I won't give up - 1D

Sarah Hazel - der bare fortrækker at blive kaldt Hazel - er lige kommet ud af et meget grimt forhold. Efter hvad der føltes som 2 år i komplet mørke, står Hazel nu uden noget sted at bo. Da hun er opvokset i forskellige plejefamilier har hun ingen familie at gå til, og uden penge er hun praktisk talt tvunget til at leve på gaden. Heldigvis lader hendes bedste ven Zayn fra det kendte boyband One Direction hende bo hos ham. Dette fører til kærlighed og venskaber fra en helt uventet side, men tør hun forelske sig igen? Alt hun ønsker er at glemme sin fortid og slippe frygten for fremtiden, men fortiden kan man ikke flygte fra, den vil langsomt indhente én...

67Likes
120Kommentarer
9517Visninger
AA

15. Single tear

 

Hazels synsvinkel

 

"J- jeg kan ikke det her. Jeg kan ikke vælge imellem jer. Jeg er ked af det Niall. Jeg ville ønske at jeg kunne sige dig, men Zayn er min bedste ven... Jeg kan ikke."

 

De kiggede skuffet på mig, og jeg forstod godt hvordan de havde det lige nu. De var såret men jeg havde sagt sandheden. Jeg kunne ikke leve uden nogen af dem, sådan var det bare.

 

"Jeg tror ikke det her fungere, måske skulle jeg bare finde et Motel."

 

"Nej Hazel du bliver her. Nu må i to simpelthen glemme det her og komme videre. Kan i ikke se at pigen ikke har brug for jer til, at komplicere det hele.. drenge altså. Ligenu har vi altså større problemer. Fx. ved Daniel hvor du bor og ikke nok med det, vi skal snart tilbage og arbejde. Hazel kan ikke blive alene hjemme. Vi har ikke ferie for evigt. Daniel kan komme hvornår det passer ham, og alt i gør er at skændes over pigen. Hvis i begge elsker hende så højt, så hjælp hende og stå sammen. Det her kan ingen bruge til noget." Det var Louis der tog ordet.

 

Niall og Zayn mumlede samtykkende at de godt kunne se at de var nogle fjolser.

 

Louis som egentlig hele tiden har irriteret mig grænseløst stod nu og forsvarede mig, og sagde præcis hvad jeg havde lyst til at råbe lige i ansigtet på de to fjolser.

 

De andre drenge der var vågnet ved min råben. Havde taget mobilen og læst hvad Daniel havde skrevet, for at kunne følge med. Hvilket mindede om at jeg ikke engang selv havde læst hvad han havde skrevet igen.

 

"Hvad har han skrevet?" Louis kiggede forbløffet på mig - han havde vidst regnet med at jeg havde set sms'en, aber nein - og rækkede mig mobilen. "Tak. Zayn gav mig ikke rigtig en chance for at få læst det." Jeg kiggede surt på Zayn og tog mobilen for at læse hvad der stod.

 

#Jeg ved hvor du bor Hazel. Når du mindst venter det, kommer jeg! - Daniel#

 

Ordende brændte sig fast i mine nethinder og skar dybt ind i mit inderste. Jeg tabte mobilen og gled langsomt ned på gulvet.

 

"Jeg kan lige så godt opgive...." Jeg sukkede og kiggede ned i gulvet. En ensom tårer rendte stille ned af mine kinder. 

 

"Hold din kæft Hazel, du opgiver ingenting." Sagde Zayn hårdt.

 

Søde ven da...

 

Jeg kiggede fortabt op på ham og hviskede: "Hvad gør vi så? Jeg gider ikke løbe mere Zayn! Jeg gider ikke flygte."

 

"Kom nu Hazel. Ikke vær' sådan der. Vi flytter dig bare fra den her lejlighed. Du kan bo hos en anden." Svarede han og kiggede bestemt på mig. Han ville virkelig ikke lade mig give op. 

 

"Du kan bo hos mig." Udbrød Niall og smilede stort til mig. Jeg gengældte træt smilet og var på vej til at nikke, da det gik op for mig at Daniel havde set mig med ham. Han vidste at det var der jeg ville være, hvis ikke jeg var her.

 

"Det kan jeg ikke Niall. Han har set os sammen."

 

"HVAAAAAD?" Udbrød både Niall og Zayn.

 

"Han har sendt flere af de her sms'er. Den dag jeg løb hjemmefra - fordi Louis var så sød at minde mig om min manglede familie - så han os sammen i parken." Jeg kiggede pinligt berørt  ned i gulvet.

 

"Så er det udelukket at du bor hos ham. Så kan du bos hos mig og Harry" Sagde Louis. Jeg smilede taknemmeligt til ham. Han var slet ikke så slemt alligevel.

 

"Gå ind og pak din taske så Hazel!" Kommanderede Zayn med mig.

 

"Jaja jeg skal nok.. far." Jeg rakte tunge af ham, så han begynde at smågrine.

 

***

 

Jeg vågnede næste morgen inde på det værelse jeg havde fået tildelt mig hjemme hos Louis og Harry. Alle drengene havde spist aftensmad herover i går, hvorefter vi havde holdt filmaften.

 

Jeg havde sat sammen med Niall og lænet mig op af ham, mens han havde armen om mig. Det var virkelig akavet med Zayn der hele tiden holdte øje med os. Inderst inde føltes det også lidt forkert. Men jeg kunne ikke holde ud at se Niall være ked af det.

 

Jeg havde pænt sagt undskyld til søde Louis over mine mange onde blikke og det undrede mig da det gik op for mig at jeg egentlig var kommet til at holde en del af dem alle.

 

Da filmene var slut - Toy Story og Grease. De havde virkelig en mærkelig filmsmag - havde de andre drenge taget hjem, efter at Zayn hundred gange havde spurgt om jeg var okay med at være her. Jeg havde sagt at han også burde blive her, hvis nu Daniel troppede op hjemme hos ham, men han ville ikke høre. Så jeg endte bare med at give ham det største kram. Et kram der gav gnister.

 

Jeg kunne ikke lade være med at kysse ham blidt da Niall ikke så det. Jeg legede med ilden...

 

Jeg gned mig i øjnene og prøvede at huske på hvad det nu var der havde vækket mig. Jeg gryntede da jeg huskede på at det var Louis der havde hamret hårdt på min dør og havde råbt at der var vafler.

 

Sød type...

 

--------------------------------------------------------------------------------------------

 

Hvad sååå?

 

Hvad syntes i om det? Tror i Daniel finder hende eller vil han ringe på hos Zayn?

 

Tak igen for favoritter, visninger og likes. Jeg har sagt det før men jeg siger det igen: I er seje. 

 

Lots of freaking love..

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...