Onde sjæle

Historien handler om en pige ved navn Beth, som en dag får et visit fra en ældgammel vampyr, som beslutter at bringe hende hjem til det kongerige hendes "ukendte" forældre, kongen og dronningen, ejer. Beth får at vide, at hun også er en vampyr, men skal bare trænes og finde sin indre vampyr frem.
Beth medbringer sin bedste veninde Emma, og sammen oplever de nye ting, får en ny tøjstil, nye navne, møder nye og interessante "mennesker", samt lærer om godt og ondt.


I må meget gerne skrive en kommentar! ;)

1Likes
3Kommentarer
781Visninger
AA

2. Kongeriget

 

”Wow… Hvordan kom vi herhen så hurtigt?” Spurgte Emma nysgerrig, efter Silius var stoppet brat op og sat dem ned. ”Jeg er en vampyr, jeg kan løbe meget hurtigere end det. Har du aldrig hørt eller læst om det, eller er du bare dum?” Spurgte Silius sarkastisk. ”Jeg havde bare ikke regnet med, at du kunne løbe så hurtigt!” Svarede hun med en irriteret stemme. Så begyndte han at grine lidt. ”Hvad er det der er så sjovt hva’?” Spurgte hun. Men han kiggede bare lige ud og uden at svare. Gad vide hvad det var han kiggede på, tænkte Beth, men da hun kiggede i samme retning, så hun det også. ”Wow… Er det der jeres rige?” Spurgte Beth og lød meget overrasket. ”Ja dit rige, eller kun noget af det. Det er kun hvad du kan se fra denne side, det er meget større.” Svarede Silius og kiggede på hende.

”Nå, skal vi gå derhen?” Sagde han og tog det første skridt. ”Ja lad os det.” Svarede Beth hæst og så sig omkring mens kun gik. Det var svært at følge med, for han gik så hurtigt, selvom man let kunne se, at han beherskede sig for ikke at løbe afsted. Beth og Emma gik sammen, side om side og holdt hinanden i hånden. Da de kom hen til rigets byport, stod der fire meget muskuløse vagter ude foran døren. ”Jeg har medbragt Rose og hendes ven Alli.” Sagde Silius og så på de fire vagter der stod foran ham. Han så meget lille ud i forhold til dem. Så vi må jo have set endnu mindre ud. Gad vide om de alle sammen var så høje her? Tænkte Beth, mens de gik igennem porten. Det var helt fantastisk. Alle så, så glade ud her i byen. Man kunne ikke se nogen hjemløse nogen steder og alt lignede noget fra middelalderen. Der var huse med stråtag, boder med blomster og andre med frugt og grønt, men længere henne af gaden kunne man se slottet, der hvor Beth åbenbart boede engang, men blev sendt til menneskets verden i stedet for. Beth og Emma så helt anderledes ud i deres tøj i forhold til alle landsbyens beboere. De var klædt i klæder af uld, som de sikkert selv havde lavet, og kvinderne havde forklæder på og håret sat op. Nogle var pæne andre var ikke, men de lugtede alle sammen forfærdeligt. De så heller ikke ud til, at have været i bad for nylig, men alligevel så de så glade og tilfredse ud. ”Vi skal besøge kongen og dronningen.” Sagde Silius og døren i slottet blev åbnet.

 

Der var bare endnu flottere. Der var lysestager i alle vinduer, en rød løber der var rullet ned af den meget lange og brede trappe. En lille sød kat kom gående hen mod Emma og Beth. Da den kom nærmere aede de den og sagde katte lyde til den. ”Den hedder Alfred.” Sagde en lille pigestemme, der kom henne fra et hjørne. ”Hvem er i?” Spurgte pigen og smilede til dem. ”Øh… Jeg hedder Rose og dette er min bedste veninde, Alli.” Svarede Rose, og tænkte at det skulle hun huske sig selv på. Rose og Alli. ”Hvem er du?” Spurgte Alli hurtigt efter. ”Jeg er kongen og dronningens yngste datter, Sally.” Svarede hun og så sig omkring. ”Rose, vi har ventet længe på dig, kom så skal du se dine forældre. Faktisk så er du deres ældste datter. De har dig, mig, to drenge der er ældre end mig og en pige der er tre år yngre end dig.” Sagde hun klogt og kiggede Rose dybt i øjnene. ”Jeg har længe ville se dig.” Sagde hun og gav pludselig Rose et kram. ”Kom!” Hun tog Rose i hånden og trak hende med ind i et rum der lå for enden af trappen. Alli fulgte efter med Silius i hælene. Sally åbnede en kæmpe dør og trak dem med ind. ”Mor, far, Rose er kommet og hun har sin bedste veninde med.” Råbte hun imens hun løb hen til sine forældre der så krammede hende. Efter de havde krammet, kiggede Kongen og dronningen op og så sin første fødte. ”Rose…” Sagde dronningen mens hun langsomt gik hen mod hende. Da de stod ansigt mod ansigt, gav hun hende et kram og sagde… ”Jeg er så frygtelig ked af, at du ikke vidste noget om os, og at du så først så os nu.” Rose kiggede ned i gulvet. Så kom hendes far, kongen og gav hende et kram. ”Er der noget i vejen?” Spurgte han, da han så at hun kiggede ned i gulvet. ”Det er bare… Jeg kan ikke fatte det her. Jeg er en prinsesse i et rige jeg aldrig har hørt om eller ved hvor ligger, og så at jeg står side om side med mine rigtige forældre, dem jeg troede var døde.” Sagde hun og tog et kig på Emma, som stod og kælede med katten. ”Vi ved det Rose… Og vi er så kede af det.” Sagde hendes mor. ”Jeg ved ikke engang hvad I hedder?” Sagde Rose med tårer i øjnene. Hendes mor tog en dyb indånding. ”Jeg hedder Sarah og din far hedder Steffen. Dine to brødre hedder Charlie og Klaus, og dine to søstre hedder Sally og Julia.” Sagde hun og kiggede på Steffen. ”Hvad hedder din ven så?” Spurgte hendes far nysgerrig. ”Jeg hedder Emm…” Hun stoppede midt i sætningen, fordi Rose gav hende en albue i siden. ”Alli… jeg hedder Alli.” Sagde hun efter hun fattede det. Det så ikke ud som om hendes forældre lagde mærke til at hun var ved at sige Emma.

