I won't give up - 1D

Sarah Hazel - der bare fortrækker at blive kaldt Hazel - er lige kommet ud af et meget grimt forhold. Efter hvad der føltes som 2 år i komplet mørke, står Hazel nu uden noget sted at bo. Da hun er opvokset i forskellige plejefamilier har hun ingen familie at gå til, og uden penge er hun praktisk talt tvunget til at leve på gaden. Heldigvis lader hendes bedste ven Zayn fra det kendte boyband One Direction hende bo hos ham. Dette fører til kærlighed og venskaber fra en helt uventet side, men tør hun forelske sig igen? Alt hun ønsker er at glemme sin fortid og slippe frygten for fremtiden, men fortiden kan man ikke flygte fra, den vil langsomt indhente én...

67Likes
120Kommentarer
9462Visninger
AA

3. The closets thing to crazy

 

Hazels synsvinkel

 

Jeg fortsatte med at fnise imens jeg kiggede ind i Zayn's øjne. Jeg kunne se at han var bekymret for mig, og skal jeg være helt ærlig - og det skal man jo altid - så føltes det også som om at jeg var ved at miste det, som om at jeg var begyndt at blive sindssyg.

 

Hvad skete der med mig?

 

"Hey babe, selvfølgelig er der ingen der vil dræbe dig. Jeg passer på dig."

 

Jeg ved at han mente det han sagde, men han har aldrig kendt Daniel. Alt han ved er at han var/er min kæreste. Han har aldrig mødt ham før og aldrig følt de slag han kunne give. Han kunne derfor ikke vide sig sikker.

 

"Lad være med det. Lad være med at passe på mig." mumlede jeg under mit åndedrag.

 

Han forstod det ikke. Come on mand jeg forstod ikke engang hvad der skete med mig.

 

Måske kan et menneske kun klare et hvis antal nederlag, en hvis mængde smerte i sit liv og når de når den mængde mister de forstanden, og bliver skør.

 

Gud skal vide at jeg har haft min andel af smerte..

 

Jeg var lige til den lukkede.

 

"Hazel hør her! Du gør mig virkelig bange og forvirret lige nu. Hvad sker der? Fortæl mig det. Engang plejede du at fortælle mig alt!"

 

Jeg begyndte at trave frem og tilbage inde i gangen mens jeg vred mine hænder. Jeg vidste ikke.. Jeg havde sådan lyst til at fortælle ham det. Men jeg var ikke sikker og jeg vidste ikke om jeg kunne.

 

Jeg havde det virkelig skidt over at kommer brasende her og være sådan et kæmpe rod, både at se og høre på. Hvorfor var det lige jeg mente at han skulle rodes ind i det her?

 

God i'm a mess..

 

"Du forstår det ikke Zayn" hviskede jeg. Jeg tog hænderne op til mit hoved og begyndte at rive i mit hår som jeg altid gjorde når jeg var frustreret.

 

"Hvad er det jeg ikke forstår?"

 

Jeg var så splittet indeni. Jeg ville sige det, råbe det ud. Men jeg var bange. Jeg vidste hvad Daniel kunne gøre, jeg havde jo for fanden selv erfaret det, men ville han virkeligt gå så langt som at dræbe et menneske?

 

Min frustration blev til vrede. Jeg var så vred over alt. Alt det jeg havde været igennem. Hvorfor skulle det gå ud over mig? Det er kraftedme ikke fair.

 

"DU FORSTÅR DET IKKE ZAYN!" Skreg jeg så højt jeg kunne, mens jeg trampede i gulvet og begyndte at græde.

 

"Du forstår ikke at jeg ikke kan fortælle dig det! Jeg har den største lyst, men jeg er så bange! Han truer mig hver eneste gang det sker, med at han vil slå mig ihjel hvis jeg fortæller det! Du fatter ikke en klap af det hele for du har altid haft det så skide let" Jeg var bare så vred over alt det jeg var blevet udsat for, og desværre trak Zayn nitten og blev min syndebuk.

 

Jeg hamrede hånden ind i væggen. 

 

Alle drengene kom løbende inde fra stuen og ud i gangen da de hørte mit vredesudbrud.

 

"Hvad sker der?" Spurgte en stor dreng eller mand var det vel, med det blideste ansigt jeg længe havde set. Han havde brunt hår og brune øjne. Han var også flot, men på daværende tidspunkt lagde jeg ikke mærke til det.

 

Zayn ignorerede ham. Vi ignorerede ham. 

 

"Sarah Hazel Booth jeg vil altid beskytte dig. Ingen får lov at røre dig. Du kan stole på mig. Du bliver nødt til at sige hvad der sker ellers kan jeg ikke hjælpe dig og det her cirkus magter jeg sq ikke. Hvis du ikke fortæller det kan jeg jo ikke gøre andet end at stoppe din gråd og sende dig hjem igen!" Råbte han lige tilbage i mit ansigt, mens han tydeligvis valgte ikke at kommentere på mine tilnærmelser om ham. 

 

Jeg vidste at han mente det. Jeg vidste at jeg kunne stole på ham og jeg vidste han altid ville beskytte mig, men jeg lagde ikke an til at sige noget. Jeg kiggede på koldt og følelsesløst på ham.

