I won't give up - 1D

Sarah Hazel - der bare fortrækker at blive kaldt Hazel - er lige kommet ud af et meget grimt forhold. Efter hvad der føltes som 2 år i komplet mørke, står Hazel nu uden noget sted at bo. Da hun er opvokset i forskellige plejefamilier har hun ingen familie at gå til, og uden penge er hun praktisk talt tvunget til at leve på gaden. Heldigvis lader hendes bedste ven Zayn fra det kendte boyband One Direction hende bo hos ham. Dette fører til kærlighed og venskaber fra en helt uventet side, men tør hun forelske sig igen? Alt hun ønsker er at glemme sin fortid og slippe frygten for fremtiden, men fortiden kan man ikke flygte fra, den vil langsomt indhente én...

67Likes
120Kommentarer
9549Visninger
AA

4. Everybody needs a bestfriend

 

Hayleys synsvinkel

 

Jeg var færdig med at snakke. Jeg havde fortalt ham alt. Tænk at jeg havde fortalt ham det. Jeg kiggede op på ham, med tårer trillende ned af kinderne. Han stod med lukkede øjne og hænderne knyttede. Jeg kunne se at han var sur og ikke bare lidt sur, han var rasende.

 

Jeg rejste mig op og gik nervøst frem og tilbage i gangen og vred hænderne igen, som jeg så tit gjorde, når jeg enten var nervøs eller usikker. Åhh gud tænk at jeg havde gjort det. Åhh fuck. Nu kom han sikkert efter mig. Nu dræber han mig sikkert. Jeg skulle aldrig have gjort det. Aldrig have sagt det. Fortæl mig lige igen hvorfor jeg egentlig valgte at sige det? Damn jeg var en nar, en idiot, en lusepuster, ynkelig, dum, grim. Jeg var sådan set alle dårlige ting på denne jord. Jeg fortjente ikke at leve. Hmm.. måske skulle han bare have lov til at dræbe mig? Nej, jeg måtte ikke tænke sådan. Jeg var altid stærk. For god sake jeg var jo Sarah Hazel Booth, jeg kunne klare alt. Jeg bed mig i læben. Nej det passede ikke. Dette kunne jeg ikke klare. Jeg var bange og dum. Jeg skulle aldrig have så meget som åbnet min mund. Ja, jeg skulle faktisk bare aldrig være kommet. Jeg skulle være blevet derhjemme og fundet mig i slagene. Jeg skulle...

 

Pludselig spærrede Zayn øjnene vidt op, mens han satte i løb mod døren.

 

"Hazel du bliver her. Du skal ikke tilbage til den nar. Jeg skal kraftedme vise ham at man ikke skal slå på min bedste veninde!"

 

Åhh gud.. Hele mit indre gik fuldstændig i panik. Han måtte ikke gøre noget, det ville slå mig ihjel. Det ville få mig dræbt. Det ville få Zayn dræbt. Det kunne ikke ske. Han måtte ikke gøre det. Jeg tørrede hidsigt tårerne af mine kinder og tog mig sammen.

 

"ZAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAYN!" Jeg spurtede efter ham mens jeg råbte hans navn. "Zayn kom så tilbage." Jeg greb fat i hans arm og rev ham rundt. "Zayn du må for alt i verden ikke gøre noget. Det kan få os begge dræbt. Du kender ikke Daniel og slet ikke som mig." Jeg kiggede hårdt på ham, men han kiggede bare ned i jorden. "Zayn kig på mig. Kig mig ind i øjnene!" Skreg jeg, han kiggede forskrækket op på mig. "Du må ikke.. Hør her jeg går tilbage til Daniel og så lader vi som om det her aldrig er sket." Jeg kiggede seriøst på ham og lagde an til at gå, men nu var det hans tur til at gribe mig i armen. "Du gør det ikke Hazel, du må ikke gå tilbage til ham." Han havde tårer i øjnene. Wow... den dreng måtte holde meget af mig. "Bo hos mig okay babe? Bliv her." En tåre trillede ned af hans kinder. Pis man, here comes the tears. Hvordan kunne det være muligt for mig stadig at tude. "Han vil finde mig på et tidspunkt Zayn + alle mine ting er hos ham." Jeg kiggede alvorligt på ham. Kunne han ikke bare please glemme alt det her. Han skulle ikke rodes ud i mine problemer. "Hvis han kommer så tager vi det til den tid. Jeg lover at beskytte dig. Jeg køber dig nogle nye ting, og helt ærligt søde nu er det ikke for at være ond, men du kunne virkelig godt bruge noget nyt tøj." Han kiggede op og ned af mig hvilket fik mig til at grine lidt gennem tårerne. "Hvad med Perrie?" Jeg brugte mit aller sidste argument for at han lod mig gå. "Perrie vil elske at møde dig. Hun ved du bare er en ven." Han smilede. Han vidste at han efterhånden havde vundet. 

