I won't give up - 1D

Sarah Hazel - der bare fortrækker at blive kaldt Hazel - er lige kommet ud af et meget grimt forhold. Efter hvad der føltes som 2 år i komplet mørke, står Hazel nu uden noget sted at bo. Da hun er opvokset i forskellige plejefamilier har hun ingen familie at gå til, og uden penge er hun praktisk talt tvunget til at leve på gaden. Heldigvis lader hendes bedste ven Zayn fra det kendte boyband One Direction hende bo hos ham. Dette fører til kærlighed og venskaber fra en helt uventet side, men tør hun forelske sig igen? Alt hun ønsker er at glemme sin fortid og slippe frygten for fremtiden, men fortiden kan man ikke flygte fra, den vil langsomt indhente én...

67Likes
120Kommentarer
9456Visninger
AA

7. When i'm gone

 

Hazels synsvinkel

 

Jeg kiggede et kort sekund på ham med tårer i øjnene. Jeg kunne se at han kæmpede for at skjule at han også havde våde øjne.

 

"Zayn..." Jeg prøvede at sige det så blidt jeg kunne. Jeg lagde an til at give ham et kram. Jeg ville så gerne trøste ham og derfor gjorde det også helt utroligt ondt indeni da jeg kunne se at han trak så væk fra mig.

 

"Gå Hazel. Gå ud og gør ham til den lykkeligste mand i live." Hviskede han og kiggede på mig mens han bed sig i læben for at holde tårerene inde.

 

"Det fortjener han. Det fortjener i begge." En tårer røg ned af hans kind. Han kiggede kort på mig, inden han kiggede ned i hans skød. Jeg ville så gerne sige noget, men jeg kunne lige så stille mærke min bedste ven glide væk fra mig, og alt jeg kunne få ud var et hulk.

 

"Gå Hazel." Han kiggede bestemt på mig. Jeg krympede mig under hans blik, men rakte ud efter håndtaget på bildøren og steg ud.

 

"Farvel Hazel." Han kørte videre da jeg var steget ud. Jeg stod og kiggede efter ham, indtil hans bil var ude af syne.

 

Jeg kunne ikke lade være med at græde. Jeg havde mistet så meget. Nu havde jeg så også mistet min bedste ven og pludselig vidste jeg ikke længere hvad jeg skulle føle eller tænke. Zayn havde ret. Jeg havde altid set ham som en ven, og jeg kunne lide Niall. Det kunne jeg virkelig. Pludselig blev det hele bare blandet sammen, og jeg kunne ikke rigtig finde ud af hvad jeg følte for nogen af dem. Det hele var bare dumt. Alt var dumt og grimt og jeg ville bare væk.

 

Jeg løb op ad alle trapperne til hans lejlighed og sprang ind af døren. Jeg landede inde i stuen med alles blikke på mig. Jeg rettede mig op og tørrede de åndssvage tårer væk men der kom bare flere til. Drenge gloede på mig inklusivt 2 piger der måtte være Danielle og Eleanor.

 

Skide godt Hazel. Pisse godt indtryk.

 

"Hvor er Zayn?" "Er du okay?" "Er der sket noget?" Spørgsmål regnede ned over mig samt en masse bekymrede blikke, men jeg kunne ikke gøre end at ryste på hovedet.

 

Jeg løb hulkende ind i værelset. Jeg fandt et papir og en blyant og begyndte at skrive.

 

#I'm gone, just carry on - Hazel#

 

Okay for at være helt ærligt så ved jeg ikke hvad jeg mente med det. Med væk mente jeg selvfølgelig at komme væk herfra, ikke at være helt væk, som i at begå selvmord.

 

Jeg ville have at Zayn skulle komme videre. Han skulle komme over mig. Han havde Perrie og hende skulle han blive hos. Jeg var ikke et godt parti. Jeg var ødelagt og jeg kunne ikke repareres.

 

Tårerne blev ved med at løbe ned, men jeg magtede dem ikke mere. Jeg havde efterhånden grædt så meget, at det burde være umuligt at gøre det mere. Jeg tørrede dem endnu engang af mine kinder og lovede mig selv at jeg aldrig skulle græde igen. Det hjalp ikke og det fik mig til at svag ud.

 

Jeg  gik mod døren. Da jeg åbnede den, gik jeg lige ind Niall, der var ved at banke på. Jeg kiggede kort på ham inden jeg forsøgte at gå forbi ham, men han nåede at tage fat i min arm og hive den tilbage.

 

"Hvad er dit problem?" Vrissede jeg og sendte ham et ondt blik.

 

"Hvad er der galt?" Han kiggede bekymret på mig.

 

Jeg vidste hverken hvad jeg skulle sige eller gøre. Han bekymrede sig om mig og jeg kunne mærke at han kunne lide mig. Det betød alverden for mig.

