de mange vinduer. Gården var også afskærmet af en høj mur, hvorpå der sad to personer. Jeg kiggede på dem, og gik lidt nærmere. Kendte jeg dem ikke et sted fra..? Den ene af dem var en pige på min alder, med langt, lyst hår. En dreng ved siden af hende holdt om hende. Jeg gik endnu tættere på, og hørte, at de sad og snakkede. De kiggede på hinanden med et kærligt blik, da jeg genkendte den ene. Victoria, Victoria fra min klasse. Hendes bedste veninde... Og hun sad sammen med Jonas. Jonas. De smilede til hinanden, og jeg vendte hovedet, da de nærmede sig hinanden. Jeg bakkede langsomt. Victoria og Jonas... En dreng kom løbende ud af en af de små, røde døre i den store bygning. Han satte sig ved siden af Jonas, og helt ubemærket bevæegde han hånden om bag ved Jonas ryg, og tog Vitorias hånd. De flettede fingre, mens Victoria og Jonas sad og smilede til hinanden. Jeg mærkede noget i min jakkelomme. Noget der ikke var der før. De jeg tog hånden ned i lommen, mærkede jeg noget stort og firkantet i min hånd. Jeg tog fat om det, og mærkede en sagte dunken, da jeg tog det op. Et stort, sort kamera stod jeg med i hånden. Jeg hørte en summen, da en flue satte sig lige over linsen. Jeg pustede den væk, tændte for kameraet, og uden rigtig at tænke, tog jeg et billede. Jeg tog billedet, og løb. Løb af den tørre sti, der knasede under mine fødder. Jeg løb gennem en hæk, og ud på den vej jeg var kommet af. Vinden blæsede som før, og jeg så hende et par meter foran mig.                       ”Der er noget du skal se...”, hviskede jeg. Indeni smilede jeg. Smilede, og trak kameraet frem. Viste hende billedet.  Mit hjerte bankede, og en rus spredte sig i min krop. En rus af glæde. Hun stod bare og kiggede på billedet, da hendes fødder pludselig forsvandt. De blev mindre og mindre, og til sidst sad der blot seks små sorte ben på hendes krop, der langsomt faldt mod jorden. Det lange hår svandt ind, og blev gennemsigtigt, til der sad to, små flader på hendes hoved. Hendes hoved og krop svandt ind i en lille, sort klat. Den lille flue, med de store øjne fløj langsomt væk fra mig, og forsvandt i et vindstød.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...