Tears from an angel

Rainbow er en pige på 15 år som bor i Japan.
Hendes far er død, og hendes mor har fundet sig en ny mand, Hikari.
Rainbow elsker sin mor overalt på jorden, og hun kunne ALDRIG finde på at såre hende. Af den grund fortæller hun hende heller ikke noget, den dag Hikari begynder at mishandle Rainbow.
På tragisk vis dør hun, og kommer ind i en helt anden verden hvor ingen levende sjæl nogensinde kan sætte sin fod.
Der møder hun sit livs kærlighed Kirashi, som vil gøre alt for hende, selv hvis det skulle koste ham sin sjæl.
Inderligt beder Rainbow for at hun kan få sin far at se igen, og det kan hun. Men kun hvis hun indgår en aftale med selveste Satan, som forlanger hendes sjæl.
Kirashi prøver at få hende overtalt til at lade være, men i et stik af desperation sælger hun sin sjæl til Satan i bytte for synet af hendes far.

3Likes
0Kommentarer
736Visninger

1. 1. kapitel

”Slip mig!” Mit skrig rungede op i hele den tomme kirke. Halsen snørede sig sammen, og jeg kunne ikke tænke klart. ”Slip…! Mig!...” Forsøgte jeg igen, men forgæves.

 

Hikari holdt fast om min hals med sin store hånd, og ville ikke give slip. Hvert fald ikke foreløbigt.

 

Jeg fik vand i øjnene, men jeg nægtede simpelthen at ville græde foran ham. Aldrig i mit liv om jeg ville det! Mens panikken langsomt overtog min krop, og jeg knapt kunne trække vejret, prøvede jeg at finde en måde jeg kunne få ham væk på, og det skulle være nu! ”Hikari, jeg beder dig… Slip mig!” Fik jeg halvkvalt sagt med en hæs stemme. Han kiggede ned i jorden med sine kolde øjne. Jeg troede på han ville slippe… Det gjorde jeg virkelig… Men jeg tog fejl.  Han kiggede vredt op på mig, og pressede så hårdere. Det sortnede ganske langsomt for mine øjne. Kirkebænkene, alteret, de hvidkalkede mure, de farvede glas… ALT forsvandt ligeså langsomt. Desperat sparkede jeg ud efter ham, og ramte ham i skridtet. Hikari gav slip, bøjede sig og ømmede sig.

 

Jeg ville ikke gøre mere ondt på ham nu, jeg skulle bare væk! Hurtigere end aldrig før, spænede jeg ud ad kirken og ud på det store marked. Det vrimlede med mennesker, og det lettede mig. Her kunne han aldrig finde mig igen.

 

Da jeg kiggede op mod kirken og så han kom marcherende ud ad den, skyndte jeg mig ind mellem en kæmpe flok mennesker, som alle var en del højere end jeg selv var. For at være sikker på han ikke ville kunne kende mig med det samme, trak jeg den store hætte fra min trøje, over mit bøjede hovedet, og sørgede for at gemme mit lange sorte hår.

Tårerne gled langsomt ned ad mine kinder, og jeg snøftede også en smule. Det brændte i min hals, og det hele snurrede rundt oppe i mit hoved. Mens jeg gik, fast besluttet på jeg skulle hjem, var det som om mine ben bare blev kortere og kortere, for hvert skridt jeg tog. Som om de var lavet af bly.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...