For you I'd be superhuman. - One Direction.

Hilary er en pige på 18 år, som tager på ferie med sine fem venner. Harry, Liam, Niall, Louis og Zayn. Hilary og Harry Styles, har været bedstevenner, lige siden de var helt små. De har dog altid været komplet modsætninger. Harry var den typiske populære player, og Hilary var den stille pige gemt væk i baggrunden. Men alligevel havde de holdt sammen lige siden.
Hilary har aldrig rigtigt kunnet forstille sig dem, som mere end bare venner. Men kan en lille ubetydelig fest lave om på det hele? Og det er måske ikke det smarteste at falde for en populær player, som aldrig har haft et fast forhold.

18Likes
17Kommentarer
2401Visninger
AA

3. Uvejret.

Jeg havde siddet på værelset resten af dagen, også selv da Liam havde spurgt om jeg kom ind til aftensmad. Jeg kunne ikke klare at skulle ind og lade som om der intet var galt. For alt var galt.

Jeg havde ikke snakket med nogen, efter skænderiet med Harry. Det var heller ikke fordi at jeg havde en trang til at snakke med nogen. Jeg gad ikke nogen. Jeg havde bare lyst til at sove.

Jeg lå i Harrys seng, da min stadig var fugtig efter, vandet jeg fik smidt i hovedet tidligere. Jeg lå blot og kiggede op i loftet, mens vinden tog til udenfor. Jeg håbede virkelig ikke det blev værre, for så ville det blive svært at få noget søvn.

Døren gik op, og ind kom Harry. Han havde det tomme farlige udtryk i hans øjne, som jeg kun havde oplevet et par gange før, men det havde aldrig været rettet mod mig.

"Gider du flytte dig, jeg vil gerne i seng." Sagde han helt koldt. Så koldt at jeg var bange for at hele min skulder var frosset til is. Jeg tjekkede lige hurtigt for en sikkerhedsskyld. Men min skulder var ligeså fin som før.

Jeg smed en pude og et tæppe, for fødderne af ham og pegede mod døren, mens jeg sagde: "Du flytter. Der var jo en som var så sød, at hælde vand i min seng, så nu er den våd, så jeg sover her og du sover inde på sofaen." Jeg prøvede at smile så falsk så muligt, men det blev bare til et grødet smil. Jeg brød mig heller ikke om at lave falske smil, og især ikke til Harry. Men han var også grov ovefor mig, med hans kolde frosne tone.

"Fint," sagde han bare og samlede tæppet og puden op, hvorefter han forlod værelset.

 

Stormen begyndte at blive værre, og de store træer udenfor, skrapede mod vinduerne, og lynene udenfor, lyste værelset op. Hver gang et lynglimt trådte frem, dansede skygger af træerne udenfor, inde på værelset, som fik det til at ligne små uhyggeligere trolde, som var ude på at gøre det af med mig. Tordnen bragede afsted derude, så højt at jeg ikke kunne holde det ude, selv ved at gemme mit hoved under puden og fingrene i ørerne. Intet virkede.

Jeg havde aldrig brudt mig om sådan nogle slags uvejr. Og at være alene hjalp ikke ligefrem. Jeg synes hele tiden jeg kunne se noget bevæge sig udenfor vinduet, men det var nok bare min fantasi som legede med mig. Den prøvede altid at narre mig, og jeg havde på fornemmelsen af , at vi ikke var specielt gode venner.

Jeg trak hurtigt dynen over hovedet, og pressede mit ansigt ned i puden, som allerede duftede af Harry, da et kæmpe tordenskrald bragede igennem derude.

Jeg tog en dyb indånding, og tog min pude, for at dække det meste af min krop, da jeg bare havde sparket tøjet af, og bare lagt i undertøj. Jeg rejste mig så op fra sengen, og gik hen og åbnede døren, som knirkede svagt.

Jeg listede forbi værelserne hvor de andre drenge sikkert snorksov, og ind i stuen hvor Harry lå på sofaen. Jeg var ked af at jeg bare havde sendt ham ind i stuen og sove, helt alene. Jeg vidste at han havde det bedre i selskab.

"Harry," hviskede jeg og stod lidt på tæer, for at se om han sov. Jeg ville ikke gå for tæt på, da det kunne være han stadig var sur. "Sover du?"

Han rørte lidt på sig, og endte med at vende sig om, og kigge på mig med halvt åbne øjne. Han gned dem kort, og rettede sig lidt op, nok så han bedre kunne se noget.

"Nej, ikke længere.. Hva' så?" Spurgte han hæst og rodede lidt i sit krøllede brune hår.

"Jeg er bange," svarede jeg og kiggede ned på mine fødder. Han vidste godt at jeg ikke brød mig om et slemt uvejr, men alligevel synes jeg det var pinligt at fortælle. Det plejede kun at være de små piger på 5-6 år, som gik ind til deres forældre og sagde at de var bange. Men jeg var 18, og jeg var stadig bange for tordenvejret. Jeg var så barnlig.

Jeg så hen på ham, og lagde mærke til at han havde løftet tæppet lidt. Jeg regnede med at det var en invitation til at jeg skulle komme og lægge mig hos ham. Men ville det ikke være forkert at være så tæt på ham? Vi var jo kun venner.

Alligevel tog jeg de få skridt ned til den brede sorte sofa og smuttede ind under det lune tæppe.

Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle ligge, for jeg kunne ikke rigtigt flytte på mig, uden at røre ham, og jeg var tæt nok på ham i forvejen. Alt for tæt. Men jeg kunne lide det. Det var betryggende.

Der var stille i ret lang tid, men til sidst rømmede jeg mig svagt og hviskede lavt: "Jeg er ked af det jeg sagde til dig, tidligere i dag."

Han åbnede øjnene og kiggede direkte ind i mine. "Det skal du ikke være. Det burde være mig som er ked af det. Du har ret, i alt hvad du sagde. Jeg tænker kun på mig selv. Jeg er en egoistisk nar."

Jeg rystede på hovedet af ham, og sukkede lydløst. "Nej du er ej. Du er bare Harry. Og ingen kan eller skal lave om på dig. Jeg kan lide dig for den du er."

Mere blev der ikke sagt, da jeg ikke kunne holde mine øjne åbne længere. De gik langsomt i, mens jeg kunne mærke hans varme hånd glide ind i min, da et ordenligt brag udenfor fik mig til at skælve. Derefter faldt jeg i søvn.

 

________________________________

Beklager det korte kapitel. xP

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...