 

Jeg tænkte lidt over det... Jeg ville bare så gerne være glad igen, men han ville komme. Daniel ville komme tilbage efter mig. Men jeg gav op. Jeg fortjente lidt glæde for det her liv vil jeg kunne leve meget længere. Jeg sænkede skulderne og sukkede. "Okay så." Jeg sendte ham et lidt tvært blik, irriteret over at han ikke bare kunne lade mig gå. Så vigtig var jeg sq da heller ikke. "Tak" sagde jeg alligevel og smilede lidt. Han grinede og trak mig ind i en bjørnekrammer og kyssede mig på panden. "Det var så lidt."

 

Sådan stod vi lidt indtil han afbrød det fine øjeblik. "Kom så, du skal møde drengene."

 

Han begyndte at trække mig med mens jeg rystede på hovedet, bremsede med hælene og forsøgte at rive min arm fri fra hans greb. "Nej nej nej, jeg skal sq ikke møde nogle drenge. Jeg ser jo farlig ud." Well selv med alt det jeg havde været igennem havde man vel ret til at være lidt forfængelig. Men Zayn grinede bare og trak mig med. Hurtigt måtte jeg give op og indse at jeg sammen med fedtet på min krop mistede alle mine i forvejen ikke eksisterende muskler. Øv bøv.

 

Han tog mig med ind i stuen hvor 4 drenge sad, hvor af jeg kunne genkende 2. De 2 andre var selvfølgelig også virkelig flotte. Den ene havde nogle brune søde krøller til at indramme et nærmest perfekt ansigt. Han havde de grønneste øjne jeg nogensinde havde set. Han var helt sikkert den der var flottets og mest charmerende af dem alle, men alligevel var det den anden der tiltrak min opmærksomhed. Han havde brunt hår med lyse striber ude i enden.. 

 

Forfatter note: Hvis ikke så OL afslutningen eller billeder derfra, så skal i bare vide at dette er hans nye hår.

 

..og så havde han nok de smukkeste blå øjne jeg i mit liv havde set. Hans kinder var runde og de rødmede en smule - streg det ud og skriv meget - da han så at jeg kiggede på ham. Han var virkelig smuk! Han smilede et lille smil til mig, men jeg gloede bare ondt på ham. Hallo han skulle sq da ikke komme her og være så smuk og perfekt. Det havde jeg da slet ikke brug for. Han kiggede overrasket på mig over mit hårde blik.

 

"Lads, det her Sarah Hazel. Hun er min bedste veninde og skal bo her." Han pegede på mig og smilede. Jeg vinkede til dem og smilede lidt. "Hazel, jeg fortrækker Hazel." sagde jeg og rødmede. Åhh gud jeg stod foran fire vildt kendte og vildt flotte drenge mens jeg lignede lort. Hurra for en træls dag. Jeg var jo næsten anorektiker tynd, har fedtet hår og sikkert de for rødeste øjne efter alt det tuderi, pisse fedt første hånds indtryk. "Hvorfor? Sarah er da et flot navn." spurgte ham der åbnede døren for mig. "Og du hedder?" spurgte jeg og løftede det ene øjenbryn. "Louis." "Nå Louis jeg fortrækker Hazel fordi det oversat betyder fighter eller Hope, mens Sarah betyder True Princess. Sarah lyder svagt og tøset, mens Hazel lyder stærkt og selvsikkert, noget man har brug for der hvor jeg kommer fra." Jeg kiggede på ham. Uden pis så var det sq rigtig hvad jeg sagde. Jeg havde selv slået det op og det prinsesse skidt der, det er sq ikke lige mig.

