Born To Die ~THG

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2013
  • Opdateret: 20 nov. 2013
  • Status: Igang
Alle som har læst The Hunger Games kender Clove. Vi ved, at hun kom fra Distrikt 2 og hvordan det endte for hende. Men hvordan havde Clove det i arenaen? Hvad tænkte hun, når hun nådeløst slog ihjel?
Jeg har skrevet en novelle om Cloves historie, hvor hun ser tilbage på tiden i arenaen og nogle tilbageblik i hendes liv før Spillet.

10Likes
7Kommentarer
616Visninger
AA

2. De Første og Sidste


 Da jeg blev trukket, følte jeg ikke kun glæde. Jeg følte også,at jeg havde fået noget dyrebart, og hvis jeg brugte det forkert, ville det blive taget fra mig. Jeg følte, at jeg havde fået en chance.

 Kampen ved Overflødighedshornet er altid den mest voldsomme. Det har den altid været. Det er på det tidspunkt- de første minutter af Spillet, hvor flest dør. 
 Jeg kan huske, at da jeg kom op til arenaen og så de andre sonere, blev jeg i et kort øjeblik overvældet af en isende frygt. Den lammede mig til metalskiven, og gjorde mig ude af stand til at trække vejret. Angsten gennemborede mig som sylespidse nåle, og de eneste ord, der kørte rundt i mit hoved, var: Hvordan er jeg endt her?

 Min far lærte mig, at jeg ikke skulle frygte det her. Det her var ikke- som mange sagde-, afslutningen på ens liv. Det var begyndelsen på et nyt og bedre liv. Jeg havde troet på ham- han fik det til at lyde så nemt. Men nu ved jeg, at han tog fejl. Det er ikke nemt at vinde Dødsspillet- langtfra.
 Min far troede på mig- troede inderligt på, at jeg nu endelig var klar. Så da mit navn blev råbt op ved Høsten, var det nok til, at jeg med glæde blev sendt til Capitol med min medsonere Cato.
 Når jeg ser tilbage, kan jeg se, hvor tåbelig jeg var. Men jeg fortryder ikke hvordan det endte, kun de ting som jeg gjorde.

 Da startsskuddet lød, løb jeg alt hvad jeg kunne. Du når det ikke! Du når det ikke! Mit hoved skreg forræderiske ord til mig, samtidig med at min krop gav alt, hvad den havde. Gav alt hvad den havde, for at nå frem i tide. Jeg vidste, at hvis jeg ikke var hurtig nok, skulle jeg ikke være løbet mod våbenene i Overflødighedshornet. Hvis jeg ikke havde været hurtigt nok, havde jeg været død. 
 Men selvfølgelig var jeg hurtig nok. Når jeg husker på, hvordan min far tvang mig til at løbe hver dag, overrasker det mig ikke, at jeg var den første sonere, som nåede til Overflødighedshornet.
 
Jeg ser for mig, hvordan jeg kastede en kniv- med en perfekt præcision- i hjertet på en dreng, som kom faretruende tæt på. Jeg kan huske, hvordan mine sanser var på det skarpeste, og mine bevægelser hurtigere end aldrig før. 

 Der døde 11 sonere ved Overflødighedshornet. Jeg dræbte selv 3 af dem. Jeg har altid regnet med, at når jeg så min kniv borer sig ind i hjertet på mit første offer, ville jeg blive fyldt med glæde. Men sådan var det slet ikke. Under kampen opfangede jeg slet ikke, hvor mange og hvem jeg dræbte. Det var først senere, jeg kom til at tænke over det. Jeg havde taget et liv- nej, ikke kun ét men hele tre
 Jeg kan tydeligt huske de følelser, jeg havde, da jeg sad omkring et bål den anden aften i arenaen. Hverken mig eller mine allierede var døde endnu, men jeg vidste, at det kun var et spørgsmål om tid. 
 Jeg kan huske, at hele arenaen henlå i mørke kun oplyst af ildens rødgyldne flammer, som slikkede op mod hinanden- som om hver enkle flamme hele tiden var besat efter at komme højere op end de andre. 
 Peeta sad ved siden af mig og passede bålet. Dengang forstod jeg ikke, hvorfor han ville hjælpe os med at dræbe den pige, han elskede. Eller, jeg troede faktisk dengang, at alt det han havde sagt, havde været løgn. Det troede mine allierede fra Distrikt 1, 2 og 4 også.  Hvis vi bare havde været den mindste smule menneskelige- hvis vi ikke havde været så selvglade og fyldt med et brændende had til de andre sonere, så havde vi med det samme opdaget, at alt det han havde sagt til interviewet, var sandt. Han elskede hende virkelig, og hvis vi ikke havde været så naive, så have vi opdaget det med det samme. Han jagede hende med os, men vi burde have vidst, at han kun fyldte os med løgne. Men dengang vidste jeg trods alt ikke, at han havde ordet i sin magt.
 
