I won't give up - 1D

Sarah Hazel - der bare fortrækker at blive kaldt Hazel - er lige kommet ud af et meget grimt forhold. Efter hvad der føltes som 2 år i komplet mørke, står Hazel nu uden noget sted at bo. Da hun er opvokset i forskellige plejefamilier har hun ingen familie at gå til, og uden penge er hun praktisk talt tvunget til at leve på gaden. Heldigvis lader hendes bedste ven Zayn fra det kendte boyband One Direction hende bo hos ham. Dette fører til kærlighed og venskaber fra en helt uventet side, men tør hun forelske sig igen? Alt hun ønsker er at glemme sin fortid og slippe frygten for fremtiden, men fortiden kan man ikke flygte fra, den vil langsomt indhente én...

67Likes
120Kommentarer
9464Visninger
AA

2. I need a hero

 

Hazels synsvinkel

 

Jeg kunne ikke fatte at jeg havde gjort det. Efter 2 år, var jeg næsten blevet vænnet til smerten, det var næsten blevet en ven. Jeg havde ikke troet at jeg havde modet til at gøre det. I 2 år har jeg været i et forfærdeligt forhold. Det startede da jeg var sytten, hvor Daniel - min ex - var den sødeste fyr man overhovedet kunne tænke sig til. Han gjorde alt rigtigt, kom med blomster, skrev digte, og fortalte mig hvor højt han elskede mig og hvor smuk jeg var, ved hver eneste lejlighed han havde til det. Han var min redning, efter alle de år i skiftende plejefamilier, hvor jeg var blevet misbrugt seksuelt og blevet brugt som billig hushjælp, ja gratis faktisk, de fik jo penge af staten for at have mig.  Nogen steder gad de ikke engang bruge tid på at lære mit navn. Det var forfærdeligt, og flere gange havde tanken om selvmord strejfet mig. Dette gjorde mig til det perfekte offer. Jeg var nem, svag og i smerte. Så da Daniel kom faldt jeg pladask for hans løgne.

 

Dette var mit livs fejl..

 

Da jeg blev atten og endelig kom ud af systemet, tvivlede jeg ikke et sekund, da Daniel spurgte om jeg ville flytte ind med ham. I starten virkede alt perfekt, indtil jeg fandt ud af at han havde været mig utro med flere forskellige piger. Dum som jeg er, valgte jeg at konfrontere ham med det. Fra den dag begyndte han at slå mig, og kalde mig grimme ting. Nu var der pludselig langt mellem blomsterne og de søde ord. Det gjorde så ondt når han knyttede hænderne og slog mig. Jeg skreg så højt, men ingen hørte mig. Den eneste ven jeg rent faktisk havde, begyndte jeg at miste. Jeg kunne ikke magte noget længere. Hvis jeg troede jeg havde det skidt før var mit liv helved på jorden nu. Han truede med at hvis jeg gik til politiet med dette, ville han slå mig ihjel, og som med alt andet troede jeg på ham. Jeg faldt snart ned i et sort og mørkt hul. Jeg snakkede aldrig med nogen og brugte kun stemmen når jeg skreg.

 

Jeg var i vildrede..

 

Da dette havde stået på i et år fik jeg nok. Jeg kunne bare på inden måde længere.. En dag da Daniel var ude, løb jeg. Med tårerne løbende ned af kinderne, løb jeg alt hvad jeg kunne indtil jeg nåede mit mål. Min eneste vens lejlighed i midten af London. Zayn Malik, min bedste ven var Zayn fra det verdens kendte boyband One Direction. Vi mødtes før han blev kendt, da jeg boede hos en plejefamilie, der tilfældigvis var han nabo.

 

Jeg bankede som en rasende på hans dør mens jeg prøvede at få vejret. En dreng jeg dengang ikke vidste hvem var - jeg havde levet under en sten de sidste 2 år så jeg vidste nærmest intet om Zayns band - lukkede døren op og kiggede forvirret på mig. Jeg kiggede bare på ham. Han var iklædt en stribet t-shirt, et par bukser der kun nåede til anklerne, og seler. Hans hår var brunt og strittede lidt til den ene side.. Han var flot.

 

Han rømmede sig:"Øhm.. undskyld kan jeg hjælpe dig med noget?" Han sendte mig et blik fuld af bekymring.

 

Jeg begyndte pludselig at hulke igen, det var bare så lang tid siden jeg havde set et sådan blik. De eneste jeg før havde fået var fra Daniel, men de var kun falske, og så selvfølgelig dem fra Zayn. Hvor havde jeg bare brug for at tale med ham, at fortælle ham alt også selvom jeg vidste at jeg ikke kunne. Jeg overvejde at svare og sige at jeg ledte efter Zayn men lod være, da jeg ikke kunne få et ord ud.

 

Da jeg ikke svarede valgte han at kalde på Zayn:" Zaaynnnn, der står en pige herude og græder. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre." Han smilede hurtigt til mig og flygtede ind i stuen, hvor jeg kunne høre ham snakke til nogle andre derinde.