 

Alle stirrede bare på mig efter den udtalelse, selv Zayn stirrede på mig. Tja.. jeg havde vel heller aldrig fortalt ham grunden.

 

"Nå men altså... Jeg hedder Liam." Sagde ham drengene der havde spurgt om hvad der skete da de kom ud i gangen.

 

"Jeg hedder Harry" Sagde ham med krøllerne og gav mig et charmerende skævt smil. Øv.. jeg ville vædde med at jeg rødmede lige nu.

 

"Og jeg hedder.."

 

"Niall" Nåede jeg at afbryde den blonde. Ja ja, lidt havde jeg dog fulgt med. Jeg kendte deres navne, jeg anede bare ikke hvem der hed hvad.

 

Alle stirrede på mig igen. "Hvad? Jeg har sq da ikke levet på månen. Jeg har da set lidt X-Factor. Jeg vidste bare ikke hvem der hed hvad, men jeg da kunne jeres navne. Jeg stemte forresten på jer."

 

Zayn begyndte at fnise lidt over min udtalelse, hvilket fik mig til at smile. De andre havde jeg sendt et lidt ligegyldigt blik, selvom det var svært. Men Zayn kunne jeg ikke virke ligeglad overfor.

 

Pludselig rumlede min mave virkelig højt, hvilket selvfølgelig fik alle til at grine. "Hvad? Jeg har ikke spist i flere dage." Dette fik Zayn til at stoppe med at grine med det samme. Han kiggede meget bekymret og trist på mig. "Hvad vil du have?" Spurgte ham der hed Liam. Han havde nok set Zayns blik. "Hmm... gider du virkelig til at lave noget?" Jeg kiggede på ham med løftede øjenbryn. Jeg sværger mit spørgsmål var ikke for at være ond. Jeg ville bare så gerne have noget take - away så jeg håbede han sagde nej. "Øhmm... egentlig ikke, men du er jo sulten?" Han sendte mig et meget forvirret blik. "Undskyld det er bare fordi at jeg har virkelig meget lyst til Nandos." Jeg kiggede tiggende på Zayn og bed mig i læben. Det var et halvandet år siden jeg havde smagt det og det havde altid været mit yndlingsmad. De stirrede bare på mig igen igen. "Ej nu må i sq stoppe med at stirre. Ligner jeg en alien eller sådan noget?" Ingen svar, skide fedt. Jeg lagde ud af min øjenkrog mærke til at Niall smilede stort og kiggede på mig med et meget mærkeligt blik. "Look Niall is falling in love." Råbte Louis hvilket fik de andre drenge til at grine og Niall til virkelig at rødme.

 

Jeg rynkede bare øjenbrynene og kiggede forvirret på dem.

 

"Undskyld søde, det er bare fordi at hvis Niall kunne havde han nok giftet sig med Nandos." Sagde Zayn og svarede på det spørgsmål mine øjne nok havde stillet. Med disse ord begyndte Niall også at grine men jeg kiggede bare lidt små surt på Louis. Jeg var ikke vant til at folk drillede mig på den måde og jeg kunne bestemt ikke lide det.

 

"Nandos it is." Sagde Liam og rejste sig op da han så mit sure blik. Jeg kunne straks mærke at Liam var den fornuftige og rolige i bandet. Faren kunne man måske lidt kalde ham.

 

***

 

Efter vi alle havde spist og jeg var godt mæt, sagde jeg tak for mad, og gik ud i køkkenet med vores beskidte bestik for at vaske det af. Jeg havde ikke sagt et ord under hele middagen. Jeg havde bare spist som aldrig før.... nærmest, der var jo lige jul. Mens jeg stod i køkkenet kunne jeg høre drengene snakke om mig.

 

"Virker hun ikke sådan lidt sur på os?" Spurgte en stemme som jeg genkendte som Louis.

