I won't give up - 1D

Sarah Hazel - der bare fortrækker at blive kaldt Hazel - er lige kommet ud af et meget grimt forhold. Efter hvad der føltes som 2 år i komplet mørke, står Hazel nu uden noget sted at bo. Da hun er opvokset i forskellige plejefamilier har hun ingen familie at gå til, og uden penge er hun praktisk talt tvunget til at leve på gaden. Heldigvis lader hendes bedste ven Zayn fra det kendte boyband One Direction hende bo hos ham. Dette fører til kærlighed og venskaber fra en helt uventet side, men tør hun forelske sig igen? Alt hun ønsker er at glemme sin fortid og slippe frygten for fremtiden, men fortiden kan man ikke flygte fra, den vil langsomt indhente én...

67Likes
120Kommentarer
9464Visninger
AA

9. Run for your life

 

Hazels synsvinkel

 

Han tog hånden ned og kærtegnede min læber.

 

"Pretty please, kom med hjem."

 

Han fik det til at lyde som et spørgsmål men jeg vidste godt at det var en befaling. Hvis ikke jeg tog med ham hjem nu, ville han slæbe mig med. Jeg kiggede rundt. Der var ingen mennesker i parken. Ingen vidner.

 

Jeg væmmedes ved den måde han rørte min læber på. Det fik mig til at føle mig beskidt. Det fik mig til at føle mig mentalt voldtaget.

 

Jeg skulle væk herfra. Inden han begyndte at slæbe mig væk. Jeg var på ingen måde stærk nok til at slå ham. Det ville ikke hjælpe.

 

Jeg måtte overraske ham.

 

Han åbnede munden, så jeg kunne mærke hans klamme varme ånde mod min hud. Hans fingre fulgte stadig min læbers omkreds.

 

Jeg bed ham.

 

Jeg bed ham hårdt i fingeren, mens jeg gav ham et knæ lige i.. ja i ved hvad jeg mener - jeg havde altid været den sippede type med den slags ord - altså i skridtet, right? 

 

Han blev overrasket over min uventede modstand. Et øjeblik blev jeg sq selv helt chokeret.

 

Jeg så hvordan han faldt sammen på jorden over mit spark, mens han stønnede i smerte.

 

Jeg vendte mig om og løb alt hvad jeg kunne for at komme væk.

 

Jeg skulle bare væk fra ham straks. Det kunne på ingen måde gå for hurtigt.

 

Jeg kiggede mig over skulderen og kunne se at han begyndte at rejse sig for at løbe efter mig.

 

"Hazel din bitch!"

 

"Kom så tilbage din lille luder."

 

Jeg satte farten op men kunne ikke lade være med at slippe en tårer over hans ord. Det gjorde ondt hvert eneste gang at han kaldte mig noget grimt. Hvilket efterhånden var sket tit. Nogen gange kunne jeg bare ikke lade være med at tro på ham.

 

Jeg tørrede min tåre væk. Hmpff så meget for det løfte om ikke at græde.

 

Mine endeløse tanker fik mig til at sætte farten lidt ned. Jeg kunne føle at han var ved at hale ind på mig. Heldigvis havde slaget gjort at han ikke kunne løbe med hans normale hastighed.

 

Mørket var faldet på over London og jeg kunne kun lige se hvor jeg løb, ved hjælp af de antikke gadelygter, der var sat inde i parken for at lyse stien op.

 

Jeg kunne høre en bil holde ind til kantstenen ikke langt derfra. Lykkelig over at der kom vidner til så han ikke kunne gøre mig noget, fik mig til at løbe hen mod dem.

 

Jeg var allerede udmattet. Gud skulle vide at jeg havde den værste kondi i verden. Min udmattethed gjorde at jeg ikke så godt kunne se hvor jeg løb, og jeg var tit ved at falde over mine egne fødder.

 

Pludselig snublede jeg. Et jag skar igennem mit hoved. Jeg måtte ha' landet på en sten.

 

Inden alt blev sort kunne jeg høre en skrige mit navn.

 

"HAZEL!"

 

Hele min familie var samlet hjemme hos min mor og far inklusiv mig, drengene og deres kærester. Det var min fødselsdag og alle jeg holdte af var inviteret.

 

Zayn smilede og var glad. Han havde Perrie med under armen og de var det sødeste nogensinde. Han var helt sikkert kommet videre, og det gjorde mig så glad og se.

 

Vi var aller' bedste venner, som vi plejede at være det. Vi grinede, pjattede og snakkede. Jeg ejede igen hans endeløse støtte og kærlighed, og jeg vidste at han altid ville have min ryg.

 

Det gjorde mig lykkelig!

 

Pludselig var der en der lagde armene om mig. Det var min kæreste, Niall. Han elskede mig lige så højt som jeg elskede ham. Han kendte endelig til hele min mørke fortid. Når jeg var ked af det hjalp han mig til at komme videre. Han var der altid for mig. Jeg kunne ikke ønske mig en mere perfekt kæreste.

 

Mit liv var fantastisk. Jeg var blevet optaget på en forfatterskole i London og det gik faktisk rigtig godt. Jeg fik gode karakterer.

 

Ud over drengenes søde kæreste, Perrie, Eleanor og Danielle havde jeg fået mange andre veninder også. De vidste alle til min fortid og alle støttede mig. De var gode veninder. Dog ikke så gode som mine drenge og kæresterne.

 

Drengenes karriere gik rigtig godt. Well hvornår gik den ikke godt? Nå men ingen sære rygter for tiden, hvis det så var bedre.

 

Som sagt alt var perfekt.

 

Alle havde sat sig til bords og var begyndt at skære kage ud.

 

Jeg kiggede stolt rundt på alle der var samlet, der sad og grinede og smilede. Niall lænede sig ind og kyssede mig på kinden inden han dykkede ned i sin kage, mens han stadig holdt mig i hånden. 

 

Pludselig blev alt sort. Folk stoppede med at grine og begyndte i stedet at græde og skændes med hinanden.

 

Jeg begyndte at gå i panik og min lykke forsvandt.

 

Jeg kiggede hen på Niall og Zayn der var begyndt at bløde. De blødte ud af øjnene, ørerne og næsen. De lænede deres hoved tilbage og skilte deres læber ad så der fossede ud med blod fra munden. Nu blødte alle der var samlet sådan. Alle jeg holdte af.

 

Daniel kom suddenly slentrende ind af døren. Han smilede og grinede. Det var ham der havde gjort det. Det var ham der havde fået dem til at bløde.

 

Pludselig kunne jeg høre en skrige. Et skrig så koldt og sørgmodigt at jeg kunne mærke det helt i min inderste kerne. Mit skrig.

 

Jeg vågnede med et sæt...

 

--------------------------------------------------------------------------------------------

 

Tak for alt :-)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...