 

Jeg kyssede ham hurtigt men intenst på munden, mens jeg vred min arm fri, vendte mig om og gik.

 

Jeg gik ud igennem stuen hvor alle drengene og deres kærester sad. Jeg lod som om de var luft. Som om jeg ikke kunne se dem. Jeg gik mod døren og gik ud med faste skridt væk.

 

Min mavede både kildede og snørede sig sammen.

 

Den kildede for på trods at jeg var trist som bare fanden, så havde jeg lige kysset Niall fucking Horan, hvilket helt klart var et minde for livet. Da vores læber mødtes mærkede jeg varmen fise rundt i hele min krop.

 

Min mave snørede sig sammen fordi jeg ikke havde noget sted at tage hen. Jeg var på bar bund og lige nu var jeg praktisk talt tvunget til at leve på gaden.

 

Zayn synsvinkel

 

Jeg kom hjem efter en lang køretur. Jeg havde forsøgt at køre vreden og mine triste tanker væk, men det hjalp ikke. Alt der skete var at jeg fik en forfærdelig dårlig samvittighed. Jeg skulle ikke have været så hård ved Hazel. Hun kunne vel ikke gøre for hvem hun blev vild med.

 

Da jeg kom ind i stuen stoppede alt snakken pludselig.

 

"Hvad fanden er der sket?" Spurgte Niall, jeg faldt sammen på en stol og begravede mit hoved i hænderne.

 

Jeg fortalte dem alt. Alt det der var sket i bilen og alt der nogensinde var sket i mellem os. Alt der havde fået mig til at føle som jeg gjorde. De lyttede alle til hvad jeg sagde, uden at sige et ord selv.

 

Da jeg var færdig, kiggede jeg op og rynkede panden ved synet af de mange triste ansigter. 

 

"Hvor er Hazel?" Jeg kunne straks mærke på deres blikke at noget var helt galt. Jeg kunne pludselig se Niall få tårer i øjnene men han havde tydeligvis allerede grædt før, dømt på hans røde øjne. Jeg kunne se på ham at han kunne lide hende og jeg kunne se hvor bekymret han var!

 

"Er du sulten?" Spurgte Harry og rejste sig hurtigt. Jeg vidste at det var et utroligt dårligt forsøg på enten at skifte emne eller for at nå at flygte inden de andre fortalte hvad der var sket.

 

"Du bliver her Hazza!" Sagde Liam og nikkede med hovedet hen mod sofaen. Han satte sig tilbage mens Danielle rakte mig et stykke papir.

 

Jeg læste hvad der stod, men jeg kunne ikke forstå det. Jeg kunne ikke forstå hvad hun mente som om min hjerne stod helt af. Alt blev blank og sort.

 

"Vi bliver nødt til at gøre noget. Vi bliver nødt til at lede. Hun har jo ingen steder at gå hen!" Råbte Niall og rejste sig op.

 

Jeg kiggede bare lamslået på papiret og op på Niall mens jeg kørte hånden igennem håret.

 

Liam rejste sig og begyndte at dele ordre ud, men jeg lyttede ikke. Jeg kunne ikke.

 

"Zayn!"

 

"ZAAAAAAYN!!"

 

Jeg kom tilbage til verden da Niall råbte på mig med alt sin kraft.

 

"Du skal køre med mig."

 

Vi satte os ud i bilen. Der var stille. En stilhed der ellers aldrig var med Niall.

 

"Zayn jeg er virkelig ked af det. Hvis jeg havde vidst hvordan du følte så var jeg aldrig blevet vild med hende."

 

Hazels synsvinkel

 

Jeg havde sat mig på bænken hvor Niall fandt mig første gang. Et eller andet sted, tror jeg egentlig, jeg håbede på at han fandt mig igen? Men der var ingen der kom.

 

Min mobil havde flere gange ringet, men jeg havde ikke taget den. Det var Niall og Zayn der havde ringet, men mærkeligt nok var det netop de personer jeg slet ikke havde lyst til at snakke med.

 

Det var ved at blive mørkt og jeg havde lagt mig ned på bænken. Jeg forsøgte at sove her, men helt ærligt så gik det sq ikke så godt.

 

Det var endnu tusmørke, da en papirsflyver pludselig landede på mig. Jeg satte mig op med armene om mig, da det var koldt. Jeg åbnede papirsflyveren og læste:

 

#Jeg kan se dig. Kan du se mig? Hvor er dine beskytterer prinsesse? Hvem skal passe på dig nu? - Daniel#

 

--------------------------------------------------------------------------------------------

 

Hej alle jer dejlige mennesker

 

Mange tak for alle de mange visninger, det var da helt vildt. Tak for likes'ne, kommentarene og favoritterne!!

 

I er for seje!<3

 

Kommenter endelig ris og ros :-)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...