 

"Gi' hende noget tid. Hun har det virkelig svært lige nu. Jeg mener hvis i havde været igennem alt det som hun har ville i nok heller ikke være de mest åbne mennesker." Beskyttede Zayn mig. Jeg fik lidt skyldfølelse af Louis ord men Zayn havde ret, efter alt det jeg var blevet såret havde jeg svært ved at være mig selv, og åben foran/overfor folk jeg ikke følte mig tryk ved.

 

"Så i hvordan hun kiggede på mig? I andre ser hun bare ligegyldigt på men mig sender hun onde blikke. Jeg tror næsten hun hader mig" Sagde Niall med hans virkelig nuttede irske accent. Okay han fortjente ikke de onde blikke, men jeg kunne ikke føle mig så tiltrukket at en dreng jeg slet ikke stolede på. Det måtte jeg bare ikke. Det kunne jeg ikke klare lige nu. Jeg måtte kæmpe imod og holde ham fra mig!

 

"Selvfølgelig gør hun ikke det." Sagde Zayn.

"Hun kender dig jo ikke." Tilføjede Harry, mens han klappede ham på skulderen. Det lød det hvertfald som.

"Du kan også bare lade være med at savle over hende hele tiden." Brød Louis ind, hvilket - så vidt jeg kunne høre - vidst udløste et venligt slag fra en eller anden mens de alle begyndte at grine, udover Niall som jeg kunne høre mumle :"Det gør jeg da hvertfald ikke."  Jeg kunne ikke lade være med at smile og bide mig i læben.

 

Der var stille lidt indtil Niall brød den.

 

"Uhmm Zayn?" spurgte han næsten nervøs. "Mmm." mumlede han som svar. "Hvad er det egentlig hun har været ude for?" Spurgte han. Det virkede som om han tænkte lidt over hvad han skulle svare, der var hvertfald stille lidt. Please lad vær med at svare Zayn. De skulle ikke vide det. De skulle ikke have ondt af mig allerede. "Øhmm.. altså det hele startede med at hendes forældre var..." Startede Zayn. Uden at tænke over det løb jeg ind stuen mens jeg råbte: "Heeeeey!" Jeg rødmede stort da jeg opdagede at alle gloede. Så lad da være med altid at gøre det for fanden. Jeg kiggede med et meget koldt og ondt blik på Zayn, indtil han nikkede. Han forstod at han skulle holde sin kaje.

 

"Nåå men øhh, hvor skal jeg sove i nat?" Spurgte jeg og gabte. Jeg var virkelig træt. "Inde i gæsteværelse." Svarede Zayn og pegede. "Kan jeg låne en trøje og sove i eller...?" Han rejste sig for at finde en. Imens han var væk var der fuldstændig stilhed i stuen. Jeg talte anspændt sekunderne inden han kom tilbage og rakte mig en t-shirt. "Mange tak. Tak for alt. Jeg går lige i bad og så går jeg i seng. Godnat." Jeg kiggede på Zayn mens jeg snakkede. Han rejste sig, sagde godnat og gav mig et stort kram og kyssede mig på håret. De andre drenge råbte godnat efter mig da jeg gik, men jeg ignorede dem bare.

 

***

Efter et langt og dejligt bad skyndte jeg mig ind i seng. Den lugtede af Zayn hvilket gjorde mig tryg og gav mig en varm følelse. Jeg var så taknemmelig for alt han havde gjort idag. Jeg tjekkede hurtigt min mobil som jeg havde fået med i farten og så at jeg havde fået en besked. Det gav et sug i min mave da jeg så at det var fra Daniel. Jeg åbnede den og læste:

 

#I will find you#

 

----------------------------------------------------------------------------------------------

Hej derude

 

Tusind tak igen for alle likes'ne, de søde kommentare, for at sætte mig på jeres fanlister og for alle de views. Bliv endelig ved ;-)

 

I er fantastiske!<3

 

Kommentere gerne ris og ros. Konstruktiv kritik er altid godt.

 

Undskylder for at det tog lidt tid, håber kapitlet var værd at vente på og undskylder også lige fo eventuelle stavefejl og manglende mening, er efterhånden pænt træt :-)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...