 

"Hazel jeg elsker dig og det har jeg gjort siden vi mødtes. Du er min bedste veninde. Du fortjener ikke det her, for du er sådan et godt menneske."

 

Hans ord ramte mig lige i hjertet.

 

Jeg faldt grædende sammen på gulvet.

 

Drengene stod stadig og gloede på os, indtil jeg gloede ondt på dem så de fattede at de skulle skride.

 

"Hele mit liv er bare noget rod. Det har altid været et rod. Kan du huske Daniel?" spurgte jeg, og fortsatte uden hans svar.

 

"Well for et øjeblik virkede det som om jeg skulle blive glad igen. Efter alt det jeg har været igennem kan du så forstille dig hvordan det ville være? Hvordan det føltes? Med tanke på at mine forældre var så fucking ligeglade med mig at de gav mig til systemet i en eller anden fucking narkorus og med tanke på hvordan det lorte system så senere hen har taget vare på, skulle jeg mene at det er ret svært at føle at man nogensinde vil blive glad igen, men Daniel gjorde det muligt. Han fik mig til at grine og smile igen." Jeg smilede ved tanken, mens Zayn kiggede bekymret på mig. Sikken en overraskelse eftersom det næsten var det eneste blik han havde kigget på mig med inden for de sidste 2 - 3 timer. Jeg smilede indtil en grå sky gled over mit ansigt og forvandlede min grimasse til et koldt og trist et.

 

"Indtil han begyndte at slå mig." hviskede jeg.

 

"HAN BEGYNDTE PÅ HVAD?"

 

"At slå mig okay? Han banker mig synder og sammen. Det er derfor jeg ligner lort. Prøv at forstil dig hvordan det er at finde ud af, at den man troede var sit livs kærlighed, har været dig utro med flere fucking forskellige kvinder, i alt den fucking tid i har været sammen. At hvert eneste kærtegn, hvert eneste kys, hvert eneste kompliment bare var en løgn. Da jeg konfronterede ham begyndte han slå mig og kalde mig luder, kælling o.s.v og fortælle mig præcis hvorfor ingen elsker mig og hvorfor alle fucking forlader mig."

 

Han knyttede hænderne sammen og kiggede på mig med det vredeste blik jeg længe havde set.

 

Jeg ignorerede ham.

 

"Prøv lige at forestille dig det.. Jeg har aldrig skreget så meget som når han slår mig men ingen hører mig. Der er aldrig nogen der hører mig."

 

Nialls synsvinkel

 

Det virkede som om de havde stået ude i gangen i timer. Vi kunne høre dem råbe ad hinanden og vi var da også gået ind til dem, da vi var ved at blive bekymret for, om hun ville overfalde Zayn eller sådan nogen.

 

Da Liam spurgte hvad der skete ignorerede de ham begge tydeligt, men vi blev stående in case Zayn havde brug for os. Indtil hun faldt grædende sammen og sendte os et meget ondt og koldt blik, der gjorde det tydeligt at vi skulle gå, det gjorde vi så.

 

Jeg ved det lyder mærkeligt men selvom hun stirrede koldt på os fik hendes øjne mig alligevel til at rødme. Hazel var det, det hun hed? Jeg forstod godt hun havde fået det navn. Aldrig har jeg set øjne skinne så stærkt og have en så smuk farve. Hazel. Hendes øjne var Hazel farvet. Selvom hun så meget tynd og træt ud var hun stadig virkelig smuk at se på. 

 

"Er der ikke blevet stille nu?" spurgte Harry og rev mig ud af min tankegang.

 

"Jo" svarede Louis.

 

En stilhed lagde sig over hele huset indtil Harry igen brød den.

 

"Er der overhovedet nogen af jer der ved hvem den pige er?"

 

Jeg tænkte lidt over det. Det måtte jo være hans bedste veninde eftersom det var det han havde sagt ude i gangen, men jeg havde faktisk aldrig hørt ham snakke om hende.

 

"Det er Sarah Hazel, Zayns bedste veninde. De er tidligere naboer og har været bedste venner siden. Hun har vidst haft et rigtig hårdt liv." Svarede Liam.

 

Jeg rynkede brynene. Jeg fik straks medfølelse med den stakkels pige. Ingen så smuk fortjente et lorte liv. Well der var faktisk ingen der fortjente et lorteliv.

 

"Hvordan ved du det?" Udbrød Louis.

 

"Han fortalte mig det engang. Det er lang tid siden nu."

 

Der blev stille igen indtil vi pludselig hørte Zayn råbe ude på gangen.

 

"Hazel du bliver lige her. Du skal ikke tilbage til den nar. Jeg skal kraftedme vise ham at man ikke skal slå på min bedste veninde!"

 

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

Hej folkens

 

Tusind tak for at gider like den, kommentere og putte den på jeres farvoritlister, det betyder meget!

 

Blev endelig ved med det ;-)

 

Hvis i har ideer eller råd til hvordan historien skal udvikle sig så kommenter det endelig og gi' gerne konstruktivt kritik.

 

Vil gerne lige have lov at tilegne dette kapitel til min søde papsøster Therese for at vise mig hjemmesiden og for at gide at samle min hat op i går da vi spiste.

 

Girl din humor er lige så fed som Louis!

 

Tak igen til alle

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...