Persecuted


1Likes
4Kommentarer
627Visninger
AA

2. Perle angst

Hendes fabelagtige og skrøbelige blå øjne kiggede sky op på mig. Hun var bange, perle angst. Hendes lyse, fine hud var beskidt, tildækket af mudder og hendes tøj var laset. Det pjaltede stykke tøj hun bar, dækkede ikke meget af hendes forslåede krop. På både arme og ben sås anselige blå mærker og albuer og knæ var dækket af gevaldige sårskorper fra grove hudafskrabninger.

Hun virkede lille og meget spinkel, heroppe fra. Hun sad sammenkrøben og forsøgte, at gøre sig så lille som muligt. Hendes lange kastanjefarvede hår hang i våde, spaltede lokker om hendes smalle, glasagtige ansigt. Hun trak vejret ilsomt i små stød og hendes læber var helt blå af den omkring liggende kulde. Jeg forsøgte, at berolige hende med et smil, men hun udviste kun mere frygt og en pulsende panik bredte sig over hendes nydelige ansigts træk.

Hun var så lille, så fragil og så fin, som en lille glasfigur, der når som helst kunne gå itu. På trods af hendes dårlige tilstand og ækle udseende, var hun smuk og guddommelig. Jeg turde ikke tale til hende, bange for, at skræmme hende yderligere. Jeg lod hende sidde nede i det mørke hul, lod hende være og ventede. Jeg satte mig ned, ved siden af det hul, som var indgangen til hendes mørke og meget primitive lille hule. Det var sådan, jeg fandt hende. Mutters alene, forslået, beskidt og bange.

Jeg havde ondt af hende, hvordan måtte det ikke føltes med alle de sår? Nattefrosten svøbte sig tættere og tættere omkring den halv nøgne pige. Hun ville dø af kulde, hvis jeg ikke snart gjorde noget. Jeg kørte mine grove hænder gennem min viltre, mørke manke. Det pinte mig helt ind til knoglerne, at se hende sådan. Det var forfærdeligt, grusomt og rædselsvækkende. Jeg strammede mit greb om de bløde, korte lokker på mit hoved. Jeg var tæt på sammenbrud og kunne umuligt tænke klart.

Jeg kiggede forsigtigt ned i dybet. Hun var imidlertid kravlet væk fra den blæksorte pøl på jorden. Hvis jeg nu kunne kaste meget præcist, ville jeg ikke ramme den våde masse, og derved undgå, at gøre min kappe våd. Hun kunne varme sig lidt i det tykke stof, men det ville ikke holde længe, sådan som frosten bredte sig. Jeg rullede min kappe sammen til en kompakt kugle og kastede den ned i det mørke rum. Pigen gav et hvin fra sig og stirrede kort op på mig. Jeg smilede til hende endnu engang, men med samme reaktion som resultat.

Tidligere på natten, havde jeg søgt ly her oppe blandt klippernes høje tindinger. Sandstormen kunne overhovedet ikke mærkes heroppe, og gjorde derfor dette sted til en perfekt soveplads. Jeg anede ikke, at der i den lille, næsten ubemærket hule, sad denne timide og blege pige.

Jeg fandt mit underlag frem og bredte det ud på jorden, foran hullet. Jeg ville ikke gøre hende mere bange, end hun i forvejen var, men samtidigt var jeg også bange for, at hun skulle forsvinde. Hvis hun forsvandt, ville jeg ikke have mulighed for, at hjælpe hende. Hun kunne umuligt klare endnu en hjerteskærende nat alene. Hun ville højst sandsynligt dø af kulde, måske endda af sult. Det ville være ikke mindst smerteligt, men også trist og utilgiveligt. Jeg ville hade mig selv som pesten, hvis det skete. Jeg ville nære afsky, jeg ville ikke længere kunne fordrage min egen nærhed og tilstedeværelse.

Jeg kunne umuligt lade det ske..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...