One Direction One Shots

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 aug. 2012
  • Opdateret: 10 okt. 2014
  • Status: Igang
Tjaah, titlen siger vist det hele. Skriv i kommentaren, hvis du vil have en personlig. Og bare for at gøre det lidt lettere for mig, så skriv lige dit navn, fyren og genre (altså sød, romantisk, dirty, +15)

85Likes
361Kommentarer
38509Visninger
AA

28. Til Uzma M (Harry Edward Styles) +15

Hvis du er under 15, læser du nu på eget ansvar.

 

Du vidste allerede, at det var sandt. Selvom du ikke ville tro på det, så vidste du inderst inde, at det var sandt. Alting var sandt, og du fortrød, at du nogensinde havde ladet Harry bryde din mur ned. Tårerne faldt stille fra dine øjne, sorgen i dem kunne ikke ignoreres, men alligevel blev den, da der ingen andre end dig selv var til stede i lejligheden. Pludselig virkede den kold og ligegyldig.

"Jeg hader dig..." Ordenen forlod din mund i små hikst. Om det var henvendt mod Harry eller bare mod Gud, fordi han havde ladet det eneste, som betød noget for dig, gå i stykker - det vidste du ikke. Du var så fyldt af sorg, men mest af alt vrede. Hvordan kunne han gøre det mod dig? Stykke for stykke mærkede du, hvordan dit hjerte langsomt blev knust.

 

"Harry, det her går ikke. Jeg kan ikke klare alle de rygter." Tårerne var så tæt på at bryde fri, men du tog en dyb indånding og pludselig var dine øjne knastørre.

"Lad nu vær!"

"Lad vær med hvad?"

"Med at lukke mig ude. Du gør det altid. Jeg har ikke tænkt mig at såre dig." Harry stirrede trodsigt på dig med sine grønne øjne og greb fat om dine håndled. Du kiggede ned på jeres hænder og nægtede at kigge op.

"Jeg lukker dig ikke ude. Jeg snakker bare ikke om det." Selv du kunne høre, at det var et tamt argument. Du kunne bare ikke risikere, at han sårede dig. Du ville ikke have dit hjerte knust igen. Faktisk var du ikke helt sikker på, at dit hjerte overhovedet kunne klare at blive knust igen.

"Uzma.. Det er bullshit, og vi ved det begge. Snak med mig." Og det gjorde du. Du fortalte ham om din tidligere kæreste, som havde fjernet hver rest af selvtillid hos dig. Du fortalte om problemerne i dit barndomshjem og grunden til, at du ikke længere så dine forældre. Du fortalte ham alt, og han lyttede. På et tidspunkt mellem en historie om din bror og din ekskæreste begyndte du at græde. Harry tørrede dem væk med et bedrøvet smil og opfordrede dig til at snakke videre - hvilket du gjorde. Da klokken var 00.14 havde du ikke mere at sige, ikke flere tårer at græde. Du var bare underligt tom. Harry kyssede dig blidt, men du havde brug for mere. Du havde brug for at føle ham, vide, at han var der. Derfor udviklede du kysset og åbnede knapperne i hans skjorte. Han klagede ikke ligefrem, men kørte i stedet sine hænder hen over dine bryster. Efter at have fjernet din T-shirt lod han sin ene hånd køre ned igennem din kavalergang. Hele dit underliv kildede, da han flyttede tættere på og afslørede sin temmelig store bule i bukserne.

"Elsk mig," hviskede du uden at være sikker på, at Harry ville høre det.

"Jeg elsker dig," hviskede han ligeså lavt og kiggede ind i øjnene på dig. Du kyssede ham med så stor iver, at I begge faldt tilbage i sofaen. Du fjernede bukserne helt og så til, mens Harrys ansigt trak sig sammen i lettelse over hans nyfundne frihed. Du fjernede selv dit resterende tøj og fandt et kondom i Harrys bukselomme. Du løftede et øjenbryn og kiggede underligt på ham.

