I won't give up - 1D

Sarah Hazel - der bare fortrækker at blive kaldt Hazel - er lige kommet ud af et meget grimt forhold. Efter hvad der føltes som 2 år i komplet mørke, står Hazel nu uden noget sted at bo. Da hun er opvokset i forskellige plejefamilier har hun ingen familie at gå til, og uden penge er hun praktisk talt tvunget til at leve på gaden. Heldigvis lader hendes bedste ven Zayn fra det kendte boyband One Direction hende bo hos ham. Dette fører til kærlighed og venskaber fra en helt uventet side, men tør hun forelske sig igen? Alt hun ønsker er at glemme sin fortid og slippe frygten for fremtiden, men fortiden kan man ikke flygte fra, den vil langsomt indhente én...

67Likes
120Kommentarer
9432Visninger
AA

17. Born to die

 

Hazels synsvinkel

 

Jeg kom ud af sengen og kom trampende ind i køkkenet, mens jeg forsøgte at gnide søvnen ud af øjnene. Henne ved et vaffel apparat dims ting - Jeg er virkelig ikke særlig god i et køkken, så jeg har aldrig vidst hvad sådan en hed - stod Harry og Louis og lavede vafler så det duftede skønt i hele køkkenet.

 

"Wauw du set godt nok frisk ud!" Spøgte Harry. Jeg rullede med øjnene af ham og satte mig ned ved bordet for at vente på mine vafler.

 

"Nåå.. hvordan går det så med Niall og dig?" Louis kiggede nysgerrigt på mig. Helt ærligt, det magtede jeg virkelig ikke at snakke om nu.

 

Jeg sendte ham et ondt blik og trak på skulderen.

 

"Hun er sørme morgenfrisk" Kunne jeg hører Louis hviske til Harry. "Heeey, det hørte jeg godt." Han kiggede bare udskyldigt på mig. "Jeg håber bare ikke at de bliver uvenner over hende." Mumlede Harry mens han kiggede ned på sin vaffel. Louis sendte ham et skarpt blik, mens jeg sukkede. Fedt lige hvad jeg manglede, at de blev uvenner så hele bandet var på røven pga. mig...

 

Dårligt menneske Hazel, dårligt menneske.

 

"Ikke at det er din skyld Hazel." Løj Harry og forsøgte at kigge overbevisende på mig. Jeg fnyste af hans løgn men forsøgte alligevel, at sende ham et halvt smil for, at vise, at det dog var sødt af ham, at forsøge og lyve, så jeg ikke fik samvittighedskvaler.

 

Der var stille lidt indtil Harry og Louis begyndte at snakke om et eller andet ligegyldigt med det nye album, mens jeg bare sad i min egen verden og lagde alt min koncentration over på vaflen.

 

Da vi havde spist alle vaflerne rejste vi os for at køre ud til Zayn. Vi havde aftalt med ham at komme forbi og hente de sidste af mine ting.

 

***

 

Vi havde banket på døren og råbt på Zayn i noget tid nu men ingenting skete, der var ingen der lukkede op. "Det var da utroligt." Mumlede Louis men hans prøvede at tage fat i håndtaget. Døren var ulåst og åben..

 

Mærkeligt det havde den da aldrig været, tænk nu hvis der kom fans til hans lejlighed, de kunne jo komme ind og overfalde ham.

 

Noget var galt...

 

"Hey Zayn, hvor er du?" Råbte Louis og gik ind i stuen mens jeg gik ind i køkkenet for at tage noget vand. At køre havde aldrig været min stærke side, men vand skulle nok få køresygen til at gå over.

 

Da jeg kom ind i køkkenet faldt hele min verden hurtigt fra hinanden. Jeg begyndte at panikke og med tårer strømmende ned af kinderne begyndte jeg at mumle: "Nej nej nej. Det kan ikke være sandt, det kan ikke ske.." Jeg satte mig ned på knæ og begyndte at ruske i den livsløse skikkelse skal der lå på Jorden. Det var Zayn, hele min verden der lå her. Jeg begyndte at kalde hans navn, men han reagerede ikke, hans øjne kiggede bare glansløst op mod mig. "Zayn!" Jeg råbte hans navn lidt højere mens jeg ruskede ham hårdt. Da der ikke skete noget begyndte jeg at gå frem og tilbage og gnide i hænderne: "Nej." Hulkede jeg.. "Neej det kan ikke passe."

 

"NEEEJ" Skreg jeg pludselig så drengene kom løbende. Jeg faldt hulkende sammen på gulvet. "ZAAAYN!" Skreg Harry mens Louis og ham begyndte at græde, men jeg ænsede ingenting. Jeg lå bare og hulkede mens jeg mumlede nej og skreg hans navn.

