Onde sjæle

Historien handler om en pige ved navn Beth, som en dag får et visit fra en ældgammel vampyr, som beslutter at bringe hende hjem til det kongerige hendes "ukendte" forældre, kongen og dronningen, ejer. Beth får at vide, at hun også er en vampyr, men skal bare trænes og finde sin indre vampyr frem.
Beth medbringer sin bedste veninde Emma, og sammen oplever de nye ting, får en ny tøjstil, nye navne, møder nye og interessante "mennesker", samt lærer om godt og ondt.


I må meget gerne skrive en kommentar! ;)

1Likes
3Kommentarer
784Visninger
AA

4. Mareridt

 

Døren blev åbnet og Alli kom ind. ”Nå fortæl mig det så!” Forlangte hun og smilede. ”Fortæl dig hvad?” Rose kiggede nysgerrig på hende.

”Du kunne da godt lide ham fyren, Max ikke?” Sagde hun og så at Rose tog sig til halsen og kiggede ned. ”Jeg mener, han så da godt ud.” Rose kiggede på hende. ”Jeg vil helst ikke tale om sådan noget, det minder mig bare om Mads.” Sagde hun og så ned igen. ”Nå… Undskyld.” Sagde hun og lagde sig i sin egen seng. Allis seng var stor og meget blød. Madrassen må have været den blødeste i hele kongeriget, bortset fra kongen og dronningens. ”Alli…” Spurgte Rose og tøvede.

”Kan du ikke godt kalde mig Emma, når vi er alene?” Spurgte hun. ”Jeg kunne meget bedre lide mit gamle navn.” Rose rejste sig og gik hen til Allis seng. ”Undskyld, men vi må ikke tage nogen chancer, jeg beklager.” Alli så ned, tøvede, men sagde derefter. ”Du er bare ligeglad fordi du har fået et pænt navn.” Sagde hun og satte sig ret op. ”Det passer da ikke, jeg kan stadig bedst lide mit gamle navn Beth. Og jeg ville da godt kalde dig Emma, men vi må ikke tage nogen chancer, det er kun Silius der kender til vores oprindelige navne, og af en eller anden årsag er der ingen der må vide det.” Hviskede hun så hun var sikker på at Alli forstod. ”Jeg savner vores venner.” Sagde Alli pludselig ud af det blå.

”Det gør jeg da også, jeg savner dem meget højt. Men vi skal nok få dem at se igen, det lover jeg.” Sagde hun og tænkte på noget andet. ”Tror du alle folk her i byen er vampyrer?” Spurgte Rose. ”Tænker du på Max eller alle generelt?” Spurgte Alli så uden at svare på Roses spørgsmål. ”Begge.” Sagde hun og viftede sit lange, brune hår bagud. Alli skulle lige tænke sig lidt om, men derefter havde hun et svar. ”Jeg tror nogen af dem er, men ikke alle sammen.

Jeg tror de lever i fred med hinanden. Gad vide om de overhovedet ikke spiser noget menneskeligt, eller om de kun drikker blod?” Rose kløede sig i håret, så rejste hun sig, tog en hårelastik og lavede en hestehale i stedet. ”Jeg tror kun de drikker blodet, og det var heldigvis sådan at det er dyreblod, i hvert fald for de "gode" vampyrer.” Sagde hun og lagde sig i sin egen også meget bløde seng. De slukkede lamperne og hviskede sov godt til hinanden. Derefter lagde de begge hovedet på hovedpuden og lagde sig til at sove.

Rose lå urolig hele natten. Hun vendte og drejede sig hele tiden, og hun mumlede nogen underlige lyde en gang i mellem.

Hun var ude i skoven. En skov med mange træer der var tæt bevokset. Hun så et æble hænge på et af dem og så blev hun pludselig sulten, eller var det tørst? Hun tog en bid af æblet og faldt om, ligesom snehvide i de syv små djærve.

Hun åbnede øjnene og en eller anden skygge trak hende gennem den store, mørke skov. Hun kunne knap nok se månen på himlen for alle de skyer, men den skimtede igennem en gang imellem. ”Hvem er du?” Hviskede hun lavt og skræmt. Hun prøvede at slippe ud af hans greb, men forgæves. Han var stærk, stærkere end et menneske. Han kunne kun være en vampyr. Da hun kiggede på hans ansigt, som ellers var halvt dækket til af en sort hætte, kunne hun se dem. Hugtænderne. De var lange og store og meget spidse. Det var hans våben, tænderne der kunne bedøve ethvert offer.

Han lagde hende under et stort egetræ. ”Hvad vil du med mig?” Spurgte hun stadig bange, men denne gang også nysgerrig. ”Du er min aftensmad.” Sagde han og kiggede på hendes hals, som var så hvid i måneskinnet. Han strakte sig ud efter hendes hals idet hun vågnede med et stille skrig om ørerne. Hun var tilbage i sit store, dejlige værelse med en snorkende Alli i sengen ved siden af. Hun trak vejret langsomt, og Rose kunne høre hendes lille hjerte der slog i takt med vinduet der smækkede. Vinduet var åbent og det blæste voldsomt ind på værelset.

