Ole Lukøje

Der står en dreng på gaden med en smuk, blå paraply.
Der sidder en pige i sin seng og holder øje med ham.

3Likes
3Kommentarer
579Visninger

1. Oneshot

 

Regn faldt fra himmelen. Dråber i kaskader, ned over hustagene og igennem nedløbsrørene, hvor de rungede hult. Ned i rendestenenes grumsede mørke, hvor de blev til en samlet strøm der flød igennem de brostenbelagte gader. Endnu var det en tid hvor de nye automobiler kun tog prøvende ture igennem byerne, og endnu oplevede dråberne i vandpytterne at blive spredt for alle vinde, når en hestevogn buldrede igennem dem. Menneskerne forsøgte at komme inden døre i al hast, men samtidig beholde fatningen og forhindre de høje hatte i at blæse af, og de små damer i deres store kjoler tog beslutsomme, faste skridt. På trods af, hvad man hørte om den engelske sommers lunefulde humør var der kun få, der havde taget en paraply med. Når paraplyerne var slået op blev menneskerne under dem helt dækkede, så de lignede sorte cirkler, når man så dem oppefra.

Fra øverste sal i et højt og smalt hus sad der en, der så ned på dem. Hendes hår var blegt gult og hendes natkjole var snehvid, og spinkel og lille sad hun i sin seng og kiggede ud af vinduet, hvor regnen silede ned. Nede på hjørnet var den en plet af det smukkeste blå hun nogensinde havde set. Personen på gaden stod bare der på hjørnet med sin smukke himmelblå paraply og ventede. Egerne på paraplyen var lidt lysere end resten af den, og pigen kunne se hvordan ejeren drejede den i hænderne – med uret, mod uret. Ventende.

Pigen undrede sig over hvad han ventede på. Hun kendte gaden ud og ind efter at have ligget her på øverste sal og betragtet den aften efter aften. Af og til var der andre børn der legede dernede, men ellers var der kun et par vildfarne køretøjer der kørte igennem.

Der løb en lille dreng hen over gaden. Han kom ud af det blå, sikkert leende, i samme øjeblik som en automobil drejede hvinende om hjørnet. Pigen kikkede væk.  Alligevel kunne hun klart forestille sig, hvordan det måtte se ud, for drengen kunne umuligt være nået væk i tide. Hun kunne kun sidde og lytte til den trommende lyd af dråber på ruden.

Så holdt regnen langsomt op.

Hun kikkede ud igen. Der stod mange mennesker på gadehjørnet, men ikke personen med en blå paraply. Små kvinder i store kjoler og mænd i høje hatte. Også børn og unge i lange brune frakker der var aflagte og deres fædre og mødre, som de havde fået dem fra. Lige imens hun sad der og kikkede var der en, der kom ind på hendes værelse. Hendes tante råbte formanende – Sally, lille skat, nu skal du sove, god pige – og hun slukkede lyset, trak gardinerne for.

Mørket kom snigende, trætheden gemt i dets folder. Sally sov.

 

Da hun vågnede var det stadig ikke morgen. Hendes værelse var fyldt med mørke, tusmørke og tågemørke og ikke-rigtig-nat-mørke. Luften var tyk af en mærkelig dis der hang perlehvid fra det åbne vindue. Sally satte sig op i sengen. På strømpefødder listede hun over til vinduet for at lukke det – hendes tante var streng med det. Netop som hun tog fat i den tilduggede rude så hun et ansigt udenfor. Ansigtet var venligt, med klare øjne og blond hår, der faldt tjavset ned i panden under en hvid kasket. Et kig nedad afslørede, at han svævede i luften lige udenfor Sallys vindue.

”Må jeg komme ind?” Hans stemme var lys. Ikke gammel, ikke barnlig. Sally nikkede bare og prøvede at åbne vinduet lidt mere, med det var unødvendigt, for i det næste nu stod han lige bag hende, inde i hendes værelse.

Sally havde altid lært, hvor vigtigt høflighed var. Hun bukkede kort, før hun kom i tanke om, at piger helst skulle neje. Så spurgte hun:

”Hvad vil du mig, hr?”

Drengen lo på sådan en speciel måde.

”Vil du med på et eventyr?” sagde han bare. Og så slog han den skinnende blå paraply op. Indeni var den ikke kun blå. Scener, de mest smukke og brutale og fantastiske scener var malet indeni. Sally gik tættere på og ind under paraplyen sammen med drengen. Dragerne i asien begyndte at bevæge sig til højre, og til venstre strakte en føniks sine vinger efter at den var genopstået af asken.

Asken hvirvlede rundt, blev til nye former og figurer, stjerner og galakser og ting, hun ikke vidste hvad var. Et lysglimt fyldte rummet før det forsvandt og efterlod børneværelset stille og forladt bortset fra lyden af dråberne mod ruden og skyggernes spil på sygesengen. En ubevægelig skikkelse lå som en stor, slap dukke under tæpperne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...