Born To Die ~THG

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2013
  • Opdateret: 20 nov. 2013
  • Status: Igang
Alle som har læst The Hunger Games kender Clove. Vi ved, at hun kom fra Distrikt 2 og hvordan det endte for hende. Men hvordan havde Clove det i arenaen? Hvad tænkte hun, når hun nådeløst slog ihjel?
Jeg har skrevet en novelle om Cloves historie, hvor hun ser tilbage på tiden i arenaen og nogle tilbageblik i hendes liv før Spillet.

10Likes
7Kommentarer
628Visninger
AA

3. Epilog

 Når jeg ser tilbage på det liv, som jeg levede, er det med blandede følelser.
 Jeg fortryder hver eneste drab i arenaen, men jeg fortryder ikke det, jeg følte for Cato. Jeg nærer heller intet had til Tresh- min morder. Hvorfor skulle jeg også det? Han havde al ret til at slå mig ihjel. Jeg ved også, at Cato fandt ham og slog ham ihjel. Jeg ved, at Tresh først troede, at Cato gjorde det for at vinde. Men få sekunder før han døde, så han i Catos øjne en vanvittig sorg over tabet af mig, og det gik op for ham, at Cato kun gjorde det for at hævne sig på ham. Fordi han slog mig ihjel.
 Selvom Spillet ikke var slut endnu- og Catos hjerte stadig slog, så var han allerede død. Han døde i det øjeblik, hvor han tog min hånd i sin, og det gik op for ham, at jeg ikke kunne reddes. 
 Det eneste som derefter holdt ham i live, var det løfte, han havde givet til mig.
 Vind for mig. Han gentog de ord i sit hoved hver eneste dag, og det var den eneste grund til, at han endte i finalen. Men da han ikke vandt, følte han, at han havde svigtet mig.
 Det var det eneste, han tænkte på, mens mutaerne åd ham levende.
 Da han så opdagede, at jeg ventede på den anden side, forsvandt enhver skyldfølelse fra hans ansigt og blev erstattet med enorm glæde.
 Det var skæbnens ironi, at vi begge havde slået ihjel i koldt blod, og begge to været sikre på, at vi ville vinde, men så selv at dø en smertefuld død.

 Selvom Cato er her, savner jeg min far. Engang imellem ser jeg små glimt af ham hjemme i Distrikt 2. Hvordan han i starten lige efter min død tog en facade på, der viste, at han kun var forargede over mig. Men efter kort tid brød han sammen. Det pinger mig at se ham sådan- hulkende og svag- og vide, at jeg er ude af stand til at nå ham. Bare jeg kunne række en hånd ned og stryge ham over håret og hviske, at jeg var i sikkerhed og glad, at han ikke behøvede at bekymre sig om mig. Men det kan jeg ikke. Jeg ved at det her, vil ende med at slå ham ihjel.
 Selvom jeg nu ved, at han ødelagde mig- han gjorde mig kold og hjerteløs, han gjorde mig til et monster-, så ønsker jeg ikke, at han skal ende ligesom mig. Jeg ønsker ikke, at han hver dag skal græde over tabet af mig, og bebrejde sig selv min død. 
 Det er rigtigt, at han trænede mig til det og sagde, at det var min skæbne af ende som vinder. At jeg var født til at vinde. Men det var min egen skyld, at jeg var så dum, at jeg troede på hvert eneste ord, han sagde.
 Det går nu op for mig, at jeg hele mit liv har været en marionet dukke, som blev styret nøje og korrekt af en andens ønske. Jeg var bange for, at hvis jeg klippede snorene over, ville jeg ikke kunne rejse mig igen.

 Jeg troede, at det at blive valgt til Dødsspillet var en gave, men jeg ser nu, at det nærmere er en forbandelse. Det er ikke en chance for at få et bedre liv- for uanset hvordan du levede før, hvis du kommer hjem, er det kun blevet værre. Det er en dødsdom.
 Jeg er glad for, at det var Peeta og Katniss som vandt, for jeg ved, at de antændte en gnist hos folk, som senere blev til en flamme og derefter en brand. De startede et oprør.
  Jeg ved det, fordi jeg nogle gange ser glimt af fremtiden. Jeg ser en arena, som har form som et ur. Blod som regner ned fra himlen. En pil som som suser mod en lyserød himmel, og på en eller anden måde får hele himlen til at eksplodere i et væld af farver og gnistre. Jeg ser en by, som ligger i ruiner- det eneste levende er en skikkelse, som går mellem murbrokkerne. Jeg ser altødelæggende bomber, dødbringende dyr som Capitol har skabt, og grædende børn. Men jeg ser også håb. Håb og mod.
 Og jeg er ikke i et sekund i tvivl om, at det nok skal lykkedes oprørerne at vælte Præsident Snow, og at skabe en mere fredelig verden. Uden et spil hvor ens børn bliver slagtet.
 Det eneste jeg hader ved min død er, at jeg ikke selv er der til at opleve det.

 Den aften i arenaen, hvor jeg sad omkring bålet og så på flammerne, gik det op for mig, at sonerene er ligesom flammerne. Hvordan vi- ligesom flammerne, altid prøvede at være bedre og mere strålende end de andre. Hvordan vi i et øjeblik kunne være den meste smukke og dødbringende, men pludselig forsvinde- som om vi aldrig havde eksisteret.

 Jeg var en knækket og fortabt pige, som i starten var med for at vinde ære til sit hjem, men senere bare kæmpede for at komme hjem. Men som aldrig kom det.
 Min far fortalte mig, at jeg var født til at vinde. Jeg ved ikke, om han vil sige, at det der skete med mig, var at vinde. Men
 jeg er sikker på, at jeg hellere ville tabe der end vinde.
 Jeg var født til at dø. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...