Rose besluttede sig for, at rejse sig og lukke vinduet. Derefter lagde hun sig ned igen og faldt med det samme i søvn igen. Men selvom hun var vågnet, fortsatte hendes mareridt da hun faldt i søvn igen, bare endnu værre denne gang.

 

”Rose?” Sagde Alli og rystede hende blidt for at vække hende. ”Rose, vi skal op nu.” Hun var ikke vågnet af de hundrede gange Alli havde sagt stå op.

Hun prøvede at ryste i hende flere gange, indtil det gik op for hende at hun ikke vågnede. Hun tænkte de værste ting og  tårene strømmede ned af Allis kinder. Hun løb i sin lyserøde natkjole ud til vagterne på den anden side af døren. Hun kiggede op og så at en af vagterne var Max. Ham Rose var lidt vild med. Så begyndte Alli at fortælle hvad der var sket, eller man kan sige hvad der ikke var sket. Max og den anden vagt løb ind til hende for at tjekke om hun trak vejret, og imens tilkaldte en tredje vagt kongen og dronningen. ”Hun trækker vejret.” Sagde Max efter at havde taget hendes puls. ”Men hvorfor vil hun så ikke vågne op?” Spurgte hun og forventede et svar med det samme. ”Jeg ved det ik’?” Stammede Max idet kongen og dronningen med alle deres børn, kom løbende ind i værelset.

Dronningen knælede ved sengen, og Max og de andre vagter stillede sig lidt i baggrunden. ”Rose…?” Sagde dronningen. Alli kiggede på Max, som rent faktisk så ret bekymret ud. ”Få en læge herhen med det samme!” Råbte kongen til en af vagterne. Og med ét åbnede Rose øjnene. Til at starte med var der lidt mørkt, men derefter kunne hun se alt helt tydeligt! Rose var forvirret over, at der stod så mange på hendes værelse og stirrede på hende. ”Hvad sker der her?” Spurgte hun dem alle sammen og blev glad inden i da hun så Max i baggrunden.

”Hvorfor er der så mange der står og glor på mig?” Hviskede hun så lavt at kun Alli der sad ved siden af kunne høre det. ”Du ville ikke vågne, men alligevel trak du vejret.” Sagde Alli og så ned på hende. Så fik Rose øje på Max igen. Hvornår er han blevet en af vagterne? Tænkte hun.

Lidt efter kom lægen. Han var lav, hans hår var ret pjusket og han lugtede ærlig talt heller ikke for godt. Lægen stod lænet ind over hende, dog ikke bedre. Han tjekkede al det der var nødvendigt at tjekke, og det var åbenbart ikke så meget. ”Det ser ud til, at der faktisk ikke er noget galt med hende. Måske var hun bare meget, meget træt? Eller også er der magi her i riget. En meget kraftfuld magi muligvis.” Sagde lægen bekymret til kongen og dronningen. Alle voksne gik sammen og talte om ’magien’, som måske var løs i riget.

Alle Roses søskende, hendes bedste veninde og Max stod i værelset og kiggede lidt usikkert rundt. ”Nå men så er det vel nu jeg skal møde mine søskende.” Sagde hun og smilede til dem. En pige der rigtig nok var lidt yngre end hende selv, nejede og sagde ”Mit navn er Julia.” Rose lagde mærke til at Julia faktisk var helt vildt smuk. Julia havde en meget lys hud, og lysebrunt, helt fladt hår der gik hende langt ned af ryggen. En af hendes brødre bukkede sig og sagde derefter, ”mit navn er Charlie.” Og den sidste bror bukkede derefter også og sagde ”Mit navn er Klaus." De var alle sammen meget høflige og lignede hinanden en smule. Charlie havde mørkebrunt hår ligesom hende selv. Hans hår var også fladt og lå hen til den ene side, i forhold til Klaus' hår, som var meget krøllet og lysebrunt. Noget Rose først lagde mærke til nu var deres øjne. De havde alle sammen gyldenbrun øjenfarve, ligesom hendes mor havde fortalt. Rose selv havde bare en mørkebrun øjenfarve, men ville den ændre sig når hun begynder at drikke dyreblod? Og gad vide hvordan hun selv så ud med gyldenbrune øjne? Rose kiggede langsomt hen på Max. Var han mon også en vampyr?

Da de alle sammen havde sikret sig, at Rose var OK, og gået deres vej, sad Rose og Alli i hver deres seng. ”Tror du Max er en vampyr?” Spurgte Rose nysgerrig. Alli kiggede på hende. ”Det ved jeg ikke, men vi kan finde ud af det senere. Er dine hugtænder begyndt at vise sig?” Spurgte hun og så at Rose åbnede munden for at mærke efter med fingeren. ”Nej ikke endnu, men jeg kan føle at de er på vej.” Sagde hun efter at have lukket munden igen. ”Vi må hellere se at komme i tøjet, vi skal snart have morgenmad. Glæder du dig ikke også til i aften, til den der fest? Hey vidste du at man skal have en ledsager med til festen?” Sagde hun og kiggede på Rose. ”Tror du Max ville spørge dig?” Spurgte Alli lige efter. Rose ønskede sig at have ham med til festen, men hvis han ikke spurgte, hvem skulle hun så følges med? ”Jeg ved det ikke?” De rejste sig og fandt deres flotteste kjoler frem...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...