 

Zayn's synsvinkel

 

Det var en helt normal dag som alle andre. Mig og drengene havde lavet et morgen interview og hang nu ud hjemme hos mig og slappede lidt af, snakkede og spillede Playstation. Niall blev ved med at slå mig i Fifa, pisse irriterende, men fair nok + så smilede han som et lille barn på juleaften hver gang han vandt og jeg elskede at gøre mine drenge glade - wauw det lød gay, nok nu at jeg skal nævne at jeg har en kæreste, Perrie - men på den anden side, den dreng smilede næsten altid som en lille dreng på juleaften. Pludselig begyndte en meget højlydt og desperat banken på min dør. Vi kiggede alle op da vi forventede at nogen kom ind, måske var det Paul der akut måtte snakke med os, men personen blev bare ved med at banke. "Jeg åbner." Sagde Louis og rejste sig op. Jeg hørte ham åbne døren, og derefter kunne jeg høre Louis snakke til en eller anden:"Øhm.. Undskyld hvad kan jeg hjælpe med?" Jeg rynkede brynene. Det var sq da mærkeligt, var det en han ikke kendte. Kender jeg overhovedet nogen han ikke kender? Jeg hørte intet svar kun flere højlydte snøft, indtil Louis råbte:" Zaaynnnn, der står en pige herude og græder. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre." Jeg rejste mig op. Hvem fanden er det der står og græder ved min dør?

 

Louis kom nærmest løbende ind i stuen. "Zayn jeg tror hellere du må se hvem det er. Jeg kender hende ikke, men hun er vidst pænt ude af den." sagde han og kiggede på med et meget forvirret blik og lavede en gestus med hånden til at jeg skulle gå derud.

 

Jeg gik ud for at se hvem det var. Det var næsten lige før at jeg ikke genkendte hende, men det var jo også næsten et halvandet år siden jeg sidst havde set hende. Hun var mildest talt et stort rod og se på. Hun så forfærdelig tynd ud og hende tøj hang på hendes magre krop. Hendes hår var et mess, fedtet og uredt. Tårene løb ned af kinderne fra hendes hazel farvede øjne. Dette var det eneste jeg kunne kende ved hende, altså øjnene, de brændte stærkt og klart som altid. De rummede så stor en livskraft, hvilket jeg altid havde respekteret hende for og været imponeret over. Det fleste ville have mistet modet, hvis de havde været igennem hvad hun havde. Og det så endda ud som om at hendes liv var blevet meget værre.

 

Hun havde været min bedste veninde siden altid. Vi mødtes da hun boede til pleje hos min nabo. Jeg har elsket hende som en ven fra første gang jeg snakkede med hende. Og vi havde holdt sammen gennem alt. Aldrig har jeg været så trist som da hun fortalte mig sin livs historie, eller... det skulle da lige være dengang da hun skulle flytte til en ny plejefamilie, og jeg måtte sige farvel til hende. Desværre var det som om at jeg havde mistet hende i løbet af de sidste 2 år. Som om hun langsomt er gledet ud gennem mine hænder. Men nu så det virkelig ud som om at hun kunne bruge min hjælp.

 

"Hazel hvad fanden er der sket med dig?" Hun kiggede på mig og svarede ikke, så jeg trak hende ind til mig og gav hende et ordentligt knus fuld af varme, så hun begyndte at stortude. Jeg fik hende ind i lejligheden og lukkede fordøren bag mig.

 

Sådan stod vi i lang tid og krammede mens hun bare græd og græd og græd. Jeg trøstede hende så godt jeg kunne, indtil hun trak sig ud af mit greb og kiggede på med sine store øjne:"Undskyld." Sagde hun og kiggede oprigtigt på mig. "For hvad dog?" Jeg var forvirret, hvad undskyldte hun dog for? "Fordi jeg ikke har snakket eller set dig i et helt år og fordi jeg sådan kommer brasende, men jeg vidste bare ikke hvor jeg skulle gå hen. Jeg kunne bare ikke klare det mere Zayn." En tåre løb ned af hendes kind, mens hun kiggede op på mig med de mest sorgmodige øjne jeg nogensinde havde set. Hun havde virkelig stort brug for min tilgivelse, og selvfølgelig fik hun den, men hendes ord gjorde mig bestemt ikke mindre forvirret."Hey det er helt okay Hazel, du er altid velkommen, og hvad angår resten er det lige så meget min skyld som din. Undskyld. Hazel jeg har brug for at vide, hvad er det lige præcist du ikke kan klare mere?" Hun svarede mig ikke, og det så næsten ud som om hun havde en indre kamp med sig selv om hvor vidt hun skulle eller ej.

 

Pludselig grinede hun det mest uhyggelige grin jeg nogensinde har hørt. Det var glædesløst og lyden var helt forkert, jeg huskede hendes latter og den plejede at være smuk. Det var som om at alt varmen forlod min krop, og jeg blev pludseligt meget  bekymret for at noget var rigtig galt med hende.

 

Hun kiggede på mig og hviskede:"Han siger at jeg skal dø, at han dræber mig hvis jeg siger det." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...