 Jeg ved nu, hvad Peeta og pigen han elskede- Katniss, gjorde. Og derfor skammer jeg mig over, at huske hvordan vi jagede hende op i et træ. Hvordan vi bare ventede på, at hun skulle komme ned, så vi kunne slå hende ihjel. Derfor glæder det mig også nu, at hun først kom ned efter, at hun havde kastet et bo med Sporingshvepse i hovederne på os. 
 Selv efter så lang tid kan jeg stadig huske det. Jeg lå på jorden og sov- jeg drømte om at være tilbage i Capitol, før vi skulle ind i arenaen. Hvordan mig og Cato efter interviewet sad og snakkede om vores liv i Distrikt 2, hvad vi savnede, og hvad vi var glad for at komme væk fra. Cato fortalte mig, at han savnede sine to lillesøstre. Jeg bad ham fortælle mig alt om dem- jeg havde ikke selv nogle søskende, og jeg kunne se, hvordan hans øjne strålede, når han snakkede om dem. "De er begge to ni år, med langt lyst hår og blå øjne. Jeg elsker dem overalt på jorden, og en af grundene til at jeg meldte mig til Dødsspillet, er dem. Tænk hvor stolte de bliver, når jeg kommer tilbage som sejrherren."
 
Jeg nænnede ikke at afbryde ham, nænnede ikke at sige, at der kun var én vinder, og det ville blive mig. Men samtidig kunne jeg ikke bære tanken med, at jeg ville komme hjem og se de to piger i øjnene og vide, at jeg- uanset hvad- har del i deres brors død. Jeg havde aldrig prøvet at elske nogen- kun min far. Min far havde altid sagt, at venner var som en klods om benet, at jeg skulle vænne mig til, ikke at have nogle venner; I arenaen har du ingen venner. De er alle- selv dine allierede- fjender. 