 

Jeg ænsede heller ikke da de andre drenge kom, eller da Niall satte sig ned og holdt om mig. Han kyssede mig på panden og sagde at alt nok skulle gå, selvom han også sad og græd.

 

Jeg ænsede ikke andet smerten.

 

Smerten over at miste min aller bedste ven. Ham der altid havde været der for mig. Ham jeg altid havde flygtet til når jeg ikke havde andre steder at tage hen. Han havde holdt på min hemmelighed og havde altid hjulpet mig selv når jeg ikke fortjente det. Jeg havde påført ham så meget smerte den seneste tid, men jeg elskede ham så højt og jeg havde det så skidt over det.

 

Der var blevet blandet følelser ind i et venskab og da jeg så ham ligge der, var det som om at de følelser pludselig slap fri. Jeg havde gemt dem væk for ikke at sårer nogen, men jeg måtte indse det. Jeg var forelsket i ham. 

 

Han var mit hjem, min havn. Der hvor jeg altid følte mig tryg og jeg kunne ikke fatte at jeg havde mistet alt det.

 

Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle leve uden ham. Jeg havde slet ikke lyst til at leve uden ham.

 

Politiet og en ambulance kom men jeg lavede ikke andet end at kigge på ham med tomme øjne, mens jeg knugede hans hånd og alle vores minder flød gennem mine tanker. Da de ville tage ham væk gik jeg i panik. De måtte ikke tage ham, jeg havde jo brug for ham. Jeg kastede mig frem mod ham og forsøgte at få redningsfolkene væk. De måtte ikke tage min Zayn.

 

Jeg råbte og skreg og slog ud efter dem så Niall kom og rev mig væk. Men jeg nåede at give ham et sidste kys på panden. Jeg kiggede på ham og forsøgte at indprente mig hans ansigt præcis i mine tanker, indtil min hånd gled ud af hans, inden han blev taget fra mig.

 

Jeg holdte om mig selv, mens tårerene trillede ned af min kinder. Drengene græd med mig.

 

Jeg fik et chok da jeg hørte et højt brag. Det var Harry der i sin sorg havde kylet en lampe mod gulvet. Louis var nu henne ved ham. De holdte alle om hinanden, men jeg, jeg holdte bare om mig selv. Jeg følte mig så alene i min sorg. Alene uden Zayn.

 

Jeg kunne ikke uden ham. Mit liv var intet uden ham.

 

Det var ikke fair. Jeg havde haft så meget smerte i mit liv. Jeg måtte da snart være gennem hvad der var muligt for et menneske at overleve. Jeg havde taget min del af sorgen gennem livet. Jeg havde flere gange mistet alt håb på livet, men aldrig så seriøst som nu. Intet ville nogensinde blive okay igen.

 

Jeg ville ikke leve.

 

Stille gik jeg hen mod hans badeværelse mens jeg håbede på at drengene ikke ville lægge mærke til mig. Jeg gik ind af døren og hen mod skabet med piller. Jeg hældte 12 ned i min hånd. Jeg kiggede lidt på dem. Overvejede for og imod, men jeg kunne ikke finde nogen anden udvej. Jeg måtte tilbage til ham og kun i døden kunne vi blive genforenet.

 

Jeg tog en dyb indånding og kylede pillerne ind i min mund, hvorefter jeg skyndte mig at skylle dem ned med vand, inden jeg nåede at fortryde. 

 

Det var det rigtige valg.

 

Jeg satte mig ned på gulvet og drømte mig væk. Jeg kunne igen mærke hvordan det var at ligge i Zayns arme. Jeg kunne dufte ham og jeg vidste at jeg var hjemme. Min vejrtrækning blev svagere. Jeg fik det skidt men samtidig blev jeg så dejlig søvnig. Jeg havde lyst til at sove. Jeg gled ned på gulvet, hvor jeg kæmpede med at trække vejret. Jeg åbnede øjnene lidt og kiggede ud under øjenlågene. Jeg smilede da jeg syntes jeg kunne se Zayns ansigt. Han var så smuk.

 

I mit stille sind nåede jeg lige at sende en undskyldning til Niall, inden jeg måtte lukke mine øjne i. Jeg var ikke sikker, men inden jeg nåede at miste bevidstheden, syntes jeg, at jeg hørte en dør åbne.

 

--------------------------------------------------------------------------------------------

 

Undskyld for at Zayn ikke overlevede.

 

Hvad så? Hvad syntes i så om det kapitel? Tror i hun dør? Og tror i hun hørte rigtigt? at en rent faktisk åbnede døren?

 

Tusind tak for kommentar, likes og favoritter.

 

Lots of love...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...