Rose kunne høre mærkelige lyde fra rummet ved siden af, det lød som en hel masse fugle der fløjtede til hinanden. Og nedenunder kunne hun høre et fad eller to, der faldt på gulvet. Og i rummet på hendes anden side kunne hun høre nogle mennesker eller vampyrer, hvad de nu end var, råbe ad hinanden. Hun kiggede ud gennem et af de meget høje, store vinduer der var lige ved siden af hende og så en ridder, der lige var steget af sin hest. Han havde sikkert været i krig med nogen, for han havde nogle sår der blødte gennem hans rustning, det kunne man i hvert fald se. Hun vendte hovedet for at svare på et spørgsmål hun ikke lige havde hørt. ”Øh… Undskyld hvad sagde du?” Spurgte hun hendes far. ”Jeg spurgte om vi ikke skulle gå ind i vores sovekammer og høre noget fra dit liv, så kan vi fortælle hvad der er galt her i kongeriget bagefter.” Sagde han og forventede åbent bart ikke et svar, da man kunne se at han allerede var på vej derind. Deres sove kammer var så stort og vidunderlig. Der var høje , meget udsmykket vinduer, med et langt rødt gardin hængt op foran ved alle vinduer i rummet. Et sminkebord, sikkert til min mor, og en kæmpe seng. Den var næsten tre gange så stor som en almindelig tomands seng, fra vores verden i hvert fald. De satte sig ved et bord med lige præcist nok stole til dem alle sammen. Døren blev lukket af Silius som satte sig som den sidste hen til bordet.

”Nå… Fortæl os om dit liv.” Sagde hendes mor med et smil på læben. ”Okay… Jeg er jo nu 16 år, fylder snart 17. Jeg har en kæreste ved navn Mads. Tre nære venner. Den ene startede med kun at være Mads’ ven, men han er nu også min ven, han hedder Mikkel og så er der min bedste veninde her Alli og min anden bedste veninde Anna. Jeg blev venner med dem alle sammen sådan cirka samtidig. Bortset fra Alli her, hende blev jeg venner med i børnehaven. Da vi blev ældre og skulle i skole, fik vi Anna som veninde. Mads og Mikkel gik også i vores klasse men dem var vi ikke så gode venner med i starten. Da vi så gik i 8. klasse blev jeg kærester med Mads og venner med Mikkel.” Alli kiggede på Rose ”Og hun har glemt at sige det vigtigste, hun var skolens mest populære pige.” Sagde Alli og smilede et stort og bredt smil. ”Ej hvor vidunderligt.” Sagde hendes mor og fældede en tårer.

”Fortsæt.” Sagde hun hurtigt efter. ”Der er faktisk ikke så meget mere, end at jeg nu sidder her sammen med mine forældre og min bedste ven i et rige vi aldrig havde hørt om. Jeg vidste heller ikke at jeg var en vampyr, faktisk troede jeg ikke at vampyrer kunne få børn, og derfor forstår jeg ikke hvordan jeg kan være her nu.” Sagde hun og kiggede på Alli. Det havde Alli ikke lige tænkt over før nu. ”Det passer også… Men kun næsten. Altså der findes forskellige racer vampyrer og ja vi er den race der godt kan få børn. Men det er kun fordi vi ikke drikker menneske blod, ligesom nogen andre racer gør, de onde racer. Vores øjenfarve er gyldenbrun, og dem der drikker menneskeblod har røde øjne.” Sagde hendes mor og så på døren, der lige var blevet åbnet af Sally. Jeg havde slet ikke lagt mærke til, at hun ikke var her før nu. Sally kom løbende hen mod sin far og sagde at der var en som ledte efter ham. Steffen, hendes far, rejste sig og begyndte at gå. ”I fortsætter bare så kommer jeg om lidt.” Sagde han mens han gik ud gennem døren, hvorefter døren blev lukket igen. Denne gang blev Sally derinde og overtog hendes fars plads. ”Nå… Vi må vidst hellere fortælle dig hvad der er galt her i vores rige.” Sagde hendes mor bekymret over hvordan hun ville reagere. ”Faktisk så ved jeg det allerede, Silius fortalte os det. Ellers ville vi aldrig være kommet herhen.” Sagde hun og kiggede på Silius. ”Så hvad skal vi starte med. Skal jeg oplæres først?” Spurgte hun nysgerrig, hendes mor, Sarah.

”Nej først skal vi vente til dine hugtænder viser sig og så kan vi begynde, ikke før.” Sagde hun og rejste sig. ”Nu skal jeg vise jer jeres værelse, følg med.” Sagde hun og kiggede hen mod døren som hurtigt blev åbnet af Silius. Alle rejste sig og fulgte efter. ”Mor. Har i en bog jeg kan skrive i, jeg ville gerne have en dagbog, jeg glemte vist min derhjemme?”

”Ja selvfølgelig. Silius find en bog der ikke er skrevet i til hende. Husk en fjerpen!” Råbte hun da han allerede var væk. ”Han er hurtig på benene hva’.” Sagde Alli til Rose. De begyndte at grine lidt, men ikke så højt...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...