 Men altså, jeg lå og sov og blev vækket af et enormt brag og en enorm larm af vrede summende bier. Til trods for at jeg var den første, som kom på benene, kunne jeg allerede mærke en brændende smerte på de dele af kroppen, hvor bierne havde stukket. Vi styrtede allesammen mod en sø, men pigerne fra 1 og 4 nåede aldrig frem, og Peeta 'forrådte' os.
 Det var første gang, at jeg mærkede døden på min egen krop. Ikke at jeg kunne lide pigerne- de var faktisk ret irriterende, men de havde stadig hjulpet mig, til der hvor vi var nu. De kæmpede stadig for det samme, som vi andre gjorde. Eller, vi kæmpede faktisk ikke alle for det samme. Nogle kæmpede for at vinde ære til deres distrikt, mens andre simpelthen bare kæmpede for at komme hjem til deres familie. I arenaen var jeg stensikker på, at jeg kæmpede for ære, men nu er jeg kommet i tvivl. Kæmpede jeg ikke også for at se min far igen?- selv efter det han gjorde mig til. 
 Uanset hvad der er sket, så må du aldrig vise, at det knækkede dig. De ord bankede min far ind i hovedet på mig hver eneste dag, og det var hans fortjeneste, at jeg ikke græd en eneste tårer. Dengang var jeg glad for, at han havde gjort mig kold, men nu ved jeg, at han ikke bare gjorde mig kold, han gjorde mig umenneskelig. Men det var jeg ikke den eneste som var. 
 Drengen fra 1 havde mistet sin medsonere, og det kunne man tydeligt mærke på ham. Men Cato var- ligesom jeg- kold og hjerteløs. Jeg får nu ondt af drengen over, at han var efterladt med Cato og jeg. Han virkede trods alt stadig menneskelig.  
 Da han døde- drengen fra Distrikt 1, var Cato og jeg de eneste Ambisonere tilbage. Dér lærte jeg mere at kende ham; han elskede at spille bold med sine venner, men hjalp altid til derhjemme. Siden han kunne gå, havde han- ligesom jeg, trænet til Spillet, og han havde lært at det var en ære at melde sig. Jeg kunne mærke på ham- og også på mig selv, at vi begge begyndte at tvivle på de ord. Hvordan kan der være nogen ære i, at slå uskyldige børn ihjel?
 Men det viste ingen af os i arenaen. Vi slog stadig ihjel- men ikke længere for at være den, som dræbte flest, nej vi arbejde som et hold. Vi holdt hinanden i live- selv i de mørkeste og koldeste nætter. Dengang forstod jeg det ikke, jeg forstod ikke de følelser, jeg havde for ham. Det var så forvirrende- jeg havde trods alt aldrig følt det før.
 I arenaen troede jeg, at jeg var ved at blive sindsyg- det var jeg måske også, men jeg tænkte i hvert fald hele tiden, at jeg forrådte min far, når de samme ord kørte rundt i hovedet på mig, hver gang jeg så på Cato; Lad ham vinde. Vær sød at lade Cato vinde, jeg kan ikke bære tanken om at miste ham. Det var skæbnens ironi, at Cato tænkte det samme om mig.
 Men vores bønner og lydløse skrig hjalp ikke hinanden. Da der bliver afholdt en 'fest', tager jeg dertil for at dræbe dem, som kommer, og Cato ligger på lur længere inde i skoven. Pigen fra Distrikt 12- Katniss, dukkede op. Jeg husker med væmmelse og selvhad hvordan jeg kastede en kniv som snittede hende. Og hvordan hun- selvom hun havde en kniv for struben, ikke viste den mindste smule frygt for mig. Jeg hadede hende! Hun gjorde mig til grin på åben skærm! Men jeg ved nu, at jeg ikke hadede hende. Jeg var bare en fortabt og knækket pige, som desperat forsøgte at holde sig selv og sin ven i live. 
 Uanset hvad jeg føler nu, kan det ikke ændrer, at jeg var få sekunder fra at slå hende ihjel. Og jeg ville have gjort det. Selvom jeg, da jeg presser kniven mod hendes hud, tøver et kort øjeblik- så kort at kun jeg bemærker det, ville jeg stadig have gjort det. Det plager mig nu- at jeg bare ville slå hende ihjel på den måde, fordi hun irriterede os. Men jeg er idet mindste glad for- selvom ingen bemærkede det, at jeg tøvede. 
 Men selvfølgelig skulle hun ikke dø. Den dag var ikke hendes dødsdag- nej, det havde været min. 
 Han var hurtigt og lydløs, så jeg hørte ham slet ikke komme. Jeg er faktisk ikke sikker på, at jeg ville have hørt ham, hvis han larmede- jeg var alt for optaget af pigen fra 12. 
 Men den store dreng fra 11 kastede mig væk fra hende, tog fat om min strube i en udstrakt arm og skreg til mig. Skreg at jeg skulle bøde for, at have slået den lille pige fra hans distrikt ihjel. Jeg blev fyldte med enorm lettelse, da han sagde det. Jeg skulle bare sige til ham, at det ikke var mig, som havde gjort det. Men det gik hurtigt på for mig, at det ikke ville nytte. Han ville slå mig ihjel. Og hvorfor skulle han ikke gøre det? Efter alle dem jeg havde dræbt...

 Inden han knækkede mit kranium med en sten, skreg jeg på Cato. Men jeg kunne høre på hans stemme, da han skreg mit navn, at han var for langt væk- han ville ikke kunne redde mig. 
 Så da jeg lå- alene og døende på græsset, blev jeg fyldt med enorm glæde, da en stærk hånd tog min i sin, og en velkendte stemme gentagene gange sagde mit navn. Bliv, bliv, bliv, hviskede Cato til mig. Men jeg vidste, at uanset hvor meget han bad, og selvom han græd tusinder af tårer, ville det være nytteløst. Jeg kunne ikke reddes. 
 Min mund var fyldt med blod, og bare at synke var et helvede. Der er nu, så meget jeg ville have sagt til ham, men jeg fortryder ikke, de tre ord jeg hviskede som de sidste i mit liv: Vind for mig.

 Jeg ved at han hørte mig. Da han rejste sig, med blodige hænder og tårer løbende ned ad sine kinder, vendte han sig mod det sted, drengen fra 11 var løbet imod. Da han satte i løb i den retning- afsted for at dræbe min morder, fulgte mine ord efter ham som en tavs bøn.
 Vind for mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...