Lillian

Skolestil. Næsten et år gammel, men jeg er stadig ret tilfreds med den. Den underlige sang fandt jeg selv på, hehe.

1Likes
0Kommentarer
684Visninger

1. One shot

 

Om natten vågnede Lillian og satte sig op i sengen. Månen skinnede ind ad vinduet, og alt var musestille. Lillian kravlede ud af sengen og listede hen og åbnede vinduet ud til månen. Hun kunne høre noget langt, langt væk. Det var ikke til at høre, hvad det var, men det kom ude fra havet.

 

Forsigtigt kravlede hun ud af vinduet. Hendes lange hvide natkjole blafrede blidt i den milde aftenbrise. Hendes lange lyse hår var let uglet, efter at hun havde sovet uroligt.

Stille som en mus listede hun hen ad gårdspladsen. Himmelen havde en dyb mørkeblå farve og fuldmånen lyste hvidt. Stenene på jorden gjorde ondt mod hendes bare tæer, men hun ignorerede det. Hun ville, hun måtte ud til havet.

 

Lilli-skat? Kom hen til os!” Hun løb og løb, men Mor og Far var stadig lige langt væk. ”Mor!” råbte hun fortvivlet, ”Hvor er I?”. De smilende ansigter blev utydelige da blågrønne bølger fejede dem bort. ”Kom tilbage,” græd hun, ”vil I ikke nok?”.

 

Hun åbnede øjnene med et set. Det var lang tid siden hun sidst havde genoplevet det.

Men hun kunne stadig huske det klart og tydeligt.

Den dag hendes mor og far var taget ud på havet i den lille båd, hendes far selv havde bygget efter timer af omhyggeligt arbejde. Egentlig skulle hun havde taget med dem, men hun var blevet venner med en lille harmonikaspillende dreng på stranden, omkring hendes egen alder, så hun var blevet inde på kysten, sammen med sin moster.

Mørke skyer havde samlet sig og folk var begyndt at gå hjemad. Den lille dreng var også taget hjem, men havde givet hende hans mundharmonika først. Hendes moster ville først bare smide den væk, men hun havde klamret sig til den, insisteret på at den var vigtig. Lillian og hendes moster blev siddende, ventende, på hendes mor og far.

De kom aldrig. Politiet dukkede op flere dage efter og fortalte de havde fundet resterne af båden.

Mor og Far var væk for evigt.

Nu boede hun hos sin moster og onkel og deres fire ’små’ børn. Alle under ti. Selv nærmede hun sig de sytten, men hun vidste ikke hvad hun ville. Hun havde heller ikke rigtig nogen venner.

Lillian kunne igen høre den lyd, hun havde hørt fra sit værelse. Hun var næsten nede ved stranden. Snart efter mærkede hendes forslåede fødder det hvide sand. Lyden.. Den bragte minder.

Du må godt prøve min harmonika hvis du vil” han rakte hende den. ”Tak”, sagde hun og satte den for munden. En skinger tone lød. Og endnu en. ”Jeg gør det vist forkert..” sagde hun trist.

Nu skal du se”. Han begyndte at spille en stille melodi. ”Kan du spille en med mere gang i? Den lyder så kedelig!” grinede hun. ”Selvfølgelig!,” smilede han og fik tonerne til at danse. "Vil du lære sangen?"

Lillian, seks år gammel og lykkelig.

Hendes lange hvide natkjole var ikke så hvid længere og hendes ben var ømme. Den salte lugt rev i hendes næsebor. Hun kunne huske den sang han havde spillet. Og lyden.. Den mindede så meget om den sang han havde lært hende. Men det var umuligt…

Hun stod og mærkede det kolde vand skylde ind over hendes fødder. Blågrønne bølger.

Hun trak vejret tungt. Og tog endnu et skridt ud i vandet. Vandet nåede hende efterhånden til maven. De smilende ansigter vendte tilbage.

Lilli-skat? Kom hen til os!”

Hun bøjede i knæene, parat til at sætte af, lukkede øjnene og sprang. Muren af vand ramte hende og den salte smag trængte ind i hendes mund. Luftbobler piblede ud af hende og hun mærkede mørket komme tættere på. Hun faldt – faldt og faldt og faldt.

 

Hvidhed.

 

”Hvad tror du lige du laver?!”

Hun havde lukkede øjne, men hun trak vejret. Hun mærkede sandet omkring hende og den kølige luft fortalte hende at det stadig var nat. Hun gøs og et øjeblik efter mærkede hun noget varmt omkring sig. Langsomt åbnede hun øjnene.

En dreng, omkring hendes alder og med halvlangt hår, stirrede på hende. Han dryppede, men havde ingen jakke. Lillian opdagede så at han havde givet den til hende. Hun vædede læberne.

”Jeg… Jeg ved det ikke… De kaldte på mig…"

Han lagde hovedet på skrå og hans halvlange hår faldt ned i hans øjne. ”Undskyld, jeg skulle ikke ha’ råbt af dig.. Du behøver ik’ forklare..”

Hun smilede svagt ”Det.. Gør ikke noget. Tak” ”Skal jeg spille for dig?” spurgte drengen stille.

”Mmmh”

 

Melodien var glad, livlig og fik varmen til at brede sig – og hun kendte den..!

"See my girl dancing, in the moonlight

See my girl dancing

She walks in the sunshine, every boy looks at her,

But she's my girl in the moonlight

And I miss her so, yes I miss her so"

 

"And she sing like an angel, from heaven above - She sings like an angel - I thought I lost her, but she’s always with me - Oh, she sings like an angel - And I miss her so, yes I miss her so” sang Lillian.

Han stoppede med at spille. “Kender du den?” spurgte han overrasket og sænkede sin mundharmonika. Hun smilede, et ægte smil, og endelig glemte hun smerten over sine forældre.

”Du lærte jo mig den – for længe siden”.

 

 

"See my girl dancing, in the moonlight - See my girl dancing - She walks in the sunshine, every boy looks at her - But she's my girl in the moonlight - And I miss her so, yes I miss her so"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...