"En fan gav mig det i dag." Du trak på skuldrene og satte det på Harrys allerede klare penis. Du kunne ikke bestemme, om han så længere ud, eller om du bare ikke havde set ham i erigeret tilstand i alt for lang tid. Det var nok den sidste, men du spildte ingen tid. Harry var nederst, så du placerede dig ovenpå ham og begyndte i et langsomt tempo. Lydene, som Harry lavede var nok til, at du aldrig nogensinde ville stoppe. Men du kunne også mærke din orgasme bygge op inden i dig, så du satte farten lidt op. Harry havde et fast greb om dine hofter, og du ville så gerne holde dine øjne åbne og se han komme, men du måtte give op, da nydelsen blev for stor. Du kastede dit hoved tilbage og stønnede. Du kom kort efter, men fortsatte lidt for, at Harry også skulle komme. Da I begge var færdige, lagde du dig ved siden af ham og lod ham omfavne dig.

"Jeg elsker også dig."

 

Men så rystede du på hovedet og tørrede øjnene.

"Jeg vil ikke græde over dig," sagde du til dig selv og lagde et nyt lag makeup, inden du begyndte at pakke dine ting. Det var ikke mange ting, som du havde i hans lejlighed, men det tog alligevel tid at pakke det ned i en taske. Måske fordi hver eneste ting, som du pakkede ned havde et minde. Hver eneste ting i lejligheden havde et minde, som du aldrig ville glemme. Men du var ligeglad, fordi Harry fortjente dig ikke. Hvis han ikke engang kunne holde sig til en pige, så var han ikke noget for dig. Derfor gik du ud og skrev en besked, inden du gik ud af døren.

Harry.

Du er det mest idiotiske menneske, jeg nogensinde har mødt.

Nyd livet med blondinen.

Uzma.

Da du havde lukket døren, fortsatte du ned i din bil. Dine øjne var knastørre, og man kunne ikke se, at du havde grædt. På grund af Harry var du nu den samme, som inden du havde mødt ham - muren var oppe igen.

 

Det tog Harry en uge at kontakte dig. Da han endelig ringede dig op, så var alt, hvad han sagde, undskyld. Skide undskyld efter at hele din uge havde været det rene helvede. Du lagde på med det samme og ignorerede hans opkald resten af dagen. 

 

Det tog Harry tre uger, inden han prøvede at tage hjem til dig. Du åbnede døren og skulle til at smække den i, da han satte sin fod i mellem. Du åbnede den igen og ventede på, at han skulle sige noget.

"Undskyld." Du smækkede døren i hovedet på ham.

 

Det tog Harry fem uger, inden han endelig gav op. Han holdt op med at komme forbi, han holdt op med at kontakte dig. Du hørte ikke længere fra ham, men det var okay. For selvom du ikke længere havde ham, så havde du stadig minderne. Du havde stadig alle de gode stunder, som du aldrig ville glemme. Du havde bare et ønske; at nogen kunne bryde muren ned igen, netop som Harry havde gjort. Du var ikke sikker på, at du nogensinde ville elske en så meget, som du havde - og stadig gjorde - elskede Harry.

 

Okay, den her er måske en smule sørgelig. Jeg undskylder på forhånd, hvis du virkelig var opsat på en lykkelig slutning. Jeg ved ikke.. altså jeg synes bare, at det er så urealistisk, når man tilgiver utroskab.. Jeg ved ikke, om det bare er mig (Jeg kan heller ikke huske, om jeg har skrevet et One Shot, hvor hun tilgiver ham...), men jeg er bare så træt af det. Okay, I kan måske høre, at jeg ikke er i det bedste humør. Undskyld, fordi jeg lader det gå ud over dit One Shot. Hvis du vil have et nyt, må du lige skrive. Så skal jeg nok prøve at gøre det lykkeligere <3

Jeg går straks i gang med det næste One Shot